Teater om den moderne mands åndelige armod er morsomt og ambitiøst

Teater O har skabt en sjov og rammende satire om ynkende mænd i eksistentiel krise

Det ikke kun mændene, den er gal med i ”Jægerne”, der rammer bredt og stiller eksistentielle spørgsmål til begge køn. – Foto fra forestillingen.
Det ikke kun mændene, den er gal med i ”Jægerne”, der rammer bredt og stiller eksistentielle spørgsmål til begge køn. – Foto fra forestillingen.

I en skov af tomme gummistøvler sidder tre jægere. De har hverken jagttegn eller jagtinstinkt. Men de har et ærinde. De vil genfinde deres indre urmenneske og selvrespekt. Støvlerne er symboler på de faldne kammerater. Dem, der faldt for stride kvinder og glemte sig selv, blev tøffelhelte og lønslaver og holdt op med at tro på noget.

Aarhusianske Teater O har igen præsteret et seværdigt værk, der rammer og rører ved noget.

De tre skuespillere – Anders Valentinus Dam, Rasmus Reiersen og Lars Dammark – har skabt nogle skarpskårne stereotyper. De er ekstreme og bliver absurde undervejs, men de er genkendelige: Joseph er det nervøse bløddyr, der skal skilles fra Vivi. Hun har frataget ham hans bedste bukser og hans ret til at kalde sig far. Men han accepterer det lydigt og ynkeligt. Makmut er den umodne øl-bæller, der bærer på et voldsomt faderkompleks og en snert af Tourettes syndrom. Og endelig Ernst, den selvhævdende type, der engang har været på lederkursus i hjemmeværnet og er selvbestaltet leder af gruppen. Han taler højt og højtideligt og vil slemt gerne tages alvorligt.

De tre ”jægere” er flygtet fra civilisationen ud i skoven. Med sig har de kælehønen Leif. Det er ham, de bekender sig til – og ham de skal spise, hvis de ikke fanger andet. Ligesom i ”Nak og æd”. Med en enkelt riffel vil de kræve den respekt, de ikke kan tilegne sig blandt mennesker. Men de tør ikke skyde og vender i stedet mindfulness-floskler og lommefilosofier. Til sidst sidder de i hver deres indre verden og kan ikke længere tale sammen.

Claus Helbos scenografi er rå og fuld af subtil symbolik. Tekst og spil er morsomt, moderne og til tider næsten skandaløst.

”Jægerne” minder i stil og stød om Anders Thomas Jensens satirefilm, ”Blinkende lygter” og ”Mænd og høns”. Publikum griner højt med meget jævne mellemrum. Men bag humoren og det absurde ligger nogle ambitiøse og sindrige moraler, der nogle steder træder skarpt frem og andre steder forputter sig lidt. Mest fremtrædende er analysen af den moderne mand, en handlingsløs amøbe, der kun kan mærke, at han lever, når han drikker.

Således skriver ”Jægerne” sig ind på linje med en ræk-ke nyere nordiske film, blandt andet svenske Ruben Östlunds ”Force majeure” og islandske Dagur Káris ”Virgin Mountain”. Det ligner en tendens. Den moderne mand er i åndeligt armod, og de trækker ham gennem mudderet og latterliggør hans identitetsløshed. Hvordan skal han dog genfinde sig selv, finde sin indre ur-mand, uden at blive en kliché?

Men det ikke kun mændene, den er gal med. ”Jægerne” rammer bredt og trækker begge køn med ned i det eksistentielle søle. Når vi nu ikke kan redde hele verden, nøjes vi med at redde – og realisere – os selv. Vi lægger faldsand ud og lader os imprægnere. Gud er død. Det er svært at rumme tomheden – men det hjælper lidt at købe en dyr gasgrill. Med den på ser det sort ud for menneskeheden.