Jesu fødsel sætter hvert år talrige forskellige fortællinger i gang fra landets prædikestole. Juleevangeliet er som en bundløs brønd, man kan blive ved med at fiske nye betydninger op af.
Det er heldigt, for det er jo den samme historie, der hvert år er udgangspunktet for årets måske vigtigste prædiken – juleprædikenen.
”Det er altid en særlig begivenhed at prædike juleaftensdag, hvor man som præst på den ene side samler mange såkaldte kirkefremmede i kirken og på den anden side skal prøve at genåbne en tekst, som alle kender i forvejen. Og forventningerne til juleprædikenen er også, at den på samme tid skal være højtidelig, festlig og fuld af barndomsromantik, men også gerne må have bid i sig, så folk får noget at tænke over,” siger Johannes Gregers Jensen, provst over Bornholm.
Han sammenligner juleprædikenen med bryllupsprædikenen, der også skal give en festlig dag en alvor og højtidelighed.
”For mange starter juleaftens festligheder jo netop i kirken, hvor vi modtager julens budskab i fællesskab, inden familierne kører hjem og spiser på hver sin matrikel. Og det er en god anledning til at minde menigheden om, hvad vi egentlig fejrer. Og derfor er juleprædikenens funktion dybest set at være en alvorlig feststarter,” siger Johannes Gregers Jensen og tilføjer:
”Juleevangeliet tænder et trøstende lys. Verdens lys er kommet ind i vores mørke, men det lys kan også oplyse os på en måde, der godt kan virke lidt skarp i øjnene. For fortællingen kan blive et spejl, der bliver holdt op mod vores virkelighed i dag. Når Maria må føde i en stald, kan det for eksempel afspejle vores skuffede forventninger til, hvordan juleaften eller livet burde være. Man kan nemt forestille sig Marias bebrejdelser af Josef over ikke at have planlagt overnatningen i Betlehem bedre. Men evangeliet møder os også med fortællingen om det perfekte, der møder det uperfekte. Gud, der burde bo bag et utilgængeligt tempelforhæng, men i stedet træder ned i snavset til mennesker, hvor de er. Sådan er Juleevangeliet spændt ud mellem store kontraster mellem vores forestillinger og Guds forestillinger om, hvad magt, kærlighed og rigdom handler om,” siger Johannes Gregers Jensen.
Provsten plejer selv at være forsigtig med at komme med for klare personlige holdninger fra prædikestolen. I stedet for færdige konklusioner foretrækker han at give menigheden en fortælling, som alle kan forholde sig frit til, forklarer han og peger på, at evangelierne jo også er fulde af fortællinger, som på hver sin måde fortæller, hvordan Jesus kom til verden.
I Matthæusevangeliet hører vi om Jesus modsætning – den magtsyge kong Herodes, der var så bange for den nye baby i byen, at han som Farao ville dræbe alle drengebørn af frygt for at miste sin egen magt. Markusevangeliet springer nærmest direkte til Jesu dåb, hvor den 30-årige Jesus uden de store bedrifter på CV’et får den størst mulige anerkendelse af sin himmelske far med ordene ”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”, mens Johannesevangeliet poetisk bringer Jesus tilbage til altings skabelse ved at omtale ham som ”ordet” og ”lyset”. Men det er Lukasevangeliets kapitel 2, der kommer til at fylde de fleste folkekirker juleaften. Det åbner som bekendt i en nærmest journalistisk reportagestil med ordene ”Og det skete i de dage” og fortsætter i et realistisk sprog om det mest urealistiske, man kan forestille sig – at Gud blev baby.
”Sådan er evangelierne egentlig de bedste forbilleder til juleprædikenen. For de forærer os nogle store fortællinger, som vi frit kan forholde os til. Sådan får alle noget at tænke over,” siger Johannes Gregers Jensen.
Og sådan bliver prædikenen også bedst, mener den tidligere rektor for forfatterskolen, forfatteren Pablo Llambias, der igennem mange år også har undervist kommende præster i at skrive prædikener på Pastoralseminariet i København.
”En god juleprædiken er billedskabende og så fysisk som muligt. For man forstår bedst verden med kroppen. Så hvis man for eksempel skal fortælle om en engel, der møder hyrderne på marken, skal man prøve at gøre den engel så fysisk som mulig. Og når man fortæller om de vise mænds guld, røgelse og myrra, skal man gøre det, så folk næsten kan lugte og føle det. Det gælder om at skabe billeder, for det husker folk bedst. Så mit bedste råd er at være karrig med essenserne, men rundhåndet med fysikken. Kroppen forstår straks miraklet ved at være tilstede ved en fødsel, mens vi er mindre modtagelige over for abstrakte ord,” siger Pablo Llambias.