Bo Green Jensen er en af de digtere, hvis skæbne det har været at få sit virke som kunstner knyttet til sin debutbog, i hans tilfælde "Requiem & Messe" fra 1981, der stadig et kvart århundrede efter står uantastet som et af de vigtigste danske lyriske værker fra sidste halvdel af det 20. århundrede.
Mens "Requiem & Messe" er et værk, der skabtes af Green Jensen efter mange års forberedelse, og som rummer en perlerække af digte, der allerede har opnået klassikerstatus, såsom "Svømmeren" og "Sønner af den tavse tid", er det anderledes for den strøm af lyriske, episke og sagprosaiske værker, som Green Jensen skrev op igennem 1980'erne og 1990'erne.
Der er i denne produktion ofte langt imellem de virkelig gode tekster, og Green Jensens kunstneriske perfektionisme i sit debutværk synes på paradoksal vis at modsvares af en vilje til at inkorporere alt, hvad hans hurtige tastatur har frembragt, i sine senere bøger.
Dette forhindrer dog på ingen måde, at der rundtomkring i digterens senere forfatterskab optræder tekster af høj kvalitet. Noget sådant kan man se i den digtsamling med titlen "Den store epoke", som Green Jensen efter næsten 10 års pause som lyriker har udgivet.
Green Jensens værk består groft sagt af tre forskellige grundtyper af tekster. For det første er der en stor gruppe selvbiografiske digte, der beretter om, hvad der er sket i digterens liv de sidste 10 år.
Vi hører mangfoldige gange om digterens enorme produktion på 40 bøger, som han koket anfører, at han ikke er særlig stolt af, om hans skilsmisse efter 25 år og indgåelse af et nyt ægteskab, og ikke mindst om hans - selvproducerede og annekterede - fire døtre, der ligesom i hans tidligere bøger (hvor dog kun datteren Laura optræder!) kan være småanstrengende at høre om, fordi den idylliserende følelsesfuldhed her er helt umådeholden.
For det andet møder vi i "Den store epoke" en række politiske digte, der i de fleste tilfælde har form som satiriske rolledigte og allegoriske digte, der som regel er relativt uinteressante, fordi de i voldsom grad er tendentiøse i deres udhængning af skruppelløse og afstumpede magthavere, hvis eneste karaktertræk er pervers beherskelses- og besiddelsestrang.
Endelig er der for det tredje i Green Jensens samling en stribe rablende surrealistiske prosadigte. Og det er i denne gruppe af digte, man finder "Den store epokes" suveræne fund, der lyser op blandt de mindre gode tekster.
Man oplever i disse digte, der bringer de mest fremragende tekster fra den 1360 sider lange digtcyklus "Rosens navn" (1981-85) i erindring, hvordan idiosynkratisk sansning, suggestiv rytme og vild fantasiflugt samvirker i et unikt poetisk sprog.
En passage fra den bizarre mareridtsagtige tekst "Salamander", der er blandt de digte, som er hele samlingen værd, lyder:
"En tunnel forbinder hotellet med stranden, en bro fører over de blå hjertekar. Forleden gik jeg rundt om bassinet med delfinerne. Jeg ville finde forbindelsen, jeg havde mistet, men huskede at jeg så i et glimt, da jeg var her for tyve år siden, en gylden dreng med kronisk rejsning, spændt som en armbrøst og altid på stoffer. Jeg vidste, at det hastede og tog elevatoren ned, men jeg var allerede begyndt at glemme, hvordan genstanden for mit begær trådte frem, da jeg nåede vestibulen i bunden."
Bo Green Jensen: Den store epoke. Digte. 136 sider. 199 kr. Rosinante.