Den katolske kirke i med- og modvind

Tre bøger orienterer grundigt om den katolske kirkes helgener, paver og konciler

Det er uomtvisteligt, at Johannes Paul II havde sin store andel i Berlinmurens fald, ikke blot fordi han uden vaklen fastholdt en dyb afsky for kommunismen, men også fordi han effektivt udfoldede paveembedet på den politiske scene. –
Det er uomtvisteligt, at Johannes Paul II havde sin store andel i Berlinmurens fald, ikke blot fordi han uden vaklen fastholdt en dyb afsky for kommunismen, men også fordi han effektivt udfoldede paveembedet på den politiske scene. –. Foto: Max RossiReuters.

Helge Clausen: 265 paver. Et leksikon over alle paver. 325 sider. 150 kroner.

Helge Clausen: 21 konciler. De økumeniske konciler i Den katolske Kirke. 147 sider. 95 kroner.

Alle er udkommet på Katolsk forlag.

Den franske forfatter Honoré de Balzac definerede engang en ven som én, man kunne gå hen til og spørge: Vil du hjælpe mig med at begrave et lig i nat?, og så ville vennen gøre det uden dikkedarer.

LÆS OGSÅ: Kirkens komet

Hvis det er målestokken, snævrer vennekredsen sig noget ind, men i den katolske kirke har man til gengæld helgener, som man i alle livets genvordigheder ufortrødent kan henvende sig til. Der er naturligvis også et hierarki, nogle helgener står Gud nærmere end andre.

Det gør Jomfru Maria således, da hun er værnehelgen for hele kristenheden. Men som antydet er der også helgener for hverdagens mere prosaiske problemer.

En mig nærtstående person har den uvane ofte at slynge spørgsmålet ud: Hvor er mine nøgler?. For fremtiden vil jeg anbefale hende at gøre, som tusinder af katolikker verden over gør hver dag nemlig at bede til Antonius af Padova, for ham skal man nemlig bede til, hvis man har forlagt sine ting.

Skal man derimod ud i trafikken om morgenen, kan det til gengæld give mening at bede til Christophorus, eftersom han er værnehelgen for bilister, cyklister, piloter og søfolk.

Og inden man tager barnets første sygedag, kan man jo forinden sende en bøn til Blasius, for selvom han døde år 316, har han en gavnlig virkning på halsbetændelse, bylder, tandpine med mere.

Det er alt sammen noget, man kan læse sig til i Erhard Gorys oplysende leksikon. Erhard Gorys (1926-2004) tjente egentlig til dagen og vejen i postvæsenet, men i ledige stunder skrev han værker som 423 helgener i troen og i kunsten. Det er således en amatørs arbejde, men amatør betyder jo én, der elsker sit emne, og man er slet ikke i tvivl om Gorys store kærlighed til kirken og kunsten, når man har læst hans bog.

Også Helge Clausen nærer stor kærlighed til sit emne. Han har taget en doktorgrad i kirkehistorie på universitetet i Kraków, og i sin bog om 265 paver fortæller han just om en navnkundig skikkelse, som stammede fra Kraków. Johannes Paul II blev udnævnt til pave i 1978, og denne polak er en af de mest betydningsfulde skikkelser i såvel kirke- som profanhistorien.

Stalin havde engang hånligt udbrudt: Paven? Hvor mange divisioner har han?. Johannes Paul II rådede ikke over panserdivisioner, til gengæld havde han en tro, og den var mere værd, for med den mobiliserede han millioner af polske arbejdere, der med trækors i hænderne protesterede mod kommunismen. Det er uomtvisteligt, at Johannes Paul II havde sin store andel i Berlinmurens fald, ikke blot fordi han uden vaklen fastholdt en dyb afsky for kommunismen, men også fordi han effektivt udfoldede paveembedet på den politiske scene.

Måske man skal helt tilbage til pave Innocens III i 1200-tallet for at finde en pave, der talte med en tilsvarende åndelig myndighed og dermed fik afgørende indflydelse hos de politiske beslutningstagere.

Og det med åndelig myndighed er noget helt afgørende i den katolske kirke. Derfor er en af de mest omstridte begivenheder i katolicismens lange historie Andet Vatikankoncil, som fandt sted for 50 år siden.

Her vedtoges det, at nationale sprog kunne anvendes ved siden af latin i liturgien, og netop denne proces skulle blive langvarig og problemfyldt, som Clausen bemærker i bogen 21 konciler.

Efterhånden som præsterne gjorde brug af moderne sprog i liturgien, gled latinen ud, og det havde ikke oprindelig været hensigten. For kirken tænker i århundreder, og protesterne mod de liturgiske forandringer blev derfor ganske omfattende, og den dag i dag drøfter præster og prælater stadigvæk, om Andet Vatikankoncil var et brud med traditionen, eller om det repræsenterede kontinuitet.

Som et kuriosum kan jeg ikke dy mig for at nævne, at i forbindelse med juleafslutningen for gymnasieeleverne i Sorø Klosterkirke er juleevangeliet siden 2010 blevet læst på latin på opfordring fra Sorø Akademi. Når selv protestanter sætter pris på lejlighedsvise læsninger på latin, bliver katolikkernes liturgiske længsler lettere at forstå.

Opslagsne af Helge Clausen er også lette at forstå, fyldt som de er med grundige karakteristikker af moderkirkens mange centrale personligheder og afgørende konciler.