Stilsikker krimiforfatter modtager De Gyldne Laurbær

Hun er en af Danmarks mest succesrige forfattere, og nu hædres hun også med en af Danmarks mest ærefulde litteraturpriser

Sara Blædel vinder prisen De Gyldne Laurbær for sin krimiserie om Louise Rick. Hendes bog "The Forgotten Girl" udkommer i dag i USA.
Sara Blædel vinder prisen De Gyldne Laurbær for sin krimiserie om Louise Rick. Hendes bog "The Forgotten Girl" udkommer i dag i USA.

Det måtte næsten komme, og det gjorde det så også: Sara Blædel er blevet hædret med De Gyldne Laurbær, en af Danmarks mest ærefulde litteraturpriser.

Prisen tildeles hvert år i januar eller februar en dansk forfatter, der har udgivet en bog året forinden.

Bag prisen står Foreningen De Gyldne Laurbær, tidligere Boghandlerforeningen, og afgørelsen er baseret på en afstemning blandt samtlige danske boghandlere.

Når Sara Blædel synes selvskrevet til prisen, handler det om hendes imponerende store læserskare. I hundredetusindvis elsker hendes læsere den altid stilsikre evne til at forfatte en fængende historie.

Som en anmelder skrev: ”Hun formår at servere svære, etiske problemstillinger som delikate pindemadder, og så kan hun skrue et plot sammen, så man lader sig opsluge af handlingen”.
 
Sara Blædels ni kriminalromaner, hvoraf den seneste ”Kvinden de meldte savnet” udkom 7. november sidste år, er solgt i over 1,5 millioner eksemplarer i Danmark, er oversat til 18 sprog og udkommer i 23 lande.

Det er tal, der kun overgås af krimiforfatter-kollegaen Jussi Adler-Olsen.

I går udkom hendes syvende roman ”De glemte piger” i USA, og Sara Blædel er netop nu ved at forberede en oplæsningstur, der blandt andet vil føre hende til Atlanta, Chicago, Houston og Los Angeles.

Rejseriet er blevet en stadig større del af hendes arbejdsliv, for overalt i verden venter hendes læsere på "at se giraffen”.
 
At den nu 50-årige kvinde skulle blive en af Danmarks mest succesrige forfatter lå ellers ikke umiddelbart i kortene.

Godt nok er hendes far den Cavling-belønnede journalist Leif Blædel og hendes mor skuespilleren Annegrethe Nissen, men Sara Blædel var som barn ordblind og havde slet ikke forestillet sig en karriere i skrive-branchen. Hun uddannede sig i stedet til tjener og siden til reprokopist.

Hun kunne imidlertid ikke tåle de stoffer, der blev anvendt i trykkeribranchen, og efter hun havde været alvorlig syg, besluttede hun sig for i stedet at starte sit eget forlag, der skulle udgive krimier.

Det var længe før, krimierne for alvor kom på mode.

En dag kom så den fiktive person Louise Rick ind i hendes hoved.

Der rumsterede hun så meget, at Sara Blædel til sidst blev nødt til at tage hende alvorligt. I 2004 udgav hun så ”Grønt støv” - den første roman med kriminalassistenten, der senere blev leder af en særlig eftersøgningstjeneste, som hovedperson.

Louise Rick har siden været den ledende figur i alle Sara Blædels kriminalromaner.

I perioder af cirka tre måneder af gangen melder Sara Blædel sig ud af sit normale liv. Skriveprocessen er for hende så altopslugende, at hun har svært ved at samle sig til noget så enkelt som at købe ind.

Det fortalte hun i et interview i Kristeligt Dagblad i november, hvor hun også beskrev sig selv som indadvendt og en stor fan af sine intense skriveperioder.

Op til de tre måneder er et omfattende stykke researcharbejde tilendebragt, og også det indebærer rejser, for Sara Blædel er visuelt orienteret og skal med egne øjne se de lokaliteter, hendes historier udspiller sig i.

Sara Blædel. Foto: Scanpix
Sara Blædel. Foto: Scanpix

Hun trækker på virkeligheden i sine romaner.

Louise Ricks væsen har således mange ligheder med Sara Blædels og hovedpersonen bor da også i Blædels gamle lejlighed på Frederiksberg og møder mennesker, som ofte er forfatterens bekendte.

Selv bor Sara Blædel nu i Virum sammen med sin 17-årige søn Adam og hunden Cajsa. Hun blev sidste år skilt fra sin mand Lars Kirchhof.
 
Udover æren følges De Gyldne Laurbær af en guldnål samt en mindre boggave.

Med tildelingen kommer Sara Blædel i selskab med forfattere som Anne-Cathrine Riebnitzsky, Kim Leine, Helle Helle, Ida Jessen, Jens Smærup Sørensen og krimi-kollegaen Jussi Adler-Olsen.

Sara Blædel vinder prisen De Gyldne Laurbær for sin krimiserie om Louise Rick. Foto: Scanpix
Sara Blædel vinder prisen De Gyldne Laurbær for sin krimiserie om Louise Rick. Foto: Scanpix