I sine unge år stiller man ubeskedne krav til verden. Siden søger man ”meningen med livet”, indtil man ”en dag standses” af en indre røst, som spørger: ”Men hvem er du selv? Fra den dag kender vi intet andet spørgsmål end dette ene. Fra den dag er vort eget, sande jeg blevet den store sfinks, hvis gåde vi stræber at løse.”
Ordene er hentet fra Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”. Det er et af de fascinerende steder i litteraturen, som Flemming Kloster Poulsen slår ned på i sin nye bog. Flemming Kloster Poulsen er en varm fortaler for, at vi skal bruge litteraturen som ”inspiration til at navigere i vores eget liv”, fordi den skaber mulighed ”for indlevelse, spejling og erkendelse og dermed også et større, mere nuanceret og rummeligt menneskesyn”.
Under læsningen af hans nye bog fornemmer man da også overalt, at han er stærkt optaget af litteraturen og af at formidle den. Bogen er bygget op af 16 kapitler, der alle kredser om en eller flere fortællinger fra St.St. Blicher over Henrik Pontoppidan til Ida Jessen. Med udgangspunkt i eksistentielle temaer som død, sorg og kærlighed gengiver Kloster Poulsen centrale elementer af bøgernes handling og overvejer så, hvad de kan fortælle os om livet. Det er ikke akademiske litteraturanalyser, men folkelige refleksioner over litteraturen.
Tag nu gennemgangen af St.St. Blichers fortælling om hosekræmmerens datter Cecilia, som elsker Esben, men ikke må få ham for sin far, fordi den unge mand ikke er formuende. Faderens valg driver efterfølgende Cecilia ud i sindssygen og et bestialsk drab. Ifølge Kloster Poulsen demonstrerer Blicher et tragisk islæt i ”selve livet. Det er et vilkår, at vi rammes af vore egne forkerte valg, at vi påfører andre stor smerte, at vi forårsager andres ulykke”. Den korte fortolkning krydres med et centralt citat af Blicher, som et andet sted nævner ”den tynde skorpe mellem himmel og helvede”. Tilføjelsen minder os med Kloster Poulsens formulering om, at ”der skal så lidt til, før alt er forandret, og himmel bliver til helvede”.
Det er smukt sagt. Og der er grund til at glæde sig over Kloster Poulsens umiddelbare tilgang til litteraturen, når han som her rammer fortællingen på kornet.
Kloster Poulsens projekt er ikke blot prisværdigt, det er afgørende og væsentligt. Alle aspekter af bogen er imidlertid ikke uproblematiske. Mange af kapitlerne har tidligere været brugt i en mundtlig sammenhæng, hvor de uden tvivl har fungeret fremragende, men når man overfører et mundtligt oplæg til skrift, skal ordene raffineres.
Ikke mindst når man som her stykker flere oplæg sammen til en bog. Den proces er ikke ført til ende. Derfor bliver den sproglige kvalitet flere steder ujævn. Man savner ofte en højere grad af præcision. Samtidig er bogen præget af gentagelser.
Når det er sagt, må man dog retfærdigvis også fremhæve bogens kvaliteter.
Kloster Poulsen er dygtig til at finde og aktualisere elementer i litteraturen, som rammer læseren. Forfriskende er det for eksempel, at han dykker ned i Pontoppidans ”Lykke-Per”, ridser det eksistentielle grundspørgsmål op, ”men hvem er du selv?”, og indlejrer det i en vedkommende diskussion om sammenhængen mellem lykke og arbejde.
Det minder os om væsentligheden af at stoppe op, sætte sig ned og læse en bog.
Det diktum er i øvrigt del af en aktuel strømning med Sørine Gotfredsen og Svend Brinkmann som fremmeste fortalere. Og det bringer litteraturformidling i øjenhøjde med læseren.
kultur@k.dk