Den største sorg i verden

GOTHENBURG 2014-09-25 *For Your Files* David Grossman, author from Israel, during an interview at the ...

David Grossmans personlige tragedie, hvor han mistede sin søn i militærtjeneste, er omdrejningspunktet i hans seneste værk. - Foto:

Den israelske forfatter David Grossman har skrevet om det, der ikke er ord for. At miste et barn

Midt under arbejdet med den store antikrigsroman ”Kvinde på flugt fra meddelelse”, der i 2012 udkom på dansk, mistede den israelske forfatter David Grossman sin egen søn. Han døde i israelsk militærtjeneste i 2006. Temaet i romanen blev med ét til iskold virkelighed, og blæk blev til blod.

Det er denne personlige tragedie, der er hele omdrejningspunktet i David Grossmans seneste værk, ”At falde ud af tiden”. Bogen har format som en kompakt dagbog, men indeni holder al kompakthed op. For hvordan skrive om det, der ikke kan formuleres med ord? I en blanding af modernistisk sørgespil, klassisk tragedie og mytologisk digtcyklus opløses tidens og stedets enhed således i et flydende tåge- og tåresprog.

Det begynder med kvinden og manden og to lokaliteter: et hér og et dér. Snart bliver vi klar over, at den lille søn befinder sig 'dér'. Jeg må derhen, siger manden, mens kvinden, som ved, at der er grænser, man ikke må overskride, søger at holde ham fast. Se, lokker hun: Her er hjemmet, her er varm suppe, her er min hånd. Men han må som en Orfeus rejse til de dødes rige, ud til det ”dér”, der ikke findes.

Denne indledende dialog, kun afbrudt af en iscenesættende krønikeskriver, er ganske enkelt rystende smuk. Den er en sort sol af sorg. Den er et tomrum fyldt med ord, der knap nok slipper læben. Og overalt i bogen har oversætterne begået et lille mirakel. Helt nye ord som ”betavsede”, ”selvforvist” og ”dråbestænk” opstår i den kæntrede verden. Bare beskrivelsen af sønnens mange lugte, der stadig sidder i næsen, virker næsten voldeligt stærkt: lugten af regn gennem hans våde pullover, af ferskner, han lige har spist, af det bål, han har siddet ved. Hvordan kan vi nogensinde elske, spørger kvinden ”når han/ blev undfanget/ i stor kærlighed”.

Men desværre opløses koncentratet. Da manden går, i begyndelsen blot i cirkler omkring byen, samler han lidt efter lidt en håndfuld halvt mytologiske skikkelser omkring sig: hertugen, kentauren, den gamle skolelærer, jordemoderen, skomageren, den gale kvinde. Også krønikeskriveren følger med. Først som en paparazziagtig lurer og suger, senere som en del af historiens samlede smerte. For alle har de mistet et barn, viser det sig, alle er de drevet mod det samme ikke-sted.

Jeg kan godt følge trangen til flerstemmighed i en så entydig følelse som sorgen. Men monotonien brydes ikke ved, at der er flere om at dele den. Snarere tværtimod. Floden bliver til et hjul, der kører rundt. Og som læser kastes man ind i dette store midterstykke i en mere og mere enerverende, gentagende form.

Heldigvis samler stemmerne sig til allersidst. Og ”At falde ud af tiden” genopstår på de yderste sider som det kunstværk, det er skabt til at være. Under blækkets og blodets ubarmhjertige love. Så da den lille skare til sidst graver med de bare næver i jorden - og finder en himmel! - er bogen tilbage ved den skæreste begyndelse. Og netop da, netop dér, anes en vej ud.

kultur@k.dk