I 2003 fulgte tusindvis af danskere den unge Alex Kerners kamp for at bevare minderne om det gamle, trygge DDR for sin hjertesyge og skrøbelige mor i den tragikomiske Good Bye, Lenin!. I 2004 trak skuespilleren Bruno Ganz et stort publikum herhjemme med sin maniske pragtpræstation som Adolf Hitler i filmen Der Untergang. Og i 2006 rettede danskerne igen blikket mod Berlin, da filmen De andres liv om en feteret skuespillerindes selvmord på grund af Stasi-overvågning fik stor succes.
De tyske historiske dramaers guldalder for knap 10 år siden har affødt en fast, tysk filmdag under filmfestivalen CPH PIX, der finder sted i Københavns biografer i disse dage. Og som tidligere år, regner arrangørerne med fuldt hus.
Tyskland er en kæmpe filmnation, og uanset hvad danskerne ellers måtte synes om kulturen og sproget, kommer man ikke udenom en stor interesse for tysk film. Vi er en publikumsfestival, så den interesse skal vi selvfølgelig honorere, siger Thure Munkholm, programansvarlig for CPH PIX.
Hos Goethe-Instituttet, der formidler tysk kultur og sprogkurser i Danmark, oplever man også en stigende interesse for tyske film i Danmark:
Ligesom Berlin er en slags rambuk for resten af Tyskland, fordi der er så stor hype om byen, fungerer tyske film i øjeblikket også som en hurtig indgang til tysk kultur og tysk sprog, forklarer Claudia Marchegiani, der leder instituttets kulturprogram.
LÆS OGSÅ: Tyske film har det svært i Danmark
Men hvis danskerne er vilde efter tyske film, er det egentlig paradoksalt. For interessen for at lære om tysk sprog og kultur er stærkt dalende i både folkeskolen og gymnasiet, viser tal fra Undervisningsministeriet. Hvor 50 procent af eleverne i de danske gymnasieklasser i 2006 valgte tysk som fag, var det kun 35 procent i 2011.
Der er dog et godt stykke vej fra filmfestivalerne til en decideret effekt på lysten til at lære tysk hos folkeskoleelever, mener Peter Schepelern, lektor i medievidenskab ved Københavns Universitet:
Film tilbyder helt klart et mere umiddelbart bekendtskab med en ny kultur og et nyt sprog end for eksempel litteratur. Men bare fordi danskerne er begyndt at dyrke Berlins hippe kultur og interessere sig for nye tyske film, tror jeg ikke, man kan slutte, at flere vil sætte sig ned og læse Thomas Mann på originalsproget.
Filmfestivalens temadag er blevet til i samarbejde med German Films, som er en slags eksportkampagne for tysk film. Temadagen behøver ikke betyde øget interesse for tysk film eller sprog, nærmere et ønske derom, mener Peter Schepelern.
Det store problem for de europæiske landes filmindustri er, at vi ikke ser hinandens film i nær samme grad, som vi dyrker de store hollywoodproduktioner. Der findes jo ikke nogen særlig amerikansk kulturfestival, der skal skabe interesse for den nye Tom Cruise-film. Det sker helt af sig selv.
Det virkeligt seje træk, der skal til, hvis sproget og kulturen syd for grænsen skal vinde udbredelse, kommer ikke gennem en filmfestival, mener han:
Danskerne nyder den tyske kultur og det tyske sprog i små doser. Vi ser jo ikke mere tysk fjernsyn eller flere tyske film i fjernsynet, fordi man laver en filmfestival. Tysk film har haft en opgangsperiode for nylig med de universielle, historiske temaer. Men den meget hverdagsagtige historie om en tysk familie i Frankfurt, der taler tysk, vil ikke få et stort publikum i Danmark.
Det er Claudia Marchegiani langtfra enig i. Hun mener, danskernes interesse rækker videre end blot til at se tyskerne behandle krig, holocaust og overvågningssamfund i historiske film.
Den er udtryk for, at tysk film er inde i en frugtbar periode, hvor udlandet og herunder Danmark ikke kun lægger mærke til de historiske dramaer, der tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig og DDR-tiden. Nu er det især den gode historie fra hverdagen og en anderledes æstetik, der rykker, siger Claudia Marchegiani.
Og måske har hun ret. På filmfestivalens tyske dag, der kaldes Spotlight Germany, er programmet i hvert fald ryddet for nostalgiske DDR-film og krigsefterbehandling. I stedet kan man i for eksempel filmen Gold få et indblik i en tysk families udvandring til Canada i 1800-tallet et historisk emne, der ikke hidtil er taget op i tysk film. Silvi Maybe Love følger en kvindes kvaler ud i datingverdenen efter 30 års fast forhold. Og The Strange Little Cat er en køkkenvask-minimalistisk beskrivelse af en families småabsurde liv i Berlin. Programmet repræsenterer et klart nybrud i forhold til traumebehandlingen, som generelt kan ses i tidens tyske film, mener Claudia Marchegiani.
Jeg tror, at man i fremtiden vil kunne se flere og nye sider af den tyske historie, såvel som en oprulning af de nutidshistorier, der er med til at definere Tyskland lige nu som samfund. Tysklands samtid er ikke så forskellig fra den danske samtid. Så derfor er disse historier også både relevante og interessante for et dansk publikum.
Filmfestivalen cph Pix
CPH PIX (Copenhagen PIX) blev navnet på Københavns nye filmfestival i 2008, da den blev etableret som erstatning for Natfilm Festivalen og Copenhagen International Film Festival (CIFF). Festivalen løber fra 11. til 24. april, udelukkende i Københavnske biografer.