I jazzens verden findes der nok ikke en mere ikonisk og betydningsfuld plade end Miles Davis’ ”Kind of Blue”, der i 1959 for alvor introducerede verden til eksperimenterende modaljazz. Nitesh Anjaan, der studerer til instruktør ved Den Danske Filmskole, har netop udgivet sin romandebut og ladet bogen tage navn efter både virkelighedens jazzplade og fiktionens tehus, hvor den gamle bestyrer kun spiller én plade dagen lang – nemlig ”Kind of Blue”. Titlen er da også sigende, for stemningen i bogen er melankolsk blå, strukturen opbrudt, og et centralt omdrejningspunkt for handlingen er tehusets lokaler og bestyrerens sentimentale blik på en tabt potentialitet.
Den nostalgiske indehaver af tehuset, Hr. Aksoy, plages af tungsind over alt det, han kunne være blevet til. Han bliver stadigt mere grågrøn i ansigtet, mens han kæderyger og skriver i sin notesbog, og på mange måder synes han at være nøglen til ”Kind of Blue”. Fortvivlelsen over den tabte ungdom og over de livsdrømme, der aldrig blev udlevet, går igen flere steder i romanen – sammen med i øvrigt uhyrligt store mængder cigaretter både med og uden hash.
Romanens miljø er placeret i Københavns skyggesider, hvor kriminalitet, stoffer og narkoslang gennemsyrer alt, og på den måde kan ”Kind of Blue” give reminiscenser til Jakob Ejersbos ungdomsbogsagtige ”Nordkraft”. I Jakob Ejersbos Aalborg-roman – og i mange af hans øvrige – får læseren imidlertid et så nært forhold til de karakterer, han maler, at man næsten ikke kan nænne, når de udviskes igen. Det sker desværre ikke i ”Kind of Blue”. Dels er de tre hovedpersoners interne jargon og væremåde for Nordvest-hårdkogt til, at man for alvor når at binde sig til dem over 188 sider. Og dels er der simpelthen for mange karakterer at holde styr på, når romanen er så fragmenteret sammensat, som den er, med blandt andet indflettede, udsyrede jegfortællinger fra en navnløs fortæller med hukommelsestab og identitetsforvirring. På trods af tidsmæssige overskrifter på de fleste af de små kapitler er det for svært at holde styr på, hvor vi er henne i historien, og selvom det muligvis kan være en pointe, gør det ikke læsningens indlevelse nemmere.
For på mange måder svarer romanens opbrudte struktur til de tre hovedpersoners opbrudte liv. De tre drenge B, Mal og Zach er opvokset i samme boligblok og følges ad på gymnasiet, selvom B smides ud og rodes længere ind i narkosalg og indbrud. De tre er hashrygende og rodløse, men den forældreløse og adopterede Zach har mest styr på tingene – og ender da også med at blive æresstudent.
Det går dog de tre drenge fra slemt til værre, og med nostalgiske glimt tilbage på en tilsyneladende mere rolig barndom, hvor Mals nu afdøde mor stod som et fyrtårn i to af drengenes liv, er der lagt op til en rørende fortælling med veldrejede replikker. Det bliver dog aldrig helt rørende i mine øjne. Fortælleren indtager samme rolle som sine karakterer og overtager dermed deres sentimentale blik på fortiden og på de drømme og de kvinder, de tre drenge har mistet undervejs. Det er ærgerligt, fordi læseren da fratages muligheden for selv at placere sin melankoli på sidernes tomme pladser, og i stedet serveres den færdige følelsespakke.
”Kind of Blue” er et fint projekt, men den retningsløse struktur, den følelsesfulde tone og manglen på dybde i karaktererne spænder desværre ben for helhedsindtrykket.8