Den livsfilosofiske strømning

Det modernistiske gennembrud ved begyndelsen af det 20. århundrede var ikke alene radikalt nybrydende, men også mytologisk tilbageskuende. Det viser ny udstilling på Fuglsang Kunstmuseum, der senere kommer til Ribe og Faaborg

Forestillingen om kunsten som en vital del af menneskers livsverden og livsform skaber nogle fine rumligheder på udstillingen, skriver Henrik Wivel. Her ses William Scharff: ”Figurstudium. Tre siddende kvinder” fra 1920.
Forestillingen om kunsten som en vital del af menneskers livsverden og livsform skaber nogle fine rumligheder på udstillingen, skriver Henrik Wivel. Her ses William Scharff: ”Figurstudium. Tre siddende kvinder” fra 1920. Foto: Fra udstillingen.

I kunsthistorien har der været et intenst fokus på de kunstneriske strømninger i begyndelsen af det 20. århundrede, som bekræftede den herskende avantgardetænkning. Altså den kunst, som sprængte grænser og var radikalt nybrydende i formsprog og verdensopfattelse: kubismen, ekspressionismen og dadaismen.

Men i de første to-tre tiår af det 20. århundrede var der en kunstnerisk strømning, der løb fuldkommen parallelt med den radikale modernisme, men havde et helt andet udgangspunkt. Nemlig i den græske og romerske antik. Denne klassicerende modernisme eller klassiske modernisme hentede både stilidealer og emnekreds i den antikke mytologi og forsøgte at revitalisere den mytologiske arv og gøre den tidssvarende. Denne genkomst for antikken og hellenismen fandt ikke alene sted inden for billedkunsten, men også inden for sporten, litteraturen og arkitekturen.

De Olympiske Lege blev genoplivet, klassikere som Ovid blev nyoversat og gendigtet, og førende moderne digtere som Rainer Maria Rilke skrev sonetter til Apollon og hyldede det antikke formsprog. Tidens modefilosoffer som Friedrich Nietzsche og Henri Bergson tog deres udgangspunkt i antikkens dionysiske og apollinske kræfter og skabte en livsfilosofi, hvor krop og ånd forenedes i en vital livsudfoldelse. Danske arkitekter som Ivar Bentsen, Hack Kampmann og Carl Petersen tegnede bygninger med et nyklassicistisk formsprog, tænk på Københavns Politigård eller Faaborg Museums doriske indgangsparti.

Livsfilosofien og livsreform-bevægelsen startede allerede i slutningen af 1800-tallet som en reaktion mod 1890'ernes excessive dekadence, men fik luft under vingerne i det ny århundrede, der skulle løfte sig mod solen. Kunst, kropsligt velvære, sundhed og sport integreredes i et samfundsprojekt og en vision om velfærd, der virkelig satte sit præg på århundredet.

Det offentlige rum befolkedes med skulpturer af nøgne mænd og kvinder i al deres herlighed. Aarhus Stadion, Østerbro Stadion, Frederiksberg Svømmehal og Blågårds Plads blev udsmykket med skulpturer, relieffer, vægmalerier og mosaikker, der dyrkede en sund sjæl i et sundt legeme. Formsproget var - fra kropsideal til positur - hentet fra antikken og den klassiske retoriske forestilling om ”stor stil”, baseret på kroppens bevægelser og en dynamisk opfattelse af tid og rum. I Danmark blev den ”store stil” doceret af poly-historen Vilhelm Wanscher ved kunstakademiet i København, og fik afgørende indflydelse på en række af tidens unge kunstnere.

To aktuelle udstillinger beskæftiger sig med den klassiske modernisme i dansk kunst i første halvdel af det 20. århundrede. Den ene er ”På græsk. Billedhuggerne og antikken 1898-1962”, der åbnede på Thorvaldsens Museum og nu vises på Bornholms Kunstmuseum. Den er kurateret af Mikael Wivel, så den er jeg af habilitetsgrunde afskåret fra at omtale nærmere. Den anden er ”Forvandlinger. Moderne myter i dansk kunst 1900-1950”, der netop er åbnet på Fuglsang Kunstmuseum. Den er kurateret af Gertrud Hvidberg-Hansen og Gertrud Oelsner, og kan ses som en slags spinoff på de to kunsthistorikeres monumentale vitalismeudstilling fra 2009, ”Livslyst”.

Udstillingen har imidlertid fokuseret opmærksomheden og rettet den mod nogle enkelte markante kunstnere i tiden, billedhuggerne Kai Nielsen, Gerhard Henning, Einar Utzon-Frank og Svend Rathsack, og malere som Vilhelm Lundstrøm, William Scharff og Axel Salto.

