Demokrati forudsætter en stræben efter kvalitet, hvis det ikke skal ende som populisme

Professor Per Øhrgaard. Foto: Marie Hald / Scanpix Denmark

Det Danske Akademis årsfest blev holdt i går. Kristeligt Dagblad bringer her et uddrag af sekretær, professor Per Øhrgaards beretning

I 1798 skrev den tyske forfatter Friedrich Schlegel, at ”tidsalderens tre store tendenser” var den franske revolution, Fichtes filosofi og Goethes Wilhelm Meister-roman. Også dengang var der dem, der tog anstød af at stille verdensbegivenheder og bogudgivelser ved siden af hinanden, så han skyndte sig at forklare: På længere sigt viste det sig undertiden, at en lille bog fik større betydning end meget af det, der havde været ”oppe i tiden”.

Men Schlegels tekst pegede også på en gensidig afhængighed mellem de tre sfærer, den politisk-økonomiske, den filosofiske og den kunstneriske. Lige så lidt som revolutioner kommer filosofiske systemer eller stor litteratur ud af den blå luft - de har forudsætninger, de er til stede i samme verden. Men de kræver hver sin ret, og her bliver det mere problematisk.

Man kunne allerede på Friedrich Schlegels tid, som også er Oehlenschlägers tid, beklage, at alt alene måltes på sin nytteværdi og ikke på sit eget indhold - det er det, der er blevet til nutidens regneark, af hvilke man tror at kunne aflæse virkeligheden. Så klagerne over, at litteratur ikke spiller den rolle, den burde, er ikke ny. Nyere er forestillingerne om, at den kunne komme til det, hvis bare den tilpassede sig de faktiske forhold, hvis bare de kulturskabende forstod, at de skulle tækkes nogle sponsorer, hvis bare bibliotekerne forstod, at de skulle være ”eventsteder”, hvis bare universiteterne forstod, at de skulle være professionsskoler, hvis bare litteraturen ville give sig til at skrive, så almindelige mennesker - der åbenbart altid er nogle andre end én selv - forstod det.

Ja, hvis bare - så ville der slet ikke være grund til at have et litterært liv, for så kunne man nøjes med alt det, som det skal tilpasse sig til, og som er der i forvejen. I deres analyse af moderne kulturindustri skrev Max Horkheimer og Theodor W. Adorno i 1944, at talen om, at verden var gået kulturelt i opløsning, var forkert: Tværtimod foregik en kulturel standardisering, som netop skyldtes momentet af industri. Jo mere standardiserede industriprodukter er, desto større markeder kan de erobre, det er der god logik i.

Den logik overføres til kulturlivet, som måles på, om det nu også når ud til ”de mange” - som igen er nogle andre end én selv. Gør det ikke det, er der ingen grund til, at det skal nyde offentlig støtte. Nu kan man jo se i en meningsmåling, at cirka 40 procent af befolkningen mener, at der godt kan spares på de kulturelle budgetter. At også cirka 40 procent synes at mene, at der godt kunne spares på militærbudgetterne, er sjovt nok ikke noget tema i den offentlige debat. Kulturen egner sig bedre til ”værdipolitik”, som ofte blot er et andet ord for politik på fordomme.

For vi er jo i krig, som det nu siges - med en af tidens mange overdrivelser. En enkelt avis talte endda om en tredje verdenskrig, og da avisens redaktør blev spurgt, hvad den handlede om, var svaret ”selve vores måde at leve på”, som han definerede som ”for eksempel at vi går ud og morer os og drikker os fulde og kysser på kvinder og mænd”. Måske skulle vi finde lidt flere eksempler, inden vi går i verdenskrig?

Over for så store emner kan meget af det, der foregår i det, man kalder kulturen, synes små - for eksempel de nedskæringer, som nu finder sted på uddannelses- og kulturområdet. Det finurlige ved dem er, at deres virkninger ofte først viser sig efterhånden - når de, der har vedtaget dem, er over alle bjerge.

Derfor skal det siges i god tid, at den nuværende uddannelsespolitik ikke vil bringe Danmark højere op på rangstigen over nationer med fremragende forskning og højt uddannelsesniveau, og at man ikke vil få held med en national kulturkanon, hvis man samtidig fører visnepolitik over for de grupper, som skulle sørge for, at en sådan kanon kan få virkning.

Demokrati forudsætter en stræben efter kvalitet, hvis det ikke skal ende som sin karikatur: populismen. Forleden faldt jeg over et udklip fra Sorø Amtstidende sidst i november 1962, da Villy Sørensen havde fået Det Danske Akademis store pris: ”Det danske Akademi, som i starten mødte snæversynet surhed og fik prædikat af 'selvbestaltet', skønt det netop er det gode ved det, at det ikke er officielt bestaltet, har efter to års forløb hævdet sin position (“) Vi har ikke så meget tilovers for 'kulturhuse'; men man må vist erkende, at selv kulturen efterhånden skal sættes i system og i hus for at overleve, og så må midlerne vel rette sig derefter.”

