Den værste form for regering

Forbilledlig gennemgang af demokratiets mange sider

"Demokrati er den værste form for regering -- når man ser bort fra alle de andre", udtalte Winston Churchill engang. Her ses han sammen med Dwight D. Eisenhower, der var henholdsvis general og præsident i USA, samt den engelske feltmarskal Bernard Law Montgomery. -
"Demokrati er den værste form for regering -- når man ser bort fra alle de andre", udtalte Winston Churchill engang. Her ses han sammen med Dwight D. Eisenhower, der var henholdsvis general og præsident i USA, samt den engelske feltmarskal Bernard Law Montgomery. -. Foto: New York World-Telegram & Sun Collection/Wikimedia Commons.

Om demokratiet er der igennem tiderne blevet sagt meget – også meget sludder. Et af de mere sigende udsagn er dette af Winston Churchill, som bestemt ikke var nogen hykler: "Demokrati er den værste form for regering – når man ser bort fra alle de andre."

Det har naturligvis også fundet vej ind i denne udmærkede og meget tankevækkende bog om emnet, udgivet af den nu afgåede lektor i oldgræsk ved Københavns Universitet Mogens Herman Hansen.

Den fremstår som summen af et arbejdslivs systematiske arbejde med emnet, sikkert rundet af en oprindelig interesse for demokratiets rødder i det antikke Grækenland. Bogen er en blanding af en monografi, en håndbog og et leksikon.

Som bogens titel angiver, er det både demokratiet som styreform og som ideologi, der er i fokus. Samt som livsform, jævnfør budskabet i et meget ofte brugt referenceværk i den danske demokrati-diskussion, Hal Kochs "Hvad er demokrati?" fra 1945.

Hansen diskuterer indledningsvis en række forskellige definitioner af demokrati ud fra disse tre vinkler – han synes ikke, man skal blande dem sammen, men ender vistnok med at synes meget godt om denne definition i "Encyclopedia Britannica" fra 1955, som rummer elementer fra alle tre:

"Demokrati er en regeringsform baseret på folkets selvstyre og i moderne tid på frit valgte repræsentative institutioner og en udøvende magt, der står til ansvar for folket; samt en livsform baseret på den fundamentale antagelse, at alle individer er lige og har lige ret til liv, frihed (herunder menings- og ytringsfrihed) og stræben efter lykke."

Demokratiet manifesterede sig først som fysiske folkeforsamlinger i visse græske bystater. Det var Aristoteles, der anlagde den betragtning, at der findes tre måder at regere på, énmandsvælde – typisk monarki – fåmandsvælde, aristokrati og så folkevælde, demokrati. De tre havde en tendens til at afløse hinanden, efterhånden som folk blev trætte af dem.

Igennem de seneste århundreder er der unægtelig blevet fejet mange uhyrligheder ind under begrebet demokrati. "Demokrati er," som det rigtigt hedder i bogen, "blevet et hurraord, og at kalde en forfatning for demokratisk behøver ikke at betyde stort andet end 'Hurra for denne forfatning!'. Derfor kan det heller ikke nytte at definere demokrati ud fra, hvad vi ved om stater, der kalder sig demokratier."

Mogens Herman Hansen gennemgår en række aspekter ved det moderne demokrati i en række veldisponerede og velskrevne kapitler: det liberale demokrati, det konstitutionelle, republikanske, deliberative, direkte, repræsentative og så videre.

Det direkte demokrati er begyndt at spøge i de seneste år, ikke mindst på grund af forøgede elektroniske muligheder for at deltage i den politiske proces. Faktisk er det jo nu teknisk muligt at "spørge vælgerne" uge for uge om deres holdning til alle mulige og umulige ting, de ville kunne svare med et tryk på en tast – som når de stemmer ved Melodi Grand Prix.

Spørgsmålet er, om det er ønskværdigt. I kapitlet om det direkte demokrati finder vi endnu et af de krasse Churchill-citater:

"Det bedste argument mod demokrati er en femminutters samtale med en gennemsnitsvælger."

Hansen synes at mene, at gennemsnitvælgeren er bedre end sit rygte, om end det kan knibe for ham/hende med at fastholde inter-essen for den politiske proces.

Der er meget, der taler for det repræsentative demokrati og dets magtfiltre. Jo flere repræsentationer, jo bedre. Hvad angår det moderne vesteuropæiske demokrati, synes Hansen det minder om en skønsom blanding af alle Aristoteles' tre regeringsformer – det er "en kombination af politiske institutioner, hvoraf kun nogle er demokratiske, mens andre er aristokratiske og andre igen monarkiske".

Blandt de aristokratiske institutioner nævner han parlamenterne og forfatningsdomstolene, mens de monarkiske er præsident- og statsministerembederne.

Alt i alt en udmærket bog, der får luftet mange af den moderne demokratidebats dilemmaer. Man savner dog en mere pointeret diskussion af, i hvor høj grad demokrati egentlig hænger sammen med kulturel homogenitet. "I dag er stort set alle demokratiske stater blevet multietniske og multikulturelle," slår Hansen uden videre fast. Så enkelt er det vist ikke. Den stat, jeg lever i, er i hvert fald ikke multikulturel og bliver det forhåbentlig heller ikke.

Der er heller ikke nogen diskussion af sammenhængen mellem religion og demokrati, for eksempel ingen overvejelser om islams problematiske forhold til demokratiet, uanset at det må anses for at være et af de mest påtrængende problemer i tiden.

Endelig er også sammenhængen mellem velfærdsstat og demokrati underbelyst – det faktum, at den enkelte vælger i stigende grad organiserer sig og stemmer ud fra en klientrolle, ikke som helhedsansvarlig borger.

Det, som bogen behandler, behandler den forbilledligt og under iagttagelse af de bedste standarder for faglig formidling – om end stikordsregisteret desværre er differentieret på en sådan måde, at det bliver uoverskueligt.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Mogens Herman Hansen: Demokrati som styreform og som ideologi. 419 sider. 350 kroner. Museum Tusculanums Forlag.