Den 14. februar er det et år siden, at attentatet ved kulturcentret Krudttønden i København fandt sted. Krudttønden lagde lokaler til et debatmøde om karikaturtegninger og ytringsfrihed, og det fortæller en del om Francois Zimerays uærbødighed over for den politiske korrekthed, at han takkede ja til at åbne debatmødet.
Mødet var nemlig arrangeret af den kontroversielle Lars Vilks Komité, hvorfor det må have krævet en del mod for en fransk ambassadør at optræde i dette selskab. I sin bog ”Jeg har set det samme ansigt overalt” fortæller Zimeray om sine overvejelser forinden.
Først var han egentlig stemt for et nej til arrangementet, men så reflekterede Zimeray over, hvor truede og ensomme nutidens forsvarere af ytringsfriheden måtte føle sig. Zimeray når da til den konklusion, som Arnulf Øverland i sin tid udtrykte sådan: ”Du skal ikke tåle så inderligt vel/ den uret, der ikke rammer dig selv.”
Det er i det hele taget et tiltalende vidnesbyrd om ambassadørens karakter, at han aldrig bare nøjes med tilskuerens eller iagttagerens uforpligtende rolle. For hovedparten af siderne i denne lille bog handler om, hvordan juristen Zimeray bevæger sig ud i mange advokatoriske aktioner til støtte for undertrykte verden over.
Attentatet ved Krudttønden blev den direkte anledning til, at Zimeray fortæller om sine år i den særlige stilling som menneskerettigheds-ambassadør for Frankrig. Han havde selv ønsket at komme til Danmark som almindelig ambassadør, og terroren den 14. februar sidste år fik ham til at mindes alle de grusomheder, han havde set verden over. Det referer titlen også til: ”Jeg har set det samme ansigt overalt.”
Med en utrolig akkuratesse og usvækket lidenskab skildrer Zimeray de tragiske skæbner, han har lært at kende i denne klodes brændpunkter. Disse mennesker får mund og mæle.
Og det levende ord har jo det ved sig, at det altid gør indtryk. Tårekanalen kommer under pres, når Zimeray fortæller om den lille dreng Tim på børnehjemmet i Bangkok, der havde været indespærret i lastrummet på et skib for at sortere fisk og i månedsvis ikke havde set lys.
Eller når man hører om albinoernes triste skæbner i Congo-området, hvor en far kan finde på at save benene af sin søn og sælge dem for 1400 dollars, fordi albinoernes legemsdele kan bruges til sort magi.
Heller ikke i Irak står det godt til. Det illustrerer Zimeray med en beretning om, at en af politiets sporhunde blev presset så hårdt, at hunden til slut havde begået selvmord ved at kaste sig ud fra lufthavnsbygningen. Der er blot den detalje, at hunde slet ikke kan begå selvmord. Det erklærer videnskabelig direktør ved Københavns Zoo Bengt Holst til netsiden Videnskab.dk.
Det er selvfølgelig en bagatel. Men jeg nævner den alligevel, fordi den stædige idealist fra Frankrig godt kan virke lidt naiv. Det gælder også, når han hengiver sig til en messende moralisme i menneskerettighedsspørgsmålet.
Zimeray mener, at Menneskerettighedserklæringen fra 1949 udgør et kvalificeret modstykke til den amoralitet, der hersker mange steder i verden. Og sandt er det, at når retssystemet er ude af drift, skal fåret græsse med løven og panteren hvile hos kiddet, og resultatet ender altid med at være mætte rovdyr og afgnavede knogler.
”Jeg har set det samme ansigt overalt” opviser da også talrige eksempler på, hvordan magthaverne nægter borgerne elementær retsbeskyttelse og i stedet begår overgreb og mord.
Sidste år fejrede vi 800-årsjubilæet for Magna Charta, det store engelske frihedsbrev, hvor den engelske konge Johan uden Land blev tvunget til at acceptere en lov, som begrænsede hans magt og sikrede borgerne retfærdig rettergang.
Hvis Magna Charta var udbredt og respekteret verden over, så ville en stor del af de forbrydelser, Zimeray skildrer, slet ikke finde sted. I denne ældgamle lov er væsentlige borgerrettigheder en realitet, og det forekommer mig, at det i virkeligheden er borgerrettigheder, Zimeray kæmper for.
Men så burde han som jurist have nuanceret synspunkterne og påpeget, at Menneskerettighedserklæringen fra 1948 godt kan minde om et uoverkommelighedsprojekt, eftersom den ikke bare vil begrænse ondskaben, men i lige så høj grad indføre godheden. Og måske netop derfor bliver ingen af delene til noget.
Disse kritiske anmærkninger rokker dog ikke ved, at Zimeray er et charmerende bekendtskab med stort moralsk mod, som franskmændene godt kan være stolte over af at lade sig repræsentere af i Danmark.