Jeg ved ikke så meget om den finske samtidslitteratur, og det er heller ikke det letteste felt at researche i. Men det slår mig, efter først at have læst Leena Krohns ”Bipavillonen” (Jensen & Dalgaard) og nu Kristiina Lähdes ”Nogen har sovet i min seng” fra samme forlag, at der i alle fald også skrives i en lidt nøgtern science fiction-agtig stil, som er ret fremmed for dansk litteratur og derfor inspirerende. Kristiina Lähde er født i 1961, hun er forfatter til to digtsamlinger og oversætter. ”Nogen har sovet i min seng” er hendes debutroman.
En dag vågner Rosa op og opdager, at der ligger en ukendt mand i hendes seng. Manden opfører sig, som om han bor i huset, han har tilmed flyttet sit tøj ind. Hver dag står han op og går på arbejde, hver aften vender han hjem igen. Han er venlig, men uhyre fåmælt. Rosa bliver faktisk så paf, så hun aldrig rigtigt kan få spurgt ham, hvad han dog laver i hendes hjem. I stedet forsøger hun først at tale med sin læge om det. Lægen mener, at det må handle om Rosas stresstilstand. Politiet, som hun derefter kontakter, tager sig ikke af personer, der er kommet til stede, de er mere interesserede i personer, som forsvinder. Forståelse finder hun først hos privatdetektiven, den fordrukne Upi, som ud fra sin litterære åre straks kan karakterisere Rosas sag som ”mission Guldlok”.
I Rosas ejendom bor kvinden Laura, som har det modsatte problem. Hendes mand er forsvundet. Ja, rent mentalt forsvandt han for 10 år siden (på et tidspunkt talte hun hans ord - 30 om ugen blev det til), men nu er han så også fysisk væk. Hvilket paradoksalt nok har betydet, at Laura føler sig som genfødt og endelig sig selv. Upi må karakterisere hendes tilfælde som ”mission Tornerose”.
Og manden, som lægger sig i fremmedes senge og forsvinder fra andres, ja, han hedder Onni, hvilket på finsk betyder lykke (det sjettemest populære drengenavn i Finland i 2007), han er vejrvært og taler sådan her, når han skal beskrive sin dag: ”Det var en ualmindelig god dag, helt efter planen. Alt kørte som på skinner, uden uventede opbrud. De ting, der stod på dagsordenen, blev behandlet på mødet. Og du?”. Måske er Onni en robot. Måske lider han af aleksitymi, manglende evne til at udtrykke og forstå egne og andres følelser. Måske er han bare mand, tavs og tilfreds med lidt. Lähdes roman giver ingen svar. Men den stiller på sin egen underfundige facon mange spørgsmål til, hvad det betyder at være alene, og hvad det betyder at være sammen med nogen. Rosa har levet med fravær længe, hendes bror begik selvmord, hendes far er dement. Det føles let for hende at overtage en tavs mand. Men se så på, hvad livet som ensom, dog ikke alene, har gjort ved Laura. Er tavsheden også en slags vold, spørger hun?
Jeg synes ikke, Lähdes roman er helt vellykket, for eksempel er det forvirrende, at vi også indimellem skal følge Onnis synsvinkel, og lidt for tit skærer fortællerstemmen tingene lige lovligt tykt ud i pap. Det er, som om hun både vil være lidt mystisk og vild og så samtidig forklare det hele. Det er ærgerligt, at hun ikke bare har skruet op for det vilde, for eksempel som i den kostelige scene, hvor Rosa har samlet den fordrukne privatdetektiv, den mystiske Onni og sin demente far derhjemme. Men den måde, hun sætter parforholdet, dets kvaliteter og mangler på spidsen på, er virkelig underholdende og tankevækkende. De fleste kender vel de momenter, hvor man ser på den anden, som ellers er indlejret i det kendte blik, og ser en fremmed. Og de fleste vil også kende til den ensomhed, som kan føles dobbelt hård, når man netop ikke er alene. Ligesom de fleste også vil kende glæden ved, at Guldlok m/k lige præcis har lyst til at lægge sig i ens seng. Så længe eventyret ikke forvandler sig til Tornerose.