Flere af den senvictorianske forfatter Thomas Hardys (1840-1928) romaner er igennem årene blevet filmatiseret, herunder ”Tess” af Roman Polanski i 1979, ”Jude Fawley” af Michael Winterbottom i 1996 og ”Fjernt fra verdens vrimmel” af John Schlesinger i 1967.
Sidstnævnte, der hører til Hardys mest populære, er nu igen forvandlet til levende billeder, denne gang af Thomas Vinterberg. Det er der kommer en glimrende og meget smuk film ud af.
Romanen ”Fjernt fra verdens vrimmel”, eller ”Far from the Madding Crowd”, som den engelske original hedder, blev udgivet i 1874.
Den handler som adskillige victorianske romaner om en selvstændig, temperamentsfuld og viljestærk kvinde, der har vanskeligt ved at finde sig til rette med både kærlighed og kald i datidens samfund, hvor kvindens rolle var snævert defineret og en egentlig frigørelse fjern.
Men modsat flere af sine forgængere i feltet er der hos Hardy ikke tale om højromantiske forviklinger, men netop om en naturalistisk forankring af historien i arv og miljø, tillige forlenet med en dyb psykologisk indsigt i de menneskelige hæmninger og affekter.
I ”Fjernt fra verdens vrimmel” forsøger Hardy at forstå sin kvindelige hovedperson, men afslører undervejs i romanen en langt større forståelse for mænd og deres indebrændte melankoli og desperation.
Thomas Vinterberg og manusforfatter David Nicholls har fint fat i denne maskuline sårbarhed. Omkring den navnkundige heltinde Bathsheba Everdene - spillet med en indtagende blanding af sødme og trods af Carey Mulligan - kredser tre drabanter: fåreavleren Gabriel Oak (Matthias Schoenaerts), godsejeren William Boldwood (Michael Scheen) og sergenten Francis Troy (Tom Sturridge). De er som udspaltninger af tre temperamenter: den besindige, den sårbare og den dæmoniske.
Da Bathsheba Everdene skal vælge mellem de tre bejlere, følger hun ikke sin fornuft, men sin følelse. Det er den mørke, dæmoniske sergent Troy, der på en gang formår at opflamme hendes lidenskab og beherske hendes vilje. Deraf romanens og filmens intrige. Hun vælger forføreren frem for fårehyrden, og dermed også med tragediens symboltunge vægt: fortabelsen frem for frelsen. Først da det er ved at være for sent, indser hun, hvad hun er på vej til at miste.
Som beskuer kan man godt forstå, hvad der har fascineret Thomas Vinterberg ved historien. Basalt handler Hardys roman om det samme som de bedste af Thomas Vinterbergs film. Nemlig om forblindelsen og det tøjlesløse begær. Men i forhold til eksempelvis de exceptionelle værker ”Festen” (1998) og ”Jagten” (2012) har Thomas Vinterberg denne gang måttet tøjle sit eget temperament over for Hardys brede episke fortælling. Begæret iklædes de senvictorianske konventioner, og handlingen afvikles med tilbageholdt åndedræt frem for den pågående vildskab, der ellers er Thomas Vinterbergs særkende.
Men Thomas Hardys litterære kvaliteter, lokker andre sider af Thomas Vinterbergs talent frem. Det siger sig selv, at en britisk periodefilm henlagt til det sydvestlige England er smuk. Fotograf Charlotte Bruus Christensen fanger de mættede landskaber og det skiftende vejrlig i betagende billeder.
Naturen kommer til at danne klangbund for de menneskelige handlinger, herunder det, der både i roman og film kaldes for Bathsheba Everdenes ”sindelagsskifte”.
I skiftet mellem total og closeup fremkalder hun drama.
Men Thomas Vinterberg formår også at få det ustyrlige temperament, der hidtil har ligget på ydersiden af hans filmiske skikkelser, til at fortætte sig i det indre. De tre bejlere fremstår i Thomas Vinterbergs optik med nuancer og troværdighed og fulde af sårbar maskulinitet.
Kan være, at to af dem bliver tabere i spillet om kvinden i midten, men ingen af dem bliver det af ondskab. De er alle tre i deres lidenskabers vold. Og Bathsheba er afhængig af alt det, hun dybest set - som fremtidsbåret kvindeskikkelse - ikke vil være afhængig af.
Det klæder Thomas Vinterberg at slå sig til ro i en bred episk fortælling. Dogme-broderen har for en tid forladt den hårde, stundesløse afvikling af sit stof til fordel for en roligere fortællemodus og prægnante, fortættede enkeltscener.
Og selvom ”Fjernt fra verdens vrimmel” sine steder bevæger sig lovlig adstadigt igennem de underskønne landskaber og pittoreske høstgilder, kunne man egentlig godt have tænkt sig visse dele af historien foldet mere ud, ikke mindst den, som forårsager sergent Troys vrede og smerte. Det er jo den, smerten, der holder skønheden i ave i en periodefilm som denne.
Men generelt forløser Thomas Vinterberg det store stof fra Thomas Hardys hånd fornemt. ”Fjernt fra verdens vrimmel” er en film, der både i kraft af sine billeder og sit lidenskabelige potentiale kalder på sine seere.
Far from the Madding Crowd. Instruktion: Thomas Vinterberg. Manus: David Nicholls efter roman af Thomas Hardy. Foto: Charlotte Bruus Christensen. 119 minutter. England. 2015. Premiere over hele landet.