De ihærdigste anstrengelser for Carl Nielsen

Teaterkoncerten ”Carl” er præget af hårdtpumpet energi og effektjageri med blod, balloner, lagkager og lys

Hele Carl Nielsen-paletten blev foldet ud med så hårdtpumpet energi og effektjageri, at man kom til at savne den mere pastorale side af Carl Nielsen. – Foto fra forestillingen.
Hele Carl Nielsen-paletten blev foldet ud med så hårdtpumpet energi og effektjageri, at man kom til at savne den mere pastorale side af Carl Nielsen. – Foto fra forestillingen. Foto: Ard Jongsma / Still Words.

Det var som at opleve Carl Nielsen gennem et kalejdoskop. Et spraglet, mangfoldigt og konstant skiftende billede af musikeren og mennesket, der står som Danmarks største komponist nogensinde, ledsaget af en række af hans melodier i stumper eller med samtlige vers og garneret med talrige gags og stunts.

Seks skuespillere og seks musikere realiserede ved københavnerpremieren på Østre Gasværks Teater det koncept, som det sidste efterår i 150-året for Carls fødsel var lykkedes teaterfolk i Kolding, Svendborg og Odense at stable på benene på Bramstrup Gods på Fyn – hvortil forestillingen for øvrigt vender tilbage de første 11 dage af september.

Der indledes med et forceret og umotiveret latteranfald fra de medvirkende på den store scene. Musikken begynder heldigvis snart at spille med, men det skulle vise sig at være karakteristisk for det to timer lange show, at der blev grinet betydeligt mere af skuespillerne på scenen end blandt publikum, der til gengæld gang på gang fik lejlighed til at spærre øjnene op.

Indfaldene og udfaldene kom i en lind strøm og kredsede om de samme temaer og mønstre, omtrent som når man drejer et kalejdoskop. Gentagelserne var talrige, ikke alene fordi skuespillerne snakkede i munden på hinanden, men også fordi man spillede temaerne helt ud. Der var gæs på hjul (gåsedrengen Carl fra ”Min fynske barndom”), der blev skåret grimasser til den store guldmedalje (den unge Carl på besøg hos kanonfotografen i Nykøbing Mors), og der var masser af scener med Carl iført en hjemlig housecoat, sandsynligvis inspireret af den morgenkåbe, han spankulerede omkring i på sin 60-årsfødselsdag i juni 1925.

Hele Carl Nielsen-paletten blev foldet ud med så hårdtpumpet energi og effektjageri – blod, balloner, lagkager og lys, en zeppeliner og sågar en kommandobro – at man kom til at savne den mere pastorale side af Carl Nielsen, det eftertænksomme gemyt, som også var en del af hans personlighed. Hans 2. symfoni, De fire temperamenter, som fik en om ikke kærlig, så dog grundig behandling, kunne ellers have givet anledning til overvejelser i den retning.

Men det ville selvfølgelig have bremset op for det hæsblæsende tempo, der var selve essensen i Teaterkoncerten CARL. Det er imidlertid værd at erindre sig, at Carl Nielsen også skrev mange meditative satser til lise for sjælen.

Skuespillerne foredrog en række af Carl Nielsens mest skattede sange med åbenlyst engagement, men i et par situationer – værst med salmen ”Påskeblomst” – også brølende falsk. Til gengæld var musikernes indsats hele vejen igennem sublim med Kirstine Schneiders skønne violinspil i slutscenen som et af højdepunkterne. En banal fødselsdagssang for Carl Nielsen, omdelt i pausen for at publikum kunne synge med under festen, var en af mange idéer, der med fordel kunne have været frasorteret, men finalen var et scoop.

Efter at Carl Nielsen – på sit dødsleje, må vi forstå – med flødeskum fra en af lagkagerne var blevet ”balsameret” i ansigtet af sin billedhuggerhustru Anne Marie, gled bagvæggen med mange hundrede kulørte balloner til side og afslørede samme Anne Maries berømte rytterstatue af Carl Nielsen. Den smukke statue, der ellers har sin faste plads mellem Østerport og Nyboder, var velvilligt udlånt af Københavns Kommune.

En fin kulmination, der blev prikken over i’et i en forestilling, som der havde været mange kokke om, og som med sit kolossale drive nok var imponerende, men også betydeligt mere løs i fugerne end Anne Marie Carl-Nielsens skulpturer. For ikke at tale om hendes mands musik.

kultur@k.dk