Danskerpak og tyskerpak

Hvis man selv husker besættelsestiden, er Hans Boll-Johansens nye bog fantastisk erindringsaktiverende litteratur. Alle andre bør også læse med

I klummen "Eftertanken" skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen (billedet) hver anden fredag om kulturhistoriske problemstillinger.
I klummen "Eftertanken" skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen (billedet) hver anden fredag om kulturhistoriske problemstillinger. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

For nylig kørte jeg sammen med en tidligere kollega, professor, dr.phil. Jens Rasmussen, til en bogpræsentation i Frøslevlejrens Museum. Bogen - der udkom for kort tid siden - hedder ”Danskerpak og tyskerpak. De danske og de tyske i Sønderjylland - og hvordan vi hver for sig oplevede krigen” (Gyldendal). Den er skrevet af dr.phil. Hans Boll-Johansen, der blev student fra Aabenraa Statsskole i 1955.

Ved præsentationen var der indlæg af forfatteren, af lederen af Frøslev Museum, Henrik Skov Kristensen, og af to af forfatterens klassekammerater - Uwe Hänel og Peter Krag - der har bidraget til bogen, og hvis forældre hørte til det tyske mindretal.

For Jens Rasmussen var arrangementet i Frøslevlejren særlig interessant, for det var dér, han i 1945 sad interneret på grund af illegalt arbejde for Dansk Samlings forlag. I en overfyldt, lukket kreaturvogn var han blevet kørt fra København til Padborg, hvorfra man vandrede til lejren. Turen havde taget næsten 20 timer, og undervejs fik fangerne hverken vådt eller tørt. Stor var deres lettelse, da toget efter Tønder kørte østpå, for de havde frygtet, at de skulle sydpå til kz-lejren Neuengamme.

Bogen - der er rigt illustreret, og hvis forside viser, hvor entusiastisk de tyske soldater den 9. april 1940 blev hyldet ved indmarchen i Åbenrå - er grundigt underbygget, velskrevet og så medrivende fortalt, at den er svær at lægge fra sig.

Da jeg selv blev student samme år som Boll-Johansen og voksede op kun 25 kilometer fra Aabenraa, er der meget, jeg genkender i bogen. Et af dens afsnit beskriver en dramatisk fejlbombning i 1942, og den hører til mine tidligste erindringer.

Natten mellem den 18. og 19. august kastede 149 engelske bombefly 993 sprængbomber og 4500 brandbomber over Sundeved og Nordals. Målet for angrebet var skibsværftet i Flensborg, men de forreste fly, der skulle udpege det med faldskærmsbårne lysbomber, kastede dem for tidligt. Derved blev 155 tons bomber smidt ned over den del af Sønderjylland, jeg boede i. Mirakuløst gik ingen menneskeliv tabt, men flere ejendomme brændte ned.

Uwe Hänel fortæller, at han fra sit sydvendte soveværelsesvindue om aftenen jævnligt iagttog projektørstråler på himlen. Takket være mørklægningen kunne man trods afstanden til Flensborg Fjord se, hvordan tyskerne afsøgte himlen for allierede fly. Disse lyskasterforestillinger, der ofte ledsagedes af bulder og brag, overværede også jeg med fascination fra præstegården i Snogbæk.

Uwe Hänel og Peter Krag voksede op i tysksindede familier og gik i tysk skole. Da disse skoler i 1945 blev lukket, kom de i danske skoler, og derefter gik vejen over Aabenraa Statsskoles mellemskole og treårige gymnasium.

I gymnasiet, hvor de kom i klasse med Hans Boll-Johansen, talte eleverne aldrig med hinanden om nationale problemer (som vi heller aldrig gjorde på Sønderborg Statsskole). Først et halvt århundrede senere mødtes en lille gruppe klassekammerater, der omsider havde mod på at diskutere de gamle modsætninger.

En af Boll-Johansens sønderjyske venner advarede ham om, at han med sin bog ville stikke hånden i en hvepserede. Et særligt ømtåleligt problem er, hvordan man skal forholde sig til hjemmetyskernes adfærd under Besættelsen. Nogle af hjemmetyskerne var ikke nazister og foretog sig intet kritisabelt. Men mange blev medlem af det særlige sønderjyske naziparti, og en del af dem meldte sig til korpset Zeitfreiwillig, der skulle bistå de tyske tropper under en allieret invasion. Til det formål havde de tysk værnemagtsuniform og deltog i skydeøvelser.

Et andet ømtåleligt problem er retsopgøret, som de hjemmetyskere, der blev indsat til afsoning, fandt dybt uretfærdigt. I det tyske mindretal var ”Han haj jo et gøie naue” (Han havde jo ikke gjort noget) en fast formel, og det, der nu hed Faarhuslejren, blev ikonet på uretfærdigheden i retsopgøret. De følte også, at de små fisk blev dømt relativt hårdere end de store. Men for at blive dømt skulle man altså have gjort andet end at melde sig ind i nazipartiet.

Uwe Hänels far, der som Zeitfreiwillig havde båret tysk uniform, og som havde hjulpet Ortskommandanturen i Aabenraa med at udstede Ausweis (legitimation) under undtagelsestilstanden den 29. august 1943, fik den 8. juli 1945 en dom på to et halvt år, som han afsonede i Faarhuslejren.

Af Uwes beskrivelse af et besøg i lejren fremgår det, at han elskede sin far, som han sprang op i favnen på og fik et ”uforglemmeligt knus” af. Peter Krags far blev dømt efter værnemagerloven for at have leveret faskiner (dræn) til værnemagtens skansebyggeri ved Skrydstrup Flyveplads.

I dag mener de fleste elever på såvel det tyske som det danske gymnasium i Aabenraa, at der ikke længere består et modsætningsforhold mellem dansk og tysk. Og de opfatter det at bo i grænselandet som noget positivt.

Samtidig oplyser eleverne på det tyske gymnasium dog, at de - især ved sportsarrangementer - har oplevet antityske skældsord, herunder ”nazist”. Og for nylig hørte jeg det tyske gymnasium omtalt som ”Hitlergymnasiet”. Alligevel findes der ifølge mindretalsforsker Helen Krag kun få andre eksempler på, at forholdet mellem majoritet og minoritet har udviklet sig så harmonisk som i Sønderjylland.

Den udvikling bidrager Hans Boll-Johansen med sin bog til at styrke. For enhver med interesse i grænselandsproblemer og i Danmarks nyere historie er ”Danskerpak og tyskerpak” et ”must”.

Derudover bør den i kraft af det nuancerede og reflekterende billede, den tegner af en dansk landsdel, der under Besættelsen havde særlige problemer at slås med, kunne nå ud til en bred læserskare.