Krigslitteratur fokuserer alt for ensidigt på soldaters problemer

Når danske forfattere skriver romaner om dansk krigsdeltagelse, fokuserer de ofte på soldaternes problemer med at vende hjem. Forståeligt nok, siger pensioneret oberst Lars Møller og forfatter og soldat Anne-Cathrine Riebnitzsky, men det ensidige fokus forvrider proportionerne, advarer de

Den aktivistiske danske udenrigspolitik med krigsdeltagelse i det tidligere Jugoslavien, Afghanistan og som her Irak har affødt en decideret strømning i dansk litteratur. -
Den aktivistiske danske udenrigspolitik med krigsdeltagelse i det tidligere Jugoslavien, Afghanistan og som her Irak har affødt en decideret strømning i dansk litteratur. - . Foto: Scanpix.

Når danske soldater løsner skud på slagmarken, genlyder det til sidst i skønlitteraturen. Med romaner som Niels Ole Qvists ”Tango 4” (2008) og Lars Husums ”Jeg er en hær” (2010) over Sanne Søndergaards ”Hell man” (2012) og Dy Plambecks ”Mikael” (2014) til Carsten Jensens aktuelle ”Den første sten” er den aktivistiske danske udenrigspolitik med krigsdeltagelse i det tidligere Jugoslavien, Afghanistan og Irak blevet en decideret strømning.

Så hvordan ser Danmark i krig ud i forfatternes optik? På to måder, hvis man spørger Kasper Green Krejberg, der er ph.d. og forsker i krigslitteratur på Aarhus Universitet.

”Hvor den klassiske krigslitteratur er actionpræget og meget handler om livet i felten, ligger fokus i nyere dansk skønlitteratur på, hvordan soldaterne bliver påvirket, når de vender hjem fra fronten. At krigen gav mening for dem, mens de var af sted, også selvom deres oplevelser typisk har været traumatiske, og at de hjemme igen føler sig på kanten af samfundet.”

Det er det første gennemgående træk. Her er Carsten Jensens roman en undtagelse. Det er den til gengæld ikke, når det drejer sig om det andet typiske motiv.

”Bortset fra mere kulørte bøger som Thomas Rathsacks 'Jæger - i krig med eliten' ser forfatterne kritisk på krig som en meningsløs eller tragisk affære,” fortæller Kasper Green Krejberg.

Han ser i sidste ende nederlaget til Bismarcks Tyskland i 1864 som baggrunden for den danske måde at beskrive krig på.

”Her blev det at føre krig indskrevet som nationalt traume. Det er derfor, traditionen for klassisk kamporienteret krigslitteratur står så svagt i Danmark,” fortæller han.

”Og så har det typisk været sådan, at erfaringerne fra krigen er gjort på anden hånd. Ikke mindst efter at krig er blevet professionaliseret og foregår langt fra vores egne grænser. Her bliver portrættet af den utilpassede krigsveteran i et samfund, vi alle kender, en måde at bringe krigserfaringen inden for rækkevidde på.”

At det netop er den hjemvendte, men martrede soldat, mange forfattere har i fokus, kan pensioneret oberst Lars R. Møller godt forstå. ”Det er det, folk, der ikke har været i krig, kan forholde sig til,” som han siger.

Han peger på, at det omtrent er fem procent af de udsendte soldater, der vender hjem med PTSD (posttraumatisk stress-syndrom).

”Det lyder måske ikke af mange, men det er det jo, og det er et reelt problem.”

Alligevel advarer han mod proportionsforvrængning.

”Man kunne også kunne stille sig spørgsmålet, hvad med de andre 95 procent, der har været af sted og er kommet hjem som stærkere og mere rummelige mennesker. Hvorfor er der ikke nogen, der udforsker den del af det?”, spørger han.

Med den danske deltagelse i FN's fredsbevarende indsats i Bosnien i første halvdel af 1990'erne har Møller selv haft krigen inde på kroppen. Under den såkaldte Operation Bøllebank var det på hans ordre, at en gruppe serbiske styrker, som angreb hans kampvognsenhed, blev nedkæmpet. Det er også fra den synsvinkel, at han mener, at danske forfattere i alt for vidt omfang dyrker en opfattelse af soldaten som offer.

