Som følge af min kommentatorvirksomhed er jeg tilbøjelig til at følge med i debatten på de sociale medier. Derfor konstaterer jeg ofte, at vi danskere ikke er verdensmestre i tolerance, gensidig velvilje og evne til at kommunikere høfligt. Så vores tilfredshed med vores liv og samfund må jo være på vej ned. Derfor kom det da heller ikke bag på mig, da jeg midt i juni læste om en undersøgelse, der viste, at danskerne ikke længere er verdens lykkeligste folk. Vi er gledet ned på en fjerdeplads. Så jeg gik ikke ind til sommeren i det bedste humør.
Men netop da modtog jeg en bog til anmeldelse, som gjorde en ende på mit mismod. For bogen dokumenterede på fremragende journalistisk vis, at det rent faktisk slet ikke står så skralt til med os. Dens engelske forfatter Helen Russell har skrevet sin bog om det lykkelige Danmark ud fra sine egne erfaringer med at bo i en lille by i Jylland, som forfatteren flyttede til i 2014, da hendes ægtefælle fik en årskontrakt på Lego i Billund.
”Mit år som dansker” bygger videre på den klumme, Russell fik tildelt i The Telegraph, da en redaktør opdagede, at den livsform - ja, tilmed livskunst - hun beskrev, var meget anderledes end briternes. Da der i forvejen er en enorm interesse for Danmark i Storbritannien i disse år, ville bladets læsere elske at vide mere om det eksotiske og attraktive land, skønnede han. Jeg må indrømme, at jeg også selv lærte mere, end jeg vidste i forvejen. Men det bedste ved bogen var nu, at den var sjov at læse, og jeg kunne mærke mit humør stige fra time til time. Ja, jeg begyndte ligefrem at glæde mig til min ferie.
Bogens undertitel er ”På jagt efter hemmeligheden bag verdens lykkeligste nation”.
Jeg kan godt lide det med ”hemmeligheden”; for vi danskere er selvfølgelig ikke altid selv bevidste om vores gennemsnitligt høje grad af livstilfredshed. Derfor fandt vi det lidt overskruet, når Helle Thorning-Schmidt påstod, at vi levede i ”et fantastisk land”. Men nu kommer der så denne udlænding og giver hende ret.
Russell er en veluddannet, grundig, særdeles velskrivende og tilmed humoristisk begavet journalist. Når hun har opdaget et overraskende og anderledes træk ved livet i Danmark, farer hun ud af huset og rundt i hele landet for at tale med både ”almindelige mennesker” og eksperter. Hun ender ofte med at spørge dem om, hvor de selv synes, de befinder sig på en lykkeskala fra 1 til 10.
Næsten alle svarer 9 eller 10.
Forfatteren er knivskarp iagttager og langtfra ukritisk over for danskerne. Hun bliver for eksempel rigtigt ked af at erfare, at danske mænd tror, det går an at være sexistisk, fordi ”nu har vi jo klaret det med ligheden”. Og ligefrem chokeret bliver hun af at høre om udbredt vold over for kvinder. Hendes kilder er dog her lidt tvivlsomme. Men ellers er hun generelt meget omhyggelig med dem og konsulterer bunker af samfundsvidenskabelige artikler og rapporter om de mange emner, hun når at afdække.
Når man lukker bogen, forstår man, at der ikke er blot en enkelt hemmelighed bag lykkeniveauet i Danmark. Forfatteren opsummerer dem i nogle råd til alle, der vil ”leve dansk”: stol på andre; værdsæt livets enkle glæder (”hygge”); brug din krop; skab smukke omgivelser; begræns dine valgmuligheder (og undgå stress); vær stolt af din hjemby og dit land; dyrk din familie; betragt alle job som ligeværdige; husk at lege; og del med andre. Hvis vi ikke i forvejen var klar over det, så har vi i det mindste her en opskrift baseret på iagttagelser udefra af os selv, ”det lykkelige folk”. Og så skal oversætteren i øvrigt have en håndfuld stjerner for sin meget elegante oversættelse.
kultur@k.dk