Den matematiske ligning for lykke

”Teorien om alting” om forholdet mellem den verdensberømte fysiker Stephen Hawking og hans første hustru har en interessant dialog om tro og viden

Eddie Redmayne spiller rollen som fysikeren Stephen Hawking, mens rollen som hans kone Jane Wilde spilles af Felicity Jones. Foto fra filmen.
Eddie Redmayne spiller rollen som fysikeren Stephen Hawking, mens rollen som hans kone Jane Wilde spilles af Felicity Jones. Foto fra filmen. . Foto: Image supplied by Capital Pictures. Capital Pictures provides access only and does not license the copyright in the image.

I 1963 blev den unge ganske utroligt begavede fysiker og matematiker Stephen Hawking diagnosticeret med den nervesvækkende sygdom amyotrofisk lateral sklerose og spået to år mere at leve i. Resten er historie, men hvilken historie!

Stephen Hawking lever endnu, og han er en af verdens mest berømte teoretiske astrofysikere i dobbeltsporet efter Einstein og Bohr. Hawking er professor ved University of Cambridge, forfatter til adskillige banebrydende bøger, og en højt dekoreret og prisbelønnet forsker med verden som sin scene. Alt dette på trods af en sygdom, der gradvist har deformeret ham legemligt, hindret hans mobilitet og frataget ham evnen til at tale.

Læs interview med instruktøren James Marsh her: "Videnskabsmanden og det ændrede livssyn"

Men sygdommen har ikke hindret ham i at være gift to gange. Første gang med Jane Wilde og anden gang med Elaine Mason, der blev hans talepædagog, da han mistede stemmen. Med Jane Wilde har han tillige fået tre børn. Det kan godt være, at sygdommen berøvede Stephen Hawking den viljebestemte muskulatur, men helt sikkert ikke den lystbetonede! Jane Wilde udgav første gang i 1999 og revideret i 2008 erindringsbogen ”Travelling to Infinity. My Life with Stephen” (Rejsen til uendeligheden. Mit liv med Stephen), som den aktuelle spillefilm ”Teorien om alting” baserer sig på.

Det er et godt filmisk greb. Fordi det flytter fokus lidt væk fra Stephen Hawkings sygdom og fra hans ekstremt teoretiserende videnskab. Modsat de mange dokumentarfilm om fænomenet Hawking bliver dette en film om ikke blot ét menneske med ekstraordinære egenskaber, men om to mennesker, der forelsker sig på trods af dybe forskelle. Her tænkes ikke alene på sygdommen, der står imellem dem som et vilkår, der skal udlignes, men også forholdet mellem videnskab og tro. Stephen Hawkings overbevisning er, som dedikeret naturvidenskabsmand, primært ateistisk, mens Jane Wilde er bekendende kristen.

Dette skisma fører til en spænding i filmen, ikke bare i diskussionerne mellem de to ægtefæller, men også på et overordnet erkendelsesmæssigt plan. Hvem og hvad styrer universet i den helt store skala, og hvem og hvad styrer vort liv i den mest intime skala?

I filmen citeres Albert Einsteins berømte replik til Niels Bohr om, at ”Gud kaster ikke med terninger”. Et eller andet sted findes der en eller anden form for orden midt i vilkårligheden, syntes Einstein at mene. Filmen lægger sig i hans spor - og måske også i Guds.

I hvert fald er ”Teorien om alting” en film om et ægteskab, hvor to mennesker fra hver deres udgangspunkt søger at finde ”den matematiske ligning for lykke”, som det siges undervejs. Det lykkes ikke fuldstændigt, men et langt stykke ad vejen.

Rent dramatisk ydes der fortræffeligt spil af Eddie Redmayne i rollen som Stephen Hawking og af Felicity Jones i rollen som Jane Wilde. Ja, førstnævnte fik en arketypisk Oscar i denne uge for sin indsats i rollen som den skleroseramte Hawking. Oscar-akademiet i Hollywood har en hang til det sentimentale, men det skal sige til filmens ros, at den ikke overdriver det melodramatiske i historien.

Tværtimod synes instruktøren James Marsh bevidst at nedtone det sentimentale og medlidenhedsvækkende i Hawkings gestalt. Ved at følge Jane Wildes retrospektive blik på ham lægger filmen en dulmende distance ind i forhold til de følelser, der er imellem dem. Ligesom den virker meget ærlig og ligefrem i skildringen af krisen, der vokser imellem dem, alt som årene går.

Jane Wilde må give afkald på sin karriere inden for humaniora for at stimulere hans naturvidenskabelige, ligesom den fysisk svækkede mand efterhånden kræver en overmenneskelig pleje. Hun trøster sig med den lokale kristne korleder, Johathan (Charlie Cox) - som hun i dag er gift med i det virkelige liv. Mens Hawking i en egen mærkelig blanding af stoisk afkald, ustyrlig overlevelseskraft og gedulgt forfængelighed lægger sit liv i hænderne på Elaine Mason (Maxine Peake).

Denne distancens patos, der præger James Marsh' fortolkning af ægteskabet mellem Stephen Hawking og Jane Wilde, bliver også filmens svaghed. Et eller andet sted er instruktøren alligevel lidt for loyal over for de to stærke personligheder. Der kommer noget ferskt over den panoramiske livsfrise - også rent fotografisk med en soft-toner. Det får alting til at tage sig pænt ud, selvom det i mange, også fysiologiske henseender, ikke er det. Men som helhed er filmen bevægende i kraft af den unikke historie og det fine skuespil. Det får en særlig smertefuld timbre i den fase, hvor Hawking ikke længere selv kan tale, men må lade en elektronisk stemme overtage hans ord og formulere dem akustisk.

Men den bevægende styrke opstår ikke mindst i kraft af instruktørens mod til at holde fast i den latente, dybt anfægtende problematik mellem tro og viden, mellem universets tilsyneladende vilkårlighed og Guds forsyn.

”Din opstandelse indspænder, hvad jeg tror, og hvad jeg ved”, som Thomas Kingo skrev om Jesus i sin salme til påskemorgen ”Som den gyldne sol frembryder”. ”Teorien om alting” kommer meget tæt ind under dette udsagn i en slutscene.

Da den aldrende prøvede Stephen Hawking er på turné i USA, får han spørgsmålet fra salen, om han tror på Gud. Den stumme Hawking tøver med at afspille det svar, han allerede har formuleret på sin PC. For en kvindelig tilhører på første række har tabt sin kuglepen. Hawking har set det. Som i en metafysisk vision synes Jesu ord til den værkbrudne ved Bethesda Dam at melde sig hos Hawking: ”Stå op, tag din seng og gå!”.

I en galant gestus vil fysikeren i rullestolen gerne gøre det samme. Stå op og gå ned og tage pennen og give den tilbage til kvinden på første række. James Marsh folder visionen ud i sin film og tøver selv med at trække den tilbage og give et endegyldigt svar. Den tøven præcis her, lige før Stephen Hawking afspiller sit forprogrammerede svar om troen på Guds eksistens, er hele filmen værd og dens dybeste anliggende.