Klummesamling viser den tænksomme Tiedemann

Erling Tiedemann døde 26. december 2015, 83

Tiedemann var god til at variere stoffet, og især var han fænomenal, når det gjaldt om på ganske få linjer at trække en stor og principiel problemstilling op, skriver anmelder om Tiedemanns klummer. Erling Tiedemann døde 26. december 2015, 83 år. Foto: Jakob Boserup

bog
Four stars
Tiedemann valgte gerne de fiffigste argumenter og spidsede dem til med ironi, så den enkelte klumme kom til at bestå i en samling lavmælte udsagn.

Netop afdøde Erling Tiedemanns klummesamling om etiske spørgsmål demonstrerer stor pædagogisk sans

Anden juledag døde Erling Tiedemann, tidligere amtsborgmester og formand for Det Etiske Råd, 83 år. Kristeligt Dagblads læsere vil kende ham som en flittig bidragyder til klummen Etisk set.

100 af disse klummer foreligger nu som gratis e-bog. De er blevet til over 10 år - fra 2006 til 2015 - og tåler sagtens at blive læst i ét stræk. Læseren konstaterer ikke selvmodsigelser eller afgørende revisioner af synspunkterne undervejs.

Tiedemann var god til at variere stoffet, og især var han fænomenal, når det gjaldt om på ganske få linjer at trække en stor og principiel problemstilling op. Erling Tiedemann var katolik og velbevandret i hele den katolske moralfilosofi.

Alligevel noterer man sig, at Tiedemann sjældent omtalte Gud eller Jesus. Tiedemann valgte gerne de fiffigste argumenter og spidsede dem til med ironi, så den enkelte klumme kom til at bestå i en samling lavmælte udsagn, der med deres egen helt upåagtede logik arbejdede sig hen mod en præcis konklusion.

Goethe skriver i digtet ”Willkommen und Abschied”: ”Es war getan fast eh gedacht” - det var gjort, næsten før det var tænkt. Og det sammenfatter i grunden den indvending, som Tiedemann i mange af sine klummer rettede mod nutidens beslutningstagere.

De har en tilbøjelighed til at handle, før de har tænkt de etiske aspekter ordentligt igennem, hvad enten det gælder fosterdiagnostik eller organdonation. Her tillod Tiedemann sig at skrælle alle slags omsvøb af en fremstilling for at isolere det centrale i snakken. Et eksempel: En teenagepige spørger sin mor, om moderen under graviditeten har været gennem fosterdiagnostik. Svaret er ja, og Tiedemann roser moderen for ærligheden, men føjer så til: ”Tilbage ligger nu en bevidsthed hos datteren, som hun må bære rundt på: 'Hvis der havde været noget i vejen med mig, ville de ikke have haft mig'.”

Sådan kan man jo godt ræsonnere, men mange vil nok finde, at det er et hårdt optrukket ræsonnement, der bærer præg af, at Tiedemann forsvarer et standpunkt, han har taget for tidligt, og at han altså lukker døren i stedet for at åbne den.

Der er fine overvejelser om buddet ”Du må ikke slå ihjel”, hvor Tiedemann skriver: ”Hvis en begrundelse for at tilsidesætte et absolut forbud skal være etisk holdbart, så må tilsidesættelsen være absolut nødvendig. Jeg må kun forsvare mig selv ved at slå en angriber ihjel, hvis det er absolut nødvendigt at slå ham ihjel.”

Tiedemann var ikke helt fri for en lille prætentiøs kant, men den opvejes af et stort engagement og en analytisk vilje, der på rette tid og sted fik ham til at spørge sig selv og læseren, om vi ikke her er inde i et kvalitativt forhold, hvor kvantitative målestokke derfor er misvisende.

For kan man gøre menneskelighed op i statistik og meningsmålinger?