Den geniale afviger Dali

Den spanske maler, superkrukke og geni Salvador Dali er mest kendt for sine surreelle malerier, hvor ure smelter i solen. Men Dali sprængte alle kunstrammerne. På Kunstmuseet Arken kan man fra i dag opleve hans skulpturer, møbler og

Salvador Dali er en myte, uanset om man bryder sig om hans kunst, der spænder fra psykedeliske glans-billeder, hvor ure smelter som ost i solen, til erotiske læbesofaer formet efter filmdivaen Mae Wests højrøde kyssetøj. Den selvpromoverende kunstner skyede ingen midler, når han førte sig frem som en publicitysøgende filmstjerne. Dali var elsket og hadet; elsket for sin evige overskridelse af alle tænkelige normer, hadet for sine ublu bemærkninger, som ikke passede sig for en seriøs kunstner: »Nogle arbejder for at få penge, jeg må have penge for at kunne arbejde«. Manden med de himmelvendte øjne og det snoede, opretstående moustache forstod at iscenesætte sig selv som livskunstner. Da han første gang ankom til New York, var det med et 2,5 meter flute som håndbagage. Han yndede at køre rundt i en Rolls Royce fyldt med blomkålshoveder, hans jakkesæt var behængt med likørglas, og han forelæste om surrealismen i dykkerdragt, men besvimede på grund af iltmangel og måtte på hospitalet. Bag falbeladerne var han utvivlsomt en kunstner med strejf af det geniale, inspireret først som sidst af den form for spansk katolicisme, der kalder på oprør, blasfemi og provokation. Og det kan mærkes på Arkens udstilling, der sætter fokus på en lang række af Dalis mere ukendte sider. Museet viser 22 bronzeskulpturer, 119 originaltegninger fra Dalis selvbiografi »The Secret Life of Salvador Dali« (Salvador Dalis hemmelige liv, red.), samt 300 illustrationer til nogle af verdenslitteraturens klassikere blandt andet Dantes »Den guddommelige komedie« og Cervantes' »Don Quixote«. Og som noget aldeles nyt kan man opleve Dalis møbelkunst og nogle af hans eminente brugsgenstande i guld og glas. Kunst som teater Det er en ordentlig surrealistisk mundfuld, der kaster et nyt lys over superkrukken, der havde en medfødt evne til at stjæle billedet fra sine billeder, og hvis liv var som et teaterstykke med hele kunstinstitutionen som begejstret og forarget publikum. Det er kunst som teater fyldt med spil, iscenesættelse og illusionsbedrag. Salvador Dali blev født i Figueras, en by i Catalonien, den 11. maj 1904, han boede flere år i New York og Paris, men bibeholdt hele livet en tæt kontakt til sin fødeby. Det var her, han hentede sin inspiration, fra barndommens mindelund, hvor stranden var befolket af gamle fiskere, der gik på stylter, og hvor Dali byggede sit første arbejdsmiljø af askebægre, som vuggede, fordi de sad fast på ryggen af skildpadder. Og det var her, han døde i 1989 i det teater i Figueras, som han havde forvandlet til et museum for sig selv og sine værker. Barnekongen Dali var umætteligt ambitiøs: »Da jeg var tre, ville jeg være kok. Da jeg var syv, ville jeg være Napoleon«. Det endte med, at han som 17-årig startede på Madrids kunstakademi. Fem år senere blev han smidt ud, fordi han offentligt erklærede, at han var mere intelligent end lærerne, som skulle undervise ham. Stort skulle det være, og stor er hans kunst - på alle måder. Tag blot bronzeskulpturen »Erindringens bestandighed« fra 1980: på toppen af et flere meter højt bronzetræ hænger et smeltende ur på en tynd gren og truer med at lade tidens fylde flyde ud med urskive, klokkeslet og visere. Dali ville visualisere mindernes tid, der altid er den samme, og som ikke er bundet af biologiens og kronologiens øvrige tider. Det ville være en overdrivelse at kalde det følsomt gribende, dertil er bronzens monumentale prang for udtalt, uden at Dali af den grund skal klandres for den berømmelsens metaltræthed, der også voksede frem af de smeltede urværker. Ligesom Picassos »Guernica« blev fast inventar i spisestuen, så er Dalis smeltede ure blevet til surrealismens vandmærke, kendt af enhver teenager, der har haft en kunstplakat hægende i sit kammer. Galas påvirkning Dali var næppe blevet den mediefigur, han blev, hvis ikke det havde været for hviderusseren og livsledsagersken Gala, alias Helena Deluwiana Diakonoff. Med hende som muse, forretningsfører og agent erobrede han Paris i 1928 og blev en del af det surrealistiske kunstnermiljø. Her mødte Dali instruktøren Luis Bunuel, og sammen skabte de filmklassikeren »Den Andalusiske Hund« i 1929, som ved premieren vakte sensation med et skandaløst billedsprog. Har man set filmen, glemmer man aldrig synet af, hvordan en kniv slibes og et øjeæble skæres igennem. Ti år senere blev Dali smidt ud af kredsen efter at være blevet anklaget for fascistiske sympatier, men han fortsatte sit kunstnerdrive med turbofart og lagde snart London og New York for sine fødder. Dali designede smykker og parfumeflakoner, han blev modeskaber og møbeldesigner og skabte i 1945 scenografien til Hitchcocks thriller »Spellbound«. Når Dali om morgenen spurgte sig selv: »Hvilke vidunderlige ting vil Dali udføre i dag?