Det var dengang: anerkendelse efter nøgtern betragtning, upolemisk, og fra en kant, som ikke på forhånd kunne forventes at være sympatisk. Hvad artiklen har fat i eller kommer til at udtrykke, er spændingen mellem det forhold, at også kultur koster penge og derfor må støttes og på en eller anden måde organiseres - og at den kun eksisterer, hvis den tillige får lov at være det, den er, og ikke bliver spændt for alle mulige uvedkommende formål. Det er en spænding, som er til at leve med - hvis man tænker over den. Men i dag synes ”armslængde” at have fået den modsatte betydning af den oprindelige: Det handlede om at ”støtte, ikke styre”, som det blev sagt. Nu betyder ordet mest, at friheden endelig ikke må komme længere væk, end at man altid kan slå en klo i den.

Og ordet ”kulturhus” har fået en speciel klang. Københavns Hovedbibliotek er i gang med en bogdestruktion, som har vakt undren blandt dem, der troede, at et bibliotek mere var noget med at bevare bøger end med at smide dem væk. I et avisindlæg fra biblioteket blev aktionen blandt andet forklaret med, at man havde ”30 eksemplarer af en roman, som havde sin storhedstid for 6 år siden”, hvad der kunne tyde på, at man allerede dengang ikke var helt klar over, hvad det egentlige formål med et bibliotek er.

Peter Borum tog bortforklaringerne ved vingebenet i en kronik: ”Udgangspunktet er ikke, hvilke muligheder der kan produceres for borgerne, men hvor lidt den, der beder om noget, kan spises af med.” Og argumentet, at man ikke behøver at have bøger stående fremme, for man kan jo bare søge efter dem på skærmen, fik denne kommentar: ”Spørg Føtex, hvorfor de ikke gemmer varerne lidt bedre væk og sætter bestillingsskærme op til kunderne.”

Hvad der foregår, er ingen reform, men vandalisme. Det var anderledes engang: Jeg voksede op i Hvidovre, en af de ydmyge københavnske forstæder, ikke et hjemsted for kultur- eller andre eliter. Men sikke et bibliotek, sikke et kommune-, altså folkebibliotek! Den dag i dag tænker jeg med glæde på, hvad der var til rådighed af kvalitetsbøger, på åbne hylder, så man ikke behøvede på forhånd at kende det, man først skulle i lag med, men kunne gøre opdagelser, udvide sin horisont. Alt sammen stillet til rådighed for folket, som man anså for videbegærligt nok til at gøre brug af det. Man kopierede ikke virkeligheden udenfor, men gjorde den større.

En anden offentlig institution, DR, følger godt med. Her har man i en udviklingsgruppe lavet en pjece med et motto - naturligvis på engelsk: ”If you wanna fly, you got to give up the shit that weighs you down”. Perfektion og kvalitet skal udtrykkelig skrottes til fordel for ”hastighed og vækst”, sats på ”early adopters” i stedet for på ”hele Danmark” og så videre. Sådan vil man ”skabe de nybrud, der gør DR Nyheder relevant og troværdig i den digitale tidsalder”.

Hvordan man bliver relevant og troværdig ved at se stort på perfektion og kvalitet, melder historien intet om. Men mon dog ikke det er ment som en julespøg? Hvis det er alvor, er det i hvert fald en alvorlig sag. Som om DR ikke havde problemer nok i forvejen.

Det Danske Akademi har i 2015 mistet to medlemmer. I april døde Klaus Rifbjerg, for få uger siden Tage Skou-Hansen. Tage var overgået til passivt medlemskab, da rejserne til vore møder blev ham for anstrengende, Klaus deltog sidste gang ved sidste årsfest. Så forskellige de var - og det var de! - prægede de begge dansk litteratur i mere end en menneskealder. Bragt på meget kort og derfor også for kort begreb kunne man sige, at Klaus Rifbjerg var anarkisten, som bag alt det vilde var en stor moralist, og Tage Skou-Hansen moralisten, hos hvem der altid lurede anarkisk lidenskab under overfladen. Derfor kunne de godt med hinanden.

Da Klaus Rifbjerg drog af sted til en fejring af Tage Skou-Hansen, sagde han til mig: ”Vi geronter må holde sammen.” Nu er begge geronterne borte. De havde begge været redaktører af det centrale litterære tidsskrift Vindrosen, Tage Skou-Hansen fra 1954 til 1958 (og forinden af Heretica), Klaus Rifbjerg fra 1959 til 1963. For dem begge var Det Danske Akademi en vigtig del af deres virke: Tage Skou-Hansen var sekretær fra 1986 til 1993, Klaus Rifbjerg indstiftede i 1983 debutantprisen for lyrik og var nogle gange Akademiets ”fundraiser”. Det ville være forkert at sige, at vi ”kommer til” at savne dem - vi gør det allerede; de havde haft noget at sige også nu.