Den bedste af alle danske enevoldskonger

BØGER: Marie Hvidt har skrevet en fængslende fortælling om en gådefuld og sammensat mand, Frederik IV

Frederik IV i al sin magt og vælde, som han blev malet af den franskfødte maler Benoit Le Coffre.
Frederik IV i al sin magt og vælde, som han blev malet af den franskfødte maler Benoit Le Coffre.

Forfatterinden Marie Hvidt har skrevet en biografi om Frederik IV (1671-1730). Som 28-årig splejs blev han i 1699 enehersker over det udstrakte danske rige. Han var kun ringe rustet til ansvaret. Alligevel viste han sig opgaven voksen og blev - med Marie Hvidts ord - den bedste af alle danske enevoldskonger.

Som kronprins havde Frederik gennem sin dannelsesrejse i 1692-93 fået smag for sydens sol, arkitektur og eksotiske kultur. Inspirationen fra det italienske satte sine spor og materialiserede sig blandt andet i opførelsen af Frederiksberg Slot og Fredensborg. Men også på det personlige plan havde Italien påvirket Frederik i en sådan grad, at han måtte vende tilbage, da han var blevet konge. Endda på et tidspunkt, hvor Danmark stod i en prekær udenrigspolitisk situation.

At en konge forlod sit rige under sådanne omstændigheder var ganske uhørt. Men den anden italiensrejse siger på sin vis en hel del om Frederik. Den viser hans trang til at skabe et frikvarter fra alle forpligtelserne og kaste sig ud i dans og flirt med brunøjede skønheder. Den viser en mand med et letsindigt gemyt, der ikke altid tog de rigtige beslutninger. Den siger på godt og ondt noget om hans selvforståelse. Og ikke mindst viser den hans til tider lidt kujonagtige opførsel. Hans dronning fik således først at vide, at Frederik var draget afsted, da han var vel ude af landet.

I det hele taget var det ikke nogen misundelsesværdig position, dronning Louise måtte indtage. Hun var tilsyneladende vildt forelsket i sin mand, der ikke nærede særlige følelser for hende. Han havde elskerinder og blev hele to gange viet til venstre hånd.

Hans anden venstre- håndshustru, Anna Sophie Reventlow, fandt i øvrigt vej til Frederiks favn gennem en bortførelseslignende aktion. Kort før sit livs afslutning angrede han sit syndefulde levned.

I afdøde Louises ånd vendte Frederik sig mod pietismen og udsendte en streng helligdagsforordning. På denne måde foregreb han sønnen, den senere Christian VI's, rigide styre. Da Christian i 1730 satte sig på tronen, blev Danmark Nordeuropas kedeligste sted at opholde sig.

Marie Hvidt læner sig flittigt op ad den eksisterende litteratur og har ikke bestræbt sig på at lave en autoritativ, udtømmende og forskningsbaseret biografi. Vægten er lagt på kærlighedslivet, forlystelserne, krigen og storpolitikken. En sådan prioritering har sine omkostninger. Kun glimtvis aner man det folk, som Frederik herskede over. Vi hører lidt om hans forordninger og indenrigspolitiske tiltag, der skulle bedre kårene for folket. Men vi får ingenting at vide om virkningerne og de mennesker, forordningerne var mål for.

Men det er til leve med. For Hvidts bog er på mange måder vellykket. Det er en fængslende fortælling om en gådefuld og sammensat mand. Hvidts sans for finurlige detaljer, for tidens særkender og for mulige motiver giver bogen på en og samme gang lethed og fylde.

Det er således et i bedste forstand populærhistorisk portræt, der præsenteres. Skrevet i et sprog, der er væsentlig mere fængende end hvad mange »rigtige« historikere kan præstere. Og jeg skal ikke skjule, at Frederik IV også er min yndlingskonge. Derfor kan jeg kun glæde mig over, at vi nu har fået en bog, der kan trække ham lidt ud af glemslen.

Marie Hvidt: Frederik IV. En letsindig alvorsmand. 298 sider. 299 kr. Gad.

kultur@kristeligt-dagblad.dk