I 1976 hoppede litteraturforsker Anders Thyrring Andersen på sin Yamaha-knallert med skivebremser. Han boede hos sine forældre i Salling, hvor han i radioen havde hørt et nummer af en vis Bob Dylan. Ham kendte han ikke, men det lød godt, og derfor kørte han de cirka 30 kilometer til musikforretningen Fona i Skive på knallerten. Der fandt han et kassettebånd med albummet Blood on the Tracks fra den Bob Dylan, som han knap kendte, men som senere skulle vise sig at blive det nærmeste, han kom på et idol.
I dag behøver ingen at køre 30 kilometer på en knallert for at få ny musik. Som musikforbruger har man med internettet adgang til et tag selv-bord med flere millioner numre gennem abonnementtjenester som Spotify og Telenors WiMP. De tjenester er nutidens foretrukne måde at høre musik på, og før de kom til verden, var det digital download af mp3-filer, der erstattede cden, der i 1990erne erstattede kassettebåndet, der få år efter Anders Thyrring Andersens knallerttur erstattede lpen som det mest populære musikmedium.
På grund af streamingtjenesters udbredelse falder salget af cder år for år. Det samme ser ud til at gælde for digitale køb af musiknumre. Men for lpen er tilværelsen ikke helt så trist. Tværtimod er salget af vinylplader stigende, og sådan har det været siden årtusindeskiftet. I 2013 blev der alene i USA solgt over seks millioner lp-plader. Til sammenligning var tallet fire en halv millioner solgte i 2012 og under en million solgte i 2006. Imens meldes der også om fornyet interesse for at udgive musik på kassettebånd.
Det er interessant, mener Henrik Marstal, ph.d. i musikvidenskab, musiker og producer.
Han tror, at de fysiske mediers renæssance skyldes et ønske fra brugere om at investere i musikken, som Anders Thyrring Andersen gjorde, da han kørte til Skive efter Bob Dylans musik.
LÆS OGSÅ: Musik handler om menneskelige relationer
Da cden kom på markedet midt i 1980erne, kom lpen for mange hurtigt i lav kurs. For i modsætning til lpen og kassettebåndet leverede cden en ren, digital lydgengivelse, der ikke var farvet af pickup-støj, ridser eller båndsus, og som alle var enige om at opfatte som et betydeligt teknologisk fremskridt. Men det har vist sig, at mange lyttere er langt mere fascinerede af blandt andet den særlig lydfarvning, som medier som lpen og kassettebåndet kan give. Der er ganske enkelt mere personlighed i de gamle, lidt mere upraktiske medier. Er der en ridse i din plade, vil du blive mindet om en historie eller stemning fra den fest, ridsen opstod under. Samtidig kræver det en lidt større indsats at høre musik, når man først skal støve nålen af, have pladen ud af omslaget og vende den igen efter 20 minutter. For man investerer mere i musiklytningen, når man forinden har bragt sig i sync med situationen ved at foretage disse forberedende ritualer, som hverken en cd eller en mp3-fil helt kan matche. Mange foretrækker at omgive sig med disse ritualer, fordi de stimulerer musikoplevelsen. Jeg vil kalde det for slow listening (langsom lytning, red.), for de gamle medier forudsætter en anden vilje til forberedelse, som altså ikke kun er af fysisk art, siger han.
Den langsomme lytning betyder blandt andet også, at der ikke er mulighed for at gå hurtigt videre til næste nummer, hvis man ikke umiddelbart synes om det, man hører. Derfor har man med de gamle medier mere fokus på et musikalbum som helhed end på de enkeltstående hits, siger Henrik Marstal.
Det genkender Søren Pold, lektor, ph.d. i digital æstetik ved Aarhus Universitet. Han arbejder i øjeblikket sammen med nogle biblioteker om et projekt, hvor de ser på, hvad det betyder, at det fysiske musikarkiv er forsvundet fra de danske biblioteker.
Der er selvfølgelig både fordele og ulemper ved, at materialiteten mangler efter den digitale musiks gennembrud. Fordelen er, at en avantgardegruppe fra Aarhus kan have et publikum i New York, hvilket man ikke så for bare få år siden. Ulempen er så, at man ikke føler, man har investeret i den musik, man kan lytte til gennem et online abonnement. Det betyder, at man lynhurtigt går videre, hvis man ikke bryder sig om et nummer. Man tænker mere i hits end i album, end hvis man har købt pladen fysisk. Så giver man som regel hele samlingen en chance, siger han.
I Søren Polds egen pladesamling har The Beatles The White Album en særlig plads. Som otteårig blev han fan af The Beatles efter at have set en film med bandet. Hans onkel havde deres hvide dobbeltalbum, og Søren Pold elskede at lytte til musikken med hovedtelefoner, når han var på besøg.
En dag gav onklen ham både grammofonen og den hvide lp.
Politikens musikanmelder Kim Skotte har igennem årene skaffet sig et hav af cder og vinylplader. Det gør han stadig, selvom der er kommet lettere måder at skaffe musik på.
Jeg bruger ikke digital download i stor stil, det siger mig ikke så meget. For mig handler det først og fremmest om, at vinyler er rigtige ting. Man køber dem, lægger dem i samlingen, og det signalerer et længerevarende forhold modsat den digitale musik, der bare ligger på en computer. Og så signalerer det, at man stadig tror på albummet som et kunstnerisk udtryk og ikke bare på enkeltstående hits, siger han.
Når man køber en lp, byder man ind i musikkulturen. Man signalerer, at man tager den alvorligt. Derfor tror jeg også, det typisk vil være musikbrugeren, der er lidt mere optaget af musik end gennemsnittet, der stadig køber plader. Ellers tror jeg, at de bliver solgt fra alle genrer til de fleste aldersgrupper.
Men lige så meget handler det om, at musik kalder på flere sanser end bare lyttesansen. Det mener Johannes Konstantin Neergaard, der er komponist og musikkonsulent i kommunikationsbureauet Tonesprog.
Han tror, at modkulturen til den digitale musik er opstået af et ønske om at komme nærmere musikerne ved blandt andet at udforske albumomslaget, mens man lytter. Ligesom han selv gjorde, da han som 13-årig fik sin første lp med barndomsidolet Michala Petri.
Musik er ikke kun at lytte. Høresansen kan lide at blive suppleret af at have noget mellem hænderne og noget at se på. Med de fleste fysiske musikudgivelser følger et hæfte, hvor musikere og komponister kan reflektere over musikken og nå ud til lytteren på en anden måde. Det mister man med den digitale musik.
Før i tiden oplevede man musik i koncertsalen, hvor man kunne se musikerne og lugtede træet fra celloen. Så kom vinylen, kassettebåndet, cden og nu den digitale musik. Det er med tiden blevet mere praktisk og nemt at høre musik, men desværre henvender de digitale musiktjenester sig som hovedregel udelukkende til høresansen og til nød lidt til synssansen, siger han.
I Anders Thyrring Andersens kælder i Aarhus ligger stadig kassettebåndet med Bob Dylan til minde om knallertturen. Han købte albummet på lp året efter, men han har stadig ikke kunnet nænne at skille sig af med båndet.
Det ændrede mine lyttevaner, og jeg begyndte at høre andre typer musik. Bob Dylan var også skyld i, at jeg begyndte at læse modernistisk litteratur, fordi jeg opsøgte biblioteker for at finde hans referencer. Jeg har meget at takke det kassettebånd for, for det gjorde min verden uendeligt meget større, siger han.