Den politiske idédebat fylder meget i Danmark i disse år. Drabelige slagsmål udspiller sig i bloguniverser og på avisernes debatsider mellem yngre mennesker, der kalder sig for liberalister og konservative. Og den såkaldte værdikamp var en dominerende reference i 00erne. Men er det hele også lidt på overfladen? De historiske perspektiver og proportioner kommer sjældent til orde i debatterne, og det er også påfaldende, så lidt idépolitisk historie der er blevet bedrevet fra universiteterne i nyere tid.
Men måske lysner det så småt. En ny og stor antologi med titlen Liberalisme, redigeret af tre yngre historikere fra henholdsvis Syddansk og Københavns Universitet, tyder på det.
LÆS OGSÅ: Stort og småt om Dan Turéll
I international sammenligning har der været forsket meget lidt i dansk liberalisme, skriver de tre i forordet. Og spørgsmålet er jo, om det er, fordi vi simpelthen ikke har nogen stærk liberal tradition i Danmark. Det kan man godt have på fornemmelsen, og det giver bogen også et vist belæg for.
Det er en voluminøs og ambitiøs antologi, der kommer vidt omkring. Der er internationale koryfæer, aktuelle debattører og også artikler om emner, som måske kan forekomme lidt tilfældige. En mindre og mere fokuseret bog om dansk liberalisme havde nok været mere relevant for den almindeligt interesserede læser, men moderne universitetsansatte skal jo meritere sig, og på den baggrund skal bogen roses for også at række ud mod den offentlige debat.
Redaktørerne og flere af bidragyderne er inspireret af nyere paradigmer som begrebshistorie og intellektuel historie. Det betyder kort fortalt, at begreber kan skifte betydning afhængig af den historiske kontekst, og at bestemte miljøer, forudsætninger med mere er nok så afgørende for, hvordan man i en given periode opfatter liberalisme som en eller anden indre ideologisk begrebskerne. Det kan på den måde hurtigt blive en broget affære at kortlægge liberalismens idéhistorie, men på den anden side er det dejligt for os forskere, når der er arbejde mange år frem.
Da det er umuligt at nå hele vejen rundt om antologien, vil jeg i stedet for egen regning og risiko resumere den danske liberalismehistorie, man kan stykke sammen gennem de fortræffelige bidrag af redaktørerne og enkelte af bidragyderne:
I sit historiske udspring er begrebet liberal ikke så snævert bundet sammen med økonomi og markedstænkning, som det siden blev. En liberal var en fritænker, der orienterede sig mod borgerlige frihedsrettigheder og en fri forfatning og agerede i det urbane rum. Vi kender stadig denne oprindelige betydning, når vi anvender liberal i betydningen frisindet.
Det særlige ved liberalismen i det store danske perspektiv er, at den vandrer fra by til land og bliver knyttet til partiet Venstre. Dermed får den en vis folkelig forankring, som er atypisk i international sammenhæng.
De oprindeligt liberale var de nationalliberale, men de og dermed også betegnelsen liberal kom i miskredit efter nederlaget i 1864.
Brandes, Hørup og de kredse, der blev til Det Radikale Venstre, var på en måde de naturlige arvtagere til det urbane frisind, men de ville ikke vide af betegnelsen liberal. Liberalismen blev mod århundredets slutning afskrevet som en utidssvarende dogmatik, der også havde været opgivende over for det sociale spørgsmål.
Først i 1920erne sker der en terminologisk sammenknytning mellem liberalisme i økonomisk forstand og partiet Venstre. Partiet gik ind for frihandel som et led i sin varetagelse af landbrugets interesser, og modsætningsforholdet til det voksende Socialdemokratiet og reguleringspolitikken efter Første Verdenskrig skærpede den ideologiske profil.
At være imod regulering viste sig dog at være en taber-sag, da liberalismen og de frie markedskræfter blev holdt ansvarlige for den verdensomspændende økonomiske krise fra 1929 og frem. Liberalismen blev også i mellemkrigstiden set som generelt magtesløst over for massesamfundet, hvor mange så hen til de totalitære diktaturer på kontinentet som det nødvendige svar på tidens udfordringer. Mange præster og højskolefolk søgte mod Dansk Samling, som antologien dog ikke gør noget ud af, og partiets fusion af det nationale og det kristelige.
Efter krigen fremstod Venstre mere fleksibelt og afideologiseret; blandt andet indså man, at liberalisme og statsintervention kunne være kompatible med hinanden, fordi finanspolitik også kunne være i landbrugets interesse. Man prøvede dog et ideologisk modsvar mod velfærdsstaten med VK-planen i 1959, men den splittede partiet.
Thorkil Kristensen gik ud, fordi han var uenig i den økonomiske politik; mange højskolefolk bakkede ham op, og Venstre formåede heller ikke i disse år at udvikle en ny kulturel dimension i stedet for den historiske, der var ved at gå under med landbokulturens forsvinden.
Karakteristisk nok lod partiet sig ikke repræsentere ved det berømte Krogerup-Louisiana-møde i 1960, hvor Socialdemokratiet blev hovedaktør i koblingen af velfærdsstat og kulturpolitik. Præster og højskolefolk, der kunne have været partiets naturlige intelligentsia, gik i årene efter til venstrefløjen, blandt andet Socialistisk Folkeparti. Venstre kom til at fremstå som et åndløst, kulturløst og politisk slingrende parti.
Først i 1970erne kom der en intellektuel og ideologisk ilttilførsel med unge scient. pol.er som Bertel Haarder. En intellektuel liberalisme spirede på ny frem, og som i 1920erne skete det måske også primært som en reaktion, i dette tilfælde på 1968 og studentermarxismen.
I 1980erne fik den næring af det internationale liberale opsving med Reagan og Thatcher. I Danmark kunne Grundtvig nu gå hånd i hånd med liberale filosoffer som Hayek. Selskabet Libertas kommer fra 1986 og frem til at inkarnere et liberalt ungdomsoprør, hvor mange af de senere liberale profiler bliver skolet.
Anders Fogh Rasmussens indtog i Statsministeriet i 2001 kunne jo udlægges som den i dansk sammenhæng forkætrede liberalismes endelige sejr i Danmark. Men som bekendt blev hans regeringsperiode en skuffelse for de i egen selvforståelse ægte liberale, fordi han overtog såvel socialdemokratiske som nationalkonservative agendaer. Her er det snarere tænketanken CEPOS og partiet Liberal Alliance, der må ses som de konsekvente udløbere af liberalismens generelle genkomst i Danmark i nyere tid.
Som den aktuelle debat har vist blandt andet med antropologen Dennis Nørmarks ord om ånden fra Herning hænger anklagerne om åndsløshed og kulturløshed stadig over dansk liberalisme. De Konservative har for nylig anklaget Venstres kulturpolitik for at være markedsbaseret rindalisme, hvilket partiets kulturordfører ikke helt ville afvise.
CEPOS er monomant fikseret på lavere skatter, og når man meget gerne vil have en mindre offentlig sektor, er det også af omkostningsmæssige grunde og ikke så meget fordi man genopliver den klassiske liberale kritik af formynderstaten. Det