Den sorte korsfæstelse

Så destruktiv kan virkeligheden tage sig ud hos Arne Haugen Sørensen. ”Efter syndefaldet” er fra ...

Så destruktiv kan virkeligheden tage sig ud hos Arne Haugen Sørensen. ”Efter syndefaldet” er fra 1990/96. - Foto fra udstillingen.

udstilling
Five stars
Den omfattende udstilling fortæller med inddragelse af centrale temaer i det samlede værk med-rivende om kunst-nerens udvikling fra de tidlige grafiske arbejder til akvareller og malerier fra de seneste år.
Claus Grymer

Overvældende Arne Haugen Sørensen-udstilling i Kerteminde med temaet lys og mørke

Et knugende billede, dystert dragende. ”Sort korsfæstelse” (1996) hedder det. I forgrunden har Arne Haugen Sørensen malet Jesus på korset - og lidt i baggrunden de to korsfæstede røvere. Et totalt mørke, en nat uden nåde, omgiver scenen. Og det er nærmest umuligt at forestille sig, at det nogensinde skal blive anderledes. Den herskende tragedie er tydeligvis kommet for at blive. Den, der kun tænker med fornuften, kan da heller indse, hvordan det skulle være anderledes.

Det eneste lys kommer fra Jesu lændeklæde, stærkt og overrumplende hvidt. Man kan se det som et skrig, grebet af farven - inden mørket må forventes at lukke sig også om denne sidste sprække. Eller man kan se det hvide som et varsel om det lys, der skal komme.

Det, der mest ligner en slutning, kan også være en begyndelse. En begyndelse, der synes at have alting imod sig. Og så er sandheden dog, at den tværtimod har alting med sig - overbevisningen om dette er tændt for fuldt blus i eksempelvis ”Opstandelsen” fra 2011: Et lys strømmer fra evighed til evighed.

Man kan se det igennem linjen ”Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind” i Jakob Knudsens morgensalme. Det er et lys så blidt, at det føles naturligt, at Haugen Sørensen lader det antage form af en kærlig hånd - en livets hånd - der løfter et menneske fri af mørket og ind i en dimension, der er ukendt for fornuften.

Den sorte korsfæstelse og den lysende opstandelse er det ultimative udtryk for udstillingens grundtema: lys og mørke.

Som skrevet i katalogets forordaf lederne ved de fire involverede museer er netop lys og mørke ”sigende for de modpoler, Haugen Sørensens værker rummer, om det er spændingen mellem de figurer, han afbilder, eller de stærke farver, han bruger”. Mødet med hans malerier er samtidig mødet med arketypiske beretninger om kampen mellem det gode og det onde, mellem menneske og dyr og mellem Gud og Djævel.

Den omfattende udstilling fortæller med inddragelse af centrale temaer i det samlede værk medrivende om kunstnerens udvikling fra de tidlige grafiske arbejder til akvareller og malerier fra de seneste år. En udvikling, der tillige kan beskrives på denne måde: Manden, der engang havde en status som surrealistisk arvtager, er blevet en af de mest efterspurgte kunstnere ved udførelse af kirkeudsmykninger.

De ansvarlige for udstillingen har imidlertid ønsket at minde et nutidigt publikum om, at Haugen Sørensens kunst rummer en række andre elementer end de religiøse. Som en fællesnævner med gyldighed for hans samlede værk fremhæves en ”eksistentiel optagethed af de menneskelige vilkår”.

”Lys og mørke” er ikke et enten-eller. Som regel vil begge dele mere eller mindre åbenbart være til stede. Det er i voldsom grad tilfældet i ”Fugle og vilde dyr” (1999), der et er kaos af lyse fugle, der gerne vil flyve og synge, og af dystre, sorte vilddyr, der med blottede tænder stiller sig til glubsk rådighed for nedbrydning og drab. Billedet, der fremstiller tilværelsen som en slags krigsskueplads, behøver ikke at ”oversættes”: Dets udsagn er af umiddelbar relevans, aktuelt som hver dags avis.

I ”Uddrivelsen fra Paradiset” (2003) ses Adam og Eva i en omfavnelse, der rummer både smerte og ømhed. Jeg forestiller mig, at billedet skildrer reaktionen på Guds dom, lige efter den er afsagt. I et beslægtet billlede fra 2014 er uddrivelsen en realitet, og man ser manden og kvinden fra ryggen, mens de bevæger sig bort. Også bort fra lyset. Ligeledes i denne version søger de fordrevne trøst hos hinanden, og man kan overveje, om de i det mørke, der råder efter dommen, kan finde et lys i deres nære samhørighed.

I ”Isaks ofring” (1992-94), et hyppigt motiv hos Arne Haugen Sørensen, omslutter Abraham sin søn, der skal ofres til Gud, i en kærlig omfavnelse. Og samtidig lægger han en hånd om drengens ansigt. Faderen vil, hvad han ikke kan, nemlig beskytte ham mod det, han vil gøre mod ham, beskytte ham mod den store blå kniv, som han i en anden version af motivet har parat til det dræbende stød. Han er - en pointe, som Haugen Sørensen diskret, men virkningsfuldt finder udtryk for - nærværende med dobbelt opmærksomhed, lydig mod Gud, men uden at fornægte faderkærligheden. I versionen fra 1992-94 skildres sekundet, da englen afbryder ofringen - lige i sekundet før den skal indtræffe. Og det, der for den mangelfulde menneskelige erkendelse synes at være mørke og kun mørke - ligesom i den sorte korsfæstelse - giver sig med ét til kende som dets modsætning.

Lyset er, hvor også mørket er. Og mørket, hvor også lyset er. Så sammensat er det. Titlen på et billede fra 1975 siger det således: ”Idyl med indbygget katastrofe.”

Mere enkelt er forholdet i ”Efter syndefaldet” (1990/96), hvor det destruktive er enerådende. Angst, gru og dæmoni er sluppet løs som en sygdom, der ikke kan standses. Og de blomsterhoveder, der venligt og ligesom naivt velmenende drysser ned i galskaben, har næppe en chance. Det har de to små menneskeskikkelser i baggrunden tilsyneladende heller ikke: panisk flygter de fra helvede.

Det er en overvældende udstilling. Jeg var ikke færdig med den, da jeg forlod den.

kultur@k.dk