«, så er svaret fantasiens drømmelandskab, for kunsten var et middel til at gøre det usynlige synligt, og det er netop evnen til at afbilde det, man har set i drømmen, han fremmaner i sin kunst - en syret form for realisme, der stykker verden ud og sætter delene lidt uventet forkert sammen. På kunstmuseet Arken poserer skulpturen »Kvinden i flammer« fra 1980, man kan trække skuffer ud af hendes krop, og hun læner sig elegant og sorgløst tilbage støttet af nogle knoglelignende krykker. Værket er teknisk blændende, og Dali havde også en djævelsk evne til at bade sine visioner i perfektionismens lys, han er uomtvisteligt den kunstner i det 20. århundrede, der kan fotografere bedre med en palet end med et kamera - selv kaldte han sin kunst for »håndmalede drømmefotografier«. De 22 skulpturer forenes alle af en billedstærk blanding af skønhed og uhygge: en bronzeelefant sætter sine alt for lange stankelben på Arken og balancerer skridsikkert med en ravfarvet obelisk på ryggen. Fabeldyr boltrer sig som vrangsyner, når en gigantisk snegl med vinger folder sine følehørn ud, og skønhedsgudinden Venus må leve med langstrakt girafhals og navlen trukket ud som en dyb kommodeskuffe. Det overraskende og uhyggelige i Dalis kunst er, at mennesker og dyr ofte er lige så afsjælede som de krykker, de støtter sig til, og det er det, der giver disse surrealistiske bronzefigurer deres på kulde og klarhed. Det ubevidstes kunstner Dali er om noget synonym med surrealismen, og surrealismen er synonym med 1900-tallets store opdagelse og besættelse: Det ubevidste. Hvad psykoanalysens fader, Sigmund Freud, opdagede på sin grønne sofa, overførte Dali til lærredet og skulpturen i sit atelier. I dag kender vi til sjælens håndgranater og de indviklede bindinger mennesker imellem; vi ved det, fordi kunstnere som Dali fandt ud af det og rakte en viden videre. Hvad der overlever i Dalis værker, er derfor en række skalpelskarpe glimt af den menneskelige psyke skildret med så frysende præcision, at man skutter sig. Hvis Dalis monumentale skulpturer til tider er så voldsomme, at man næsten ikke kan indtage dem, så kan publikum på Arken til gengæld dvæle over de samme tanker i tegninger, litografier og akvareller. Her er spanske landskaber, fester, smukke kvinder og ikke mindst tyre og tyrefægtning. Illustrationerne til Dantes »Den guddommlige komedie« har ledemotiver som kors, engle, smeltende hoveder og insekter, og her optræder de surrealistiske syner side om side med helt naturalistiske landskaber i et kosmisk epos fuld af fantasi, mystik og hemmeligheder. Dalis kunst er en udfordring for hjernens gætteprogram, og det gælder ikke mindst hans møbeldesign, der gjorde op med tanken om hjemmet som en asketisk bo-maskine. Lamper, borde og stole folder sig ud som groteske og kitchede kropsdele, her kan man sidde på Mae Wests velformede læbesofa, man kan tænde for lyset på en knoglelampe med hudnær skærm og indtage kaffen i en massiv bronzestol med hænder og fødder som armlæn og stoleben. Intet er, som det synes i Dalis dagligstue, hvor de stumme tjenere pludselig bliver sanselige og nærmest levende. Det, der gør Dali så populær, er hans underholdningsværdi. Han er fuld af skøre påfund, raptusser og gestusser og alt det, der kendetegner en sand entertainer. Ingen har som han presset kunstrollen til det sidste og sat spørgsmålstegn ved kunstens alvor og autoritet, og hele livet igennem spillede han rollen som genial afviger. Han svigtede aldrig sit publikum, end ikke i de sidste år, hvor han optrådte som levende lig med nathue. Altid på tværs og altid provokerende, således tiltrækker han stadigvæk vores opmærksomhed på Arken 10 år efter sin død. Dali på Arken Museum for Moderne Kunst. Udstillingen åbner i dag og vises til 2. januar 2000. Åbningstider: Tirsdag-søndag kl. 10.00-17.00, onsdag kl. 10.00-21.00. Mandag lukket.