Det er ikke, fordi Frans af Assisi har brug for det, men siden valget af den argentinske kardinal Jorge Mario Bergoglio til pave for tre år siden, er den middelalderlige umbriske helgen kommet til at stå endnu stærkere i den offentlige bevidsthed. De fleste katolikker, inklusive de kardinaler, der valgte den nye pave, var forbløffede, da Bergoglio tog navnet Frans.
Men siden er det blevet klart, at der heri lå en hel programerklæring. Frans af Assisi, ”il Poverello”, står som den diametrale modsætning til den institutionelle kirke med al dens magt og herlighed. Frans var den ydmyge helgen, hvis opmærksomhed i særlig grad rettede sig mod de fattige og umælende, mod dem i samfundets og kirkens periferi og mod dyrene og hele skaberværket.
At Frans' liv og gerning også appellerer til mennesker uden for den katolske kirke, er Hermann Hesses fine lille biografi ”Frans af Assisi” (1904), som Kristeligt Dagblads Forlag har udsendt for første gang på dansk, et fornemt eksempel på. For Hesse er Frans et udtryk for sand menneskelighed, fordi han i sin forelskelse i alt det, som Gud har skabt, peger tilbage på Gud og dermed fortæller sandheden om mennesket og dets liv.
Frans' søgen efter Gud, hans kærlighed og hans tiltro, ændrede fokus fra alt det, der begrænser menneskelivet, til alt det, der sætter det fri, fortæller Hesse. ”Det er denne tapre tillid, som gjorde ham hellig og har gjort ham til helgen, en trøster for utallige; det at han i sin nød ikke valgte nogen anden anfører end Gud selv.”
En sådan enkelhed kalder på en folkelig fremstilling. Hesses biografi er helt bevidst skrevet i et umiddelbart sprog som i en fabel eller en legende, der gengives levende i Anette Pedersens fine oversættelse. Det begynder med Frans' privilegerede opvækst i Assisi som den rige klædehandlers søn, hans trang til ære og berømmelse, hans omvendelse og hans opgør med sin far. Heri ligger et elementært drama, der for alvor får retning og mål, da Frans træder i karakter som prædikant og tiltrækker stadig flere disciple.
Men heri ligger også store menneskelige omkostninger i takt med, at hans orden vokser, og Frans' store ansvar slider på ham. Vi hører om hans higen efter ensomhed og hans intense bønsliv, der kulminerer med stigmatiseringen, modtagelse af Kristi sårmærker, på Alvernerbjerget i 1224. Intet under, at en flok lærker slog sig ned på taget af Frans' hytte og istemte en højlydt sang, da han døde to år senere.
Biografien er læst på en eftermiddag, men står i denne udgivelse ikke alene. Den ledsages af et udvalg af de mest populære Frans-legender gengivet af Hesse, inklusive Frans' prædiken for fuglene og tilblivelsen af hans Solsang, ”Laudato si”, der også blev titlen på pave Frans' rundskrivelse sidste år om klimakrisen. Dertil kommer en opsats om Frans, som Hesse skrev i 1905, og en vellykket legende af eget fabrikat, ”Blomsterlegen” (1919) om en episode fra Frans' barndom. Endelig får vi sat Hermann Hesses optagethed af Frans sat i perspektiv i et essay af litteraten Fritz Wagner fra 1986. Teksterne fra Hesses hånd klæder hinanden på tværs af de forskellige genrer og fortæller om arbejdet med at trænge ind til kernen af Frans' kald som menneske og som helgen.
Hertil kommer Hesses opslugthed af Frans som digter og af hans betydning for alle kunstnere ”for hvem han er blevet en forløser og en inspirator.” Hesse peger selv på Giotto som et eksempel, og de berømte fresker fra basilikaen i Assisi med scener fra Frans' liv er smukt gengivet i denne udgivelse. Men taknemmeligheden gælder tydeligvis også ham selv. Hesse er mest kendt for ”Steppeulven” (1927), der kritiserer mellemkrigstiden for dens åndløshed. Frans derimod ”opmuntrede trætte og fortvivlede sjæle til ny livslyst” og ”antændte en glød, som kun sjældent er blevet antændt af nogen digter”.
Den kendteste fremstilling af den hellige Frans' liv herhjemme er Johannes Jørgensens berømte biografi fra 1907. Den er mere omfattende, men det gør ikke Hesses beretning mindre ambitiøs eller vigtig. I begge tilfælde bæres værkerne af en stor kunstners dybe interesse for en af kristendommens helt store skikkelser, der på næsten 800 års afstand stadig formår at brænde igennem. Det er rigtig godt, at vi har fået Herman Hesses tolkning af Frans på dansk.
kultur@k.dk