Et ungt, nygift par var for nylig sammen med andre nygifte par til et juridisk foredrag om, hvordan man som ægtepar sikrer hinanden bedst muligt. Foredragsholderen lagde ud med at sige: I skal regne med, at cirka 50 procent af jer vil blive skilt. Dér sad de så, nedslukte, mens drømmene i ét hug blev sablet ned af nyslebne statistikker.
Læs interview med forfatteren her.
Men hun har jo ret, denne jurist. Faktum er, at skilsmisseprocenten med sine 46 procent er den højeste nogensinde. Spørgsmålet er bare, om vi skal acceptere det eller gøre noget ved det.
Psykolog, foredragsholder og afdelingsleder for Center for Familieudvikling i København Mattias Stølen Due er sikker på, at der kan gøres noget. Og at det er nødvendigt og slet ikke så umuligt, som det lyder.
”At passe på parforholdet er en af de bedste ting, vi kan gøre for vores børn, fordi de lever i den atmosfære, som vi skaber i mødet med hinanden,” skriver han i indledningen.
Det er for voldsomt at sige, at Mattias Stølen Due har en vision, for hans tilgang til det svære emne er yderst realistisk og pragmatisk - det er så velgørende! - men en mission med et opløftende fremtidsperspektiv kan man godt kalde det.
Læg dertil et kulturkritisk blik, en mild grad af politisk ukorrekthed og en ubetinget tro på - eller skal vi ligefrem sige kærlighedserklæring til? - parforholdet, så har man essensen af hans bog.
De første totredjedele af ”Pas på parforholdet” handler dels om parforholdet som venskab, dels om kommunikation. Den sidste tredjedel handler om berøring og seksualitet.
Rækkefølge og omfang er helt bevidst fra forfatterens side og et godt eksempel på Mattias Stølen Dues stilfærdige, men nok så vigtigt: alt andet end moralske, opgør med tidens tendenser.
I dag taler vi meget om sex, men undersøgelser tyder på, at seksualiteten bestemt ikke stortrives i det moderne soveværelse, måske fordi vi taler for lidt med hinanden.
Psykologen, der har masser af par i terapi, genfortæller en case, hvor parret efterspørger kommunikationsredskaber, fordi de efterhånden hverken taler eller går i seng med hinanden.
Han påpeger, at de med to krævende karrierer, små børn og et stort hus vel egentlig mest af alt savner tid. Den præmis nægter de at gå ind på.
I dag vil vi have hele pakken, ubeskåret og i spektakulær udgave, men som Mattias Stølen Due betoner: ”Ikke at tage arbejde, travlhed og lignende faktorer alvorligt er ikke at tage sig selv og sit parforhold seriøst”.
Alle bogens kapitler indeholder kortfattede sentenser eller illustrationer til videre overvejelse og eftertanke.
”Pas på parforholdet” er således ikke blot terapeutisk i sit anliggende, men også i sin form. Det understøttes æstetisk af en stilren, meningsgivende vekslen mellem sort, blå og rød typografi.
Sætningerne, som aktivt inddrager læseren, står selvsagt og dirrer i rødt; en klar signalfarve, som markerer, at vi skal standse op et øjeblik og tænke med.
Nogle spørgsmål er grænseoverskridende direkte som i ”hvor tit har vi sex, når vores lyst ligner temperaturen på en almindelig dag i september?”.
Andre er diskret opfordrende som i ”hvilke gode sider glemmer jeg at værdsætte hos min partner?”. Atter andre overdrevent pædagogiske som i ”sig tak for praktiske bidrag”, men de virker.
Hvad enten man finder begrebet fejlfinding uskønt eller ej, så er det særdeles oplysende i arbejdet med at få en mere positiv tilgang til sin ægtefælle.
Det samme gælder udtrykket ”partnerens landskabskort” eller ”du-sprog” og ”jeg-sprog” og alle de andre terapeutisk-psykologiske vendinger, som Mattias Stølen Due bruger løs af.
Læs interview med forfatteren her.
Nye termer åbner ind til nye indsigter og kobles sammen med prægnante billeder og relevante cases, også fra psykologens eget samliv med sin Anna. Mattias Stølen Due har en fin sans for, at kærligheden er både gave og opgave, under og forpligtelse.
Så hvorfor vifte alle de lykkelige nygifte om næsen med kolde tal og håbløse prognoser, når man kan give dem ”Pas på parforholdet” i bryllupsgave?