Sidstnævnte er i dag mest kendt for sine sindssygt dyre stentøjskrukker, men var en central skikkelse i tiden, der illustrerede Walt Rosenbergs nyoversættelse af Ovids dristige erotiske ”Forvandlinger”, grundlagde og redigere-de det vigtige kunsttidsskrift ”Klingen”, og som tillige skabte monumentale rumudsmykninger. En af disse, en udstillingspavillon, som Salto skabte sammen med Poul Henningsen i 1921 til Kunstnernes Efterårsudstilling, er genskabt på Fuglsang Kunstmuseum.

Poul Henningsen står for de stramt kubiske møbler, mens Axel Salto står for væg- og loftudsmykninger, der med vitalistisk kådhed fabulerer over Ovids genfortælling af myten om Phaeton. Som søn af solguderne Helios og Apollon får Phaeton lov til at køre selve solvognen, men han er ikke i stand til at styre dens hede lyskraft, og Jorden er i fare for at brænde op. Pavillonen emmer af 1920'er-tidsånd med sin glødende indre og sin stramme funktionalistiske form. Pavillonen klæder udstillingen og vidner om, at kunsten dengang var skabt til rum. Menneskers livsrum kunne man kalde dem. Dermed blev kunsten en del af menneskers hele livsverden.

Forestillingen om kunsten som en vital del af menneskers livsverden og livsform skaber nogle fine rumligheder på udstillingen. Men kan gå rundt om Gerhard Hennings og Kai Nielsens sanselige skulpturer af nøgne kvinder, der byder sig til som Danae over for Zeus' regn af guld. Der er en frugtbarhedskult på færde og en dyrkelse af kvinden som livgivende kraft. Hun føder børnene, hun beskytter dyrene, og hun åbner sig mod den verden, som befrugter hende. Skulpturerne står godt i Fuglsang Kunstmuseums luftige rum, og de danner på én gang markante og blødt modulerede forgrundsfigurer for de store malerier på væggene af ikke mindst Scharff og Lundstrøm. Man har jo ikke kunnet flytte de to kunstneres store vægudsmykninger fra eksempelvis Frederiksberg Svømmehal og Studentergården i København ind på museet. Men andet kan gøre det.

Her er monumentale udgaver af Lundstrøms såkaldt krøllede kvindeskikkelser fra 1920'erne, der til overflod vidner om kønnets frodighed og kunstneren, før han blev stram, kubisk (og lidt kedelig) i sit formsprog. Og her er markante eksempler på Scharffs monumentalmaleri med nøgne unge rygvendte mænd og ridende solryttere, illumineret af lyset, gestikulerende og sat fri i naturen. Den livsfilosofiske dynamik og kraftudfoldelse kulminerer med Scharffs malerier fra 1920'erne.

Hans monumentallærreder er komponeret i et netværk af vertikale og diagonale linjer som figurerne følger med deres kropssprog. Selvom de motivisk minder om andre kunstneres figurbilleder i tiden - en Jens Adolf Jerichaus eller en Edvard Weie eksempelvis - så ligner de alligevel slet ikke. Scharffs billeder er originale og prægnante.

Den klassicerende tendens i malerierne og skulpturerne er fremherskende hos alle kunstnerne, men får en særlig afklaret form hos Svend Rathsack, hvis mest kendte værk nok er ”Søfartsmonumentet” fra 1928 på Langelinie i København med den smukke, smukke vingede engel. På udstillingen kan man se ”Frodighed”, en mindre kalkstensskulptur fra 1916. Den viser en kvinde, der beskytter et lille egern mellem sine ben. Der er en sødme og statuarisk enkelhed over skulpturen, der ligger fjernt fra Gerhard Henning og Kai Nielsens erotiske lebendighed. Der er generelt en vigtig friktion i udstillingen mellem det dynamiske og frigørende formsprog og den statuariske, klassiske ro og enkle rejsning i rummet.

”Forvandlinger. Moderne myter i dansk kunst 1900-1950” er en fornøjelse at bevidne, livgivende og med stærke indtryk af maleri og skulptur i samspil. Der er i kataloget gode referencer til udenlandske samtidige som Picasso og Aristide Maillol, men man savner måske et lidt større kulturhistorisk perspektiv. Når den klassicerende modernisme i perioder har ligget lavt på den kunsthistoriske radar, skyldes det jo, at dens formsprog, filosofi og stilvilje blev perverteret af århundredets værste totalitære ideologier: fascismen, nazismen og kommunismen.

Men udstillingen viser, hvor pragtfuld, legende og frigørende nytolkningen af antikken var i sin vorden, og hvor mange gode kunstnere den klassiske modernisme havde at byde på i Danmark.

Forestillingen om kunsten som en vital del af menneskers livsverden og livsform skaber nogle fine rumligheder på udstillingen, skriver Henrik Wivel. Her ses Kai Nielsen: ”Leda uden svanen” fra 1930.
Forestillingen om kunsten som en vital del af menneskers livsverden og livsform skaber nogle fine rumligheder på udstillingen, skriver Henrik Wivel. Her ses Kai Nielsen: ”Leda uden svanen” fra 1930. Foto: Fra udstillingen