Thomas Bernhard (1931-1989) er en af de største forfattere i det 20. århundrede. Det er efterhånden ikke bare en smagsdom, men simpelthen en kendsgerning, hvilket blandt andet kan aflæses på antallet af oversættelser til andre sprog. Også skandinaviske forfattere læser Bernhards elektriske prosa for at lade batterierne op til deres egne udladninger; Christina Hesselholdt gør det, Karl Ove Knausgård gør det.
Alt imens forlaget Sisyfos er over midtvejs med oversættelsen af Bernhards fem selvbiografiske romaner fra 1975 til 1982, disker forlaget Basilisk op med en ny oversættelse af hans fiktionsprosa, denne gang romanen Træfældning fra 1984 med den tyske originaltitel Holzfällen. At et så stort navn som Bernhard er overladt til småforlagene i Danmark, er og bliver et mysterium, men heldigvis findes der dygtige oversættere i periferien af de kommercielle forlag, og på Basilisk hedder han René Jean Jensen.
LÆS OGSÅ: Fremtidens Danmark
Træfældning bærer undertitlen En ophidselse, hvormed tonen ret præcist er anslået. Som så ofte før er den yndede stilfigur overdrivelsen, en sindstilstand ikke langt fra ophidselsen. Det muntre kompromis og den milde overbærenhed hører ikke hjemme her.
Fortælleren i romanen ligner umiskendeligt Thomas Bernhard selv, han er forfatter, østriger, og han har ladet sig invitere af ægteparret Auersberger til en kunstnerisk middag i deres lejlighed i Wien. Han sidder i en øreklapstol, hvorfra han tavst iagttager og vurderer selskabet af forfattere, musikere og malere. Aftenens højdepunkt er en skuespiller fra Wiens traditionsrige Burgtheater, som ankommer et par timer efter alle andre, fordi han først skal spille sin hovedrolle i Henrik Ibsens Vildanden der jo først og fremmest handler om menneskers tilbøjelighed til virkelighedsflugt og selvbedrag.
Da han kommer kort før midnat, serveres middagen omsider for selskabet, og lidt efter midnat kan selskabet bryde op, og romanen nå sin afslutning. At hele dette selskab af selvsmagende, indbildske og ud på aftenen beduggede kunstnere anskues som en tragisk komedie af den tavse iagttager i øreklapstolen, er en af romanens usagte pointer.
Er romanen i det ydre ret begivenhedsløs, er den i den iagttagende og erindrende fortællers indre monolog næsten grænseløst rig. Handlinger og udsagn fra selskabets deltagere udsættes for fortællerens skarptslebne røntgenblik, hvormed han ser igennem den glamourøse overflade og ind til den ofte grimme sandhed. Ingen går ram forbi, og til allersidst vender fortælleren endda røntgenblikket mod sig selv, da han som en slesk skuespiller takker ægteparret Auersberger for en fornøjelig aften.
Som prosaist er Bernhard en virtuos. Udtryk som kunstnerisk middag og sætninger gentages og varieres både rytmisk og logisk, så den lille viden, læseren begynder med, gradvist vokser sig større. Frem for i den typiske fremadskridende linje bevæger romanen sig som ringe i vandet omkring et centrum: den kunstneriske middag hos Auersbergerne.
En fare ved den monologiske fortællemåde er selvfølgelig monotonien, tomgangen. Når det alligevel aldrig bliver forudsigeligt at læse Træfældning, skyldes det den overmåde intelligente analyse af basale menneskelige relationer, fortælleren udfører samtidig med træfældningen af det kunstneriske selskab. Der er dybtgående overvejelser om særligt venskabets betydning, og den mærkelige omstændighed, at en person, du igennem årevis har været nær, en dag kan forekomme dig uendeligt fjern. Og bedst som læseren tror at have gjort regning for fortællerens analyse, vendes den 180 grader rundt. Således fremstilles den ellers ulidelige burgskuespiller mod slutningen pludselig som et sympatisk menneske. Ganske vist kun momentant sympatisk.
Det bliver aldrig sagt direkte, for Bernhard befatter sig ikke med opbyggelig tale, men det, der står tilbage efter træfældningen, er en vilje til at sige tingene, som de er, og en fordring om at omgås andre mennesker loyalt og oprigtigt.
Bernhard blev af sine østrigske kritikere kaldt en redebesmudser, eftersom hans sociale og indimellem politiske kritik udelukkende rettede sig mod hjemlandet. Også Træfældning vakte opstandelse i Wien, fordi visse kendte kunstnere genkendte sig selv i romanen, og en af dem anlagde ligefrem en injuriesag mod forfatteren.
På solid afstand af 1980ernes Wien kan man læse romanen som ren fiktion. Træfældning mister som kritik af de forløjede og fordrukne mindre kunstnere aldrig sin aktualitet. De store kunstnere i historien beholder den sandhedssøgende forfatter som urørlige ledestjerner.