Det lille forbehold i undertitlen – “En slags memoirer” – på Jørn Riels nye bog begrundes i en central passage, der burde have indledt bogen, men først bringes på side 259. I det stærkt forsinkede “forord” betror forfatteren læserne, at da han besluttede sig for at nedfælde sine erindringer, blev han hurtigt klar over, at de ikke ville dække hans liv i gængs forstand: “Det måtte blive fortællinger, som jeg altid har haft for vane at skrive. Skrøner!”.
Han er inde på noget lignende i en tidligere passage, hvor han i forsøget på at beskrive sin tilværelse må konkludere, at oplevelserne er “så talrige og usandsynlige, at jeg af og til må afvise dem eller i bedste fald kalde dem skrøner. Som skrøner balancerer de som bekendt på en tynd tråd spundet af løgn og latin”.
Bogen er da også mere fortællende end reflekterende. Det er både dens styrke og dens begrænsning.
Men det er under alle omstændigheder inspirerende at møde en mand, der som Jørn Riel har insisteret på at leve sine drømme ud. På side 14 bringes et foto, hvor man ser ham som en lille dreng, der løber sit liv i møde. ”På vej mod fremtiden!”, som det siges i billedteksten. Det er et barn, der insisterer på at søge sine egne veje. Og det er netop, hvad Riel altid har gjort. På side 279 bringes et modsvarende foto – af forfatteren som gammel, rejseklædt, og ”stadig på vej mod fremtiden”. Mellem de to billeder har et usædvanligt livsforløb udfoldet sig.
Nogle stikord: Efter sin afgang fra Københavns Navigationsskole deltog Jørn Riel i Lauge Koch-ekspeditionen på Grønland i årene 1951-53. De næste 10 år var han udstationeret i Nordvestgrønland. Fra 1964 til 1971 arbejdede han for FN i Mellemøsten og Pakistan, afbrudt af rejser i Vestindien, Afrika, Sydøstasien og arktisk Canada. Og som om alt dette ikke var nok, opbyggede han samtidig sit store og værdsatte forfatterskab. De seneste mange år har han sammen med sin svenske kone, Anette, som han blev gift med i 1969, været bosat i Malaysia.
Materiale til sine erindringer har Riel altså ikke savnet. Og under læsningen fornemmede jeg til stadighed, at han skriver ud fra et overskud – og at han kunne have fortalt meget mere, end han gør. Samt med andre stofvalg. Jeg opfatter bogen som én af flere mulige versioner af hans erindringer.
Noget af det smukkeste i bogen er, hvad Riel fortæller sine forældre. Han gør det relativt kortfattet – men ordene med deres glød fylder mere i læsernes sind end på papiret. Faderen var frisørmester med kunstneriske anlæg og i øvrigt ligesom moderen en god fortæller. Sønnen ligner sin far, fremgår det af et foto. Og ligheden omfatter tydeligvis mere end det ydre.
Riel, der fyldte 85 år i sommer, havde sin barndom dels på Fyn, dels på Vesterbro. Han erklærer om sig selv som barn, at ”jeg var åben og fantaserede langt ud over mine egne tanker. Derfor blev mine dage spændende, men også risikofyldte”. Han var én, der blev talt om, ledsaget af betænkelige miner. De konforme kaldte ham sær. ”Stakkels forældre,” sukkede de.
Da han var 16 år, gav han som ofte siden efter for den udve, der føltes som en smerte, snørende struben sammen til gråd. Han måtte af sted. Og kom det – med fiskebil til Prag. På et tidspunkt gik han i rette med chaufførens uansvarlighed i omgangen med kvinder, brød med ham og blev efterladt alene, uden penge og godt 800 kilometer hjem. Turen gik gennem det krigshærgede Europa, meget af vejen blev tilbagelagt sammen med flygtninge. Det tog ham 17 dage at nå til den danske grænse.
”Mit livs skrøne” indledes og afsluttes af Riel i en ukendt rolle, nemlig som lyriker. Og en habil sådan. Desuden indgår ældre tekster. Alt i alt er det en noget løst komponeret bog, der alligevel holdes nogenlunde sammen ved at blive oplevet gennem en stor fortæller med varme og kloge glimt i øjnene.
Man kan spørge: Hvem er forfatteren – dybest set? Hvor er han mest sig selv? Et svar får man måske i en stilfærdig sekvens, hvor han mindes stunder på den gård, han engang havde i Småland, stunder, hvor han satte net i søen for at skaffe madding til krebsene, turene dybt ind i skoven efter kantareller, blåbær og tyttebær. ”Når jeg tænker tilbage, er det, som om de små oplevelser bliver de største.”
Den erkendelse siger vist meget om manden bag skrønerne.