”Der sådan lidt lilla ble og fodformede sko over det, for man skal jo være et offer, når man har været i krig og set alle mulige forfærdelige ting. Men det er noget værre fis. Og det gælder også dem, som kommer hjem og er blevet syge med PTSD. De ser heller ikke sig selv som ofre for noget, men som nogle, der er blevet syge på linje med dem, som har fået sprængt en arm af.”

Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky er en de få, der både har oplevet krigen på egen hånd som soldat i Afghanistan og har skrevet romaner om det, ”Kvindernes krig - en dansk soldats møde med Afghanistans kvinder” fra 2010 og ”Den stjålne vej” fra 2012.

”Det er vigtigt at tænke på, at litteraturen ikke er baseret på statistik, men på det, der flammer op som problem eller bekymring. Der er ikke nogen grund til, at litteraturen behandler det store flertal af soldater, der vender hjem fuldstændig uden problemer. Der er der derimod, når det kommer til dem, der faktisk har det svært. Også fordi vi i Danmark ikke har været gode nok til at løse det politisk,” analyserer hun.

”Men som soldat bekymrer det mig lidt, fordi det giver en forvridning af de faktiske proportioner.”

Derimod stopper forståelsen ved beskrivelsen af krigen som grundlæggende meningsløs.

”Det undrer mig virkelig. Jeg kan godt forstå, at vi alle sammen hader krig - det gør soldater sådan set også. Med de krige, vi er gået ind i de seneste 20 år, har vi forsøgt at tænke os om og forsøgt på at have et værdimæssigt grundlag på plads om, hvorfor vi gør det. Det ligger dybt i os alle sammen, at krig er forfærdeligt, og det er det også, men det er ikke det samme, som at krig er meningsløst. Nogle gange må man bruge magt for at stoppe det ondes fremfærd.”

Krig er en konstant i menneskets historie. Tal fra den britiske tænketank International Institute for Strategic Studies viser, at der sidste år var 42 regulære krige og væbnede konflikter i verden. Til gengæld er det ifølge Kasper Green Krejberg relativt nyt, at skønlitteraturen næsten udelukkende ser krig som meningsløs. Her holder han de tyske forfattere Ernst Jünger og Erich Maria Remarque, som skrev hvert sit meget forskellige vidnesbyrd om erfaringerne i skyttegravene under Første Verdenskrig - ”I stålstormen” og ”Intet nyt fra Vestfronten” - op mod hinanden.

”De to kan bruges til at lave et skel i krigslitteraturen mellem den forherligende tradition, der som Jünger ser krigen som den egentlige sandhed om individet, og på den anden side Remarques fremstilling af krigen som en løgn, den unge, uskyldige generation er blevet draget ind i,” fortæller han.

At det er Erich Maria Remarque, der har dannet tradition, skyldes for Green Krejberg, at mens ofrene i Første Verdenskrig mestendels var soldater i uniform, så var det under Anden Verdenskrig uskyldige civile, der var langt i overtal.”Det gjorde én gang for alle krig til noget næsten diabolsk. Sidenhen har man ment, at det var umoralsk at tilskrive krig en større betydning. Det er også derfor, at Jünger stadig er forkætret,” slutter han.

Hverken Møller eller Riebnitzsky vil genvække den klassiske krigslitteratur, hvor soldaten er en helt og krigen ædel.

”Der er meget få soldater, der vil være helte. De vil løse opgaven, støtte deres kammerater og ikke være den, der svigter. Det heroiske er altid noget, der bliver hæftet på efterfølgende,” fortæller Lars Møller, der peger på Norman Mailers debutroman om Anden Verdenskrig, ”De nøgne og de døde” fra 1948, som et godt eksempel på krigslitteratur.

”Det er en stor roman om helt almindelige mennesker, som giver et meget realistisk billede af, hvad der sker i felten. Alt det der heltemodige fis og fiktive spin er væk. Men Mailer havde jo også selv været soldat under Anden Verdenskrig og oplevet det på egen krop.”

Og Anne-Cathrine Riebnitzsky plukker ”I morgen angriber vi igen” af Kim Hunde-vadt fra 2008 ned fra bogreolen.

”Den er god til at forklare, hvad volden og magtanvendelsen skal bruges til, og til at vise soldaternes professionalisme og følelsesmæssige reaktioner. På en nøgtern og fin måde.”