Selvom der var efterkrig og kold krig, flød 1960'erne over med højkonjunktur og en ung vild tro på, at verden var ny og kunne åbne sig, i hvilken retning det skulle være. Ikke mindst inden for kunst og kultur skete der en hel masse, som fundamentalt ændrede blikket på, hvad der var muligt, og hvad kunst kan siges at være.
En række yngre kunstnere erklærede maleriet for dødt og udtrykte sig i stedet inden for andre genrer, hvis de da ikke blandede alle genrerne sammen til en slags total æstetik. Et multi-media-mode- og musik-mix. Kunstscenen blev rent faktisk en scene, hvor alt kunne ske. Der blev lavet happenings og aktioner, hvor værket i sig selv ikke længere havde den store betydning, men hvor processen var det vigtigste. Det gjaldt ikke målet, men rejsen dertil.
Den blev for nogle lang, vilter og syret, og nogle endte i Thy-lejren eller i fristaden Christiania, hvor festen tilsyneladende aldrig holdt op. Før den så alligevel gjorde det med ødelæggende konsekvens.
På kanten af 1970'erne afløstes utopierne gradvist af misbrug - ideologisk, menneskeligt og socialt.
Men utrolig meget blev sat i skred inden. Kunstakademiet i København fik et alternativ med Den Eksperimenterende Kunstskole, hvor den storskæggede profet Poul Gernes huserede sammen med sine brødre, der blandt andre talte Stig Brøgger, Peter Louis-Jensen, Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard. Filmmiljøet fik sit alternativ med ABCinema, hvor Jørgen Leth og konsorter skød de mest avantgardistiske film, og kvinderne meldte sig på banen og på Børsen med aktioner, kønskamp og selvbevidst nøgenvælde. Hey, Jytte Rex, Kirsten Justesen og Lene Adler Petersen!
Inspirationen blev i høj grad hentet i den amerikanske popkunst med dens raffinerede brug af hverdagens masseproducerede trivialiteter og i den amerikanske minimalisme med dens stramme og formelle no nonsense-formsprog. Gentagelsen og monotonien og det bevidst afpersonaliserede blev det nye sort. Ofte i bogstaveligste forstand, hvor sorte stænger og kasser indtog rummet som en slags modspil til alle de psykedeliske pangfarver og polkaprikker. Det hele ledsaget af et lydspor med hylende, overstyrede elektriske guitarer - vilde ting, der fik hjertet til at synge.
Epokens rigdom af udtryksformer og eksplosivt virrende liv helt ude på kanten har fascineret lige siden. Ikke mindst fordi talentmassen var så overvældende og formsproget så radikalt nybrydende. Som fotografen og journalisten Kaare p udtrykker det i kataloget, der ledsager udstillingen på Brandts: ”Jeg sugede det til mig, da jeg levede midt i det. Jeg lever stadig midt i det. Jeg lever stadig.”
Ja, 1960'ernes kunst og kultur lever stadig, og celebreres af nye generationer af kunstnere, Tal R eksempelvis, og af nye generationer af kuratorer, forskere og forfattere, Peter Øvig Knudsen eksempelvis. Eller nu Anne Krogh, der har kurateret den aktuelle udstilling på Brandts, ”Painting the 1960s”. Den lægger sig i forlængelse af den tilsvarende udstilling på Statens Museum for Kunst i år, der også havde en engelsk titel: ”What's happening”. Ud over ordspillene er det engelske en reference til, at kunsten i 1960'erne blev international og globaliseret.
Kunsten og kunstnerne var på rejse i den vestlige verden, og slog sig også ned i Danmark, hvor de skabte et værre tabernakel, Addi Köpcke og Joseph Beuys i København og Piero Manzoni i Herning, og så alle drengene og pigerne, der ville lege med henne om hjørnet og ude på heden.
Ingen udstillinger om 1960'erne kan i sagens vildtvoksende natur rumme det hele. Hverken udstillingen på SMK eller på Brandts prætenderede og prætenderer dette. Der er tale om nedslag, øjebliksbilleder og skæve snit igennem tidens støj og tågede ruiner. Hvor udstillingen på SMK og det tilhørende katalog var seriøst forskningsbaseret, er udstillingen og det tilhørende katalog på Brandts mere legende og tilbagelænet og i flere tilfælde bygget på personlige erindringer, ikke mindst fra skribenter som Jørgen de Mylius, Kaare p og Lasse Jensen, mens Elisabeth Delin Hansen og Anne Krogh sørger for den faglige forankring af tiden og dens kunstformer.
Udstillingen begynder helt nede i bunden af Brandts, hvor en væg af tidens ikoniske pladecovers tager imod, og bevæger man sig ovenpå til udstillingsrummene, ledsages man af lyden fra datidens radioreportage, hvor betagede og benovede, ja bevægede speakere kommenterer de første mennesker på Månen i 1968. I 1960'erne var man langt ude, helt ude, hvor man ikke kunne bunde. Den ny tids grænsesprængende og bevidsthedsudvidende kunst, mode og fotografi kontrasteres på udstillingen af 1950'ernes atomare trussel og eksistentielle angst i sitrende værker af Richard Mortensen og Palle Nielsen, mens Asger Jorn bliver en slags overgangsfigur, der også leger med i 1960'erne med modifikationer og Situationistisk Internationale.
Der er meget held og hasard over 1960'ernes kunst. Tænk, hvor ramte Hein Heinsen rent med sine sinuskurver, og tænk, hvor fuldstændig skarpt Poul Gernes bogstaverede sig igennem kunsten og farvernes skala. Gernes' værk bare vokser med tiden, i betydning, rækkevidde og mangfoldighed. Per Kirkeby er selvfølgelig også manifest til stede med sine lak-på-masonit-billeder, skabeloner og popkunstcollager, træfsikkert og talentfuldt. Her vises også sjove ting af Sven Dalsgaard og en ung anderledes Per Arnoldi, og tøvende, halvt forvitrede skulpturelle skridt ud i rummet af Ib Braase og Thomas Bang. Stram minimalisme af Kasper Heiberg og gedigent spøjse elektronikbilleder af den for mig ukendte William Soya. Læg dertil de mættede, atmosfærefyldte fotografier af Viggo Rivad og Gregers Nielsen. Deres visuelle historier holder fuldstændig til tidens tand.
Utrolig meget af epokens kunst er der jo ikke, fordi den er taget af tiden. Blæst bort med vinden. En performance eller aktion forsvinder med øjeblikket, hvis den da ikke fanges yndefuldt, morsomt og manende af kameraet som Lene Adler Petersens herostratiske aktion på Børsen i 1969. Men i de fleste tilfælde er alt, hvad der bliver tilbage, en efterklang. Erindringer fra tidens aktører, der ofte forvandles til mytologi, forskydninger og fortrængninger, som tiden går. Det er klogt i den proces, hvor mytologier bliver til og vokser ovenud af tiden, at inkludere Peter Øvig Knudsens refleksioner over kildernes troværdighed i udstillingskataloget. Han skrev dem i forlængelse af arbejdet med bøgerne ”Hippie 1-2”, hvor Øvig Knudsen blev slået af, hvor forskelligt mennesker huskede de selv samme begivenheder.
Det er tankevækkende at have dimensionerne mellem løgn og sandhed, iscenesættelse og blokeringer på en udstilling som ”Painting the 1960s”. For blev noget malet op, blev noget også malet over, da kunstnerne tog maleriet ned af staffeliet og satte kunsten fri i rummet.
kultur@k.dk
