Den store glemte politiker

Fremragende biografi om manden , der blev udråbt som velfærdstatens arkitekt

Viggo Kampmann fotograferet i sin tid som finansminister, tre år før han bliver udnævnt til statsminister ved H.C. Hansens død i 1960. –
Viggo Kampmann fotograferet i sin tid som finansminister, tre år før han bliver udnævnt til statsminister ved H.C. Hansens død i 1960. – . Foto: Ulf Nilsen/Scanpix.

På Vestre Kirkegård hviler de afdøde socialdemokratiske statsministre ved en sø, som kaldes ”Det røde hav”. Undtagen Viggo Kampmann (1910-1976), hans grav ligger anonymt lidt derfra. Det var ellers med Kampmann som statsminister, Socialdemokratiet i 1960 fik sit bedste valgresultat efter 1945. Og ingen havde større betydning end Kampmann for, at der efter i 1957 blev dannet en treparti-regering med Socialdemokratiet i spidsen. Dermed banede han vejen for, at Socialdemokratiet nåede at sidde i regering i 15 ubrudte år (1953-1968), den længste ubrudte periode, Socialdemokratiet har haft i regering.

Den unge Kampmann drømte ikke om at blive politiker og slet ikke statsminister. Han var bare så dygtig, at det endte sådan. Men han var en idérig og modig embedsmand i besættelsesårene. I den første efterkrigstid var han med til at introducere ombudsmandsinstitutionen og offentlighed i forvaltningen. Han gjorde så meget indtryk på ledende socialdemokrater, at han i 1950 og igen fra 1953 til 1960 som en allestedsnærværende finansminister blev regeringens store idémager med overvældende mange initiativer. Fra 1960 til 1962 var han først en sprudlende statsminister, men snart en syg mand, der måtte træde tilbage. Derefter var han som et løsgående missil ofte på tværs af sit parti.

Kampmanns politik lagde vægt på bedre levestandard, større forbrug, bedre uddannelse, bedre sundhedsvæsen og et mere finmasket socialt sikkerhedsnet. Kampmann var hoveddrivkraften bag udviklingen af dansk u-landsbistand. Oprettelsen af Kulturministeriet er et andet af hans varige resultater. Han gjorde også et stort arbejde for handicappede.

Kampmann fuldførte ændringen af Socialdemokratiet fra et arbejderparti til et folkeparti. Han formåede indtil 1961 på fremragende vis at fordele sol og vind i koalitionsregeringer. Uden den respekt han nød hos De Radikale, var det næppe lykkedes at beholde regeringsmagten i en årrække.

Kampmann brugte flere af statsministerens magtredskaber – retten til at udskrive valg og ministerudpegningerne – godt. Men han påtog sig at klare så bred en vifte af opgaver, at det bidrog til at give ham mani og hjerteproblemer. Efter hårdt arbejde fulgte ofte et vildt natteliv. Til sidst slap han, antagelig på grund af sygdom, dårligt fra vigtige forhandlinger om landbrugsstøtte i maj 1961 og undergrundsforhandlinger med A. P. Møller.

Viggo Kampmann er blevet udråbt til at være velfærdsstatens arkitekt. Det er Jens Otto Krag og Kampmanns nære ven, nu afdøde departementschef Erik Ib Schmidt, også. Men Schmidt har påpeget, at der aldrig har eksisteret blot én skitse til velfærdsstaten.

Det socialdemokratiske idéoplæg, ”Fremtidens Danmark,” som Krag i 1945 var den vigtigste pennefører bag, tog endog direkte afstand fra folkepension til alle. ”Fremtidens Danmark” var en skitse til en planøkonomi med vidtgående indgreb i den private dispositionsret over produktionsmidlerne, som aldrig blev realiseret. Folkepensionen blev skabt i 1950’erne, fordi især Kampmann og De Radikale alligevel pressede på. Kampmann gjorde med sit arbejde for folkepension til alle en væsentlig del af arbejdet for den universalistiske velfærdsstat hævet over klasser.

Velfærdsstaten blev en kaotisk blanding af velfærdssystemer med mange forskellige, delvist uforenelige principper og værdiopfattelser. Skulle man dog fremhæve et enkelt princip, må det være, at velfærdsstaten anerkender borgerne som fuldgyldige og ligestillede samfundsmedlemmer, der ikke mister borgerrettigheder ved at modtage offentlig hjælp. Det princip sejrede endeligt med forsorgsloven i 1961 mens Kampmann var statsminister.

Der blev skabt et samfund, som sammen med andre skandinaviske samfund blev beundret mange steder i verden. Fra slutningen af tresserne kaldte man denne samfundsform for velfærdsstat og efterhånden oftere og oftere velfærdssamfund.

Som ingen anden formidlede Kampmann med en enestående evne til at tænke nyt den hurtige omstilling af Danmark fra langsom økonomisk vækst i efterkrigsårene til et industrialiseret og urbaniseret højvækstsamfund i 1960’erne. Journalist Poul Smidt har med en gennemresearchet, omhyggelig og velskrevet biografi gravet dette fyrværkeri af et menneskeliv frem af glemslen. Biografien er et formidabelt monument over et ekstremt velbegavet menneske, stor i både dyder og lyder.

kultur@k.dk