En journaliststuderende skrev for nogle år siden en portrætartikel om Danmarks tidligere statsminister Anker Jørgensen (S). Den var han glad for og derfor greb han knoglen på plejehjemmet i Saxogade på Ves-terbro i København og ringede til den unge mand for at spørge, om han da vel ikke ville skrive en om ham?
Og hvem siger nej, når en snart 90-årig eks-statsminis-ter med krykkestokke byder op til det, der måske bliver den allersidste dans? I hvert fald ikke den ubestrideligt velskrivende Jonas Wisbech Vange, der beæret takkede ja, og som en igennem bærer sin beundring for den selvlærte landsfader løst uden på tøjet.
LÆS OGSÅ: Anker er landets folkekæreste eksleder
I en tale til Anker Jørgensen beretter Kjeld Olesen om den særlige ankerske ægthed, der i hele hans politiske karriere formåede at bryde gennem den politiske plasticglimmer. Og det er den ægthed, som Jonas Wisbech Vange gerne vil finde ind til. Hans mission er således at tegne et billede af den anden Anker ikke den politiske, men den menneskelige et billede af en mand, som igen og igen slap jordforbindelsen for i tankerne at begive sig ud i de højere luftlag, og som sin manglende uddannelse til trods nysgerrigt har boltret sig i verdenslitteraturen.
Anker Jørgensen kan lide at sludre, drikke kaffe og spise basser, og det får han lov til for fulde gardiner i Anker Jørgensen og det forunderlige liv, som er blevet en pudsig blanding af gamle taler, uddrag fra dagbøger og tidligere portrætter af Anker Jørgensen, interviews med de politiske venner Kjeld Olesen og Frank Jensen samt med Anker Jørgensens yngste og ældste barn. Men først og fremmest består en af mange og lange reportager fra Wisbech Vanges og Jørgensens ture ned ad mindernes vej. De besøger blandt andet Anker Jørgensens gamle skole, Det Kongelige Vajsenhus, Arbejdermuseet, Vestre Kirkegård, hvor hans elskede kone, Ingrid, ligger begravet, og hvor han også selv skal stedes til hvile, Folketinget og Dyrehaven.
Overalt hvor de kommer frem, skildres den joviale Anker Jørgensens fine evne til at skabe forbindelse til sine omgivelser, minutiøst og ukritisk gengivet af Jonas Wisbech Vange, der tegner et temmelig unuanceret billede af en gennemsympatisk gammel gubbe men så heller ikke så forfærdelig meget mere. Og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at de kanter, der måtte være på Anker Jørgensen, i begejstringens rus over at få lejlighed til at slå følge med ham er blevet slebet kuglerunde.
Der er noget fint og enfoldigt over den unge mand, der tusser rundt i hælene på den gamle tidligere statsminister, der rydder op i sit liv, sine gemmer og minder og gavmildt deler ud af sine tanker om livets store spørgsmål. Men det er ikke nok til at bære en hel , som ville have vundet ved, at Jonas Wisbech Vange var gået til vaflerne, havde udfordret og lagt en distance til Anker Jørgensen, der ganske som læseren må tage til takke med et unødigt ærbødigt og enstrenget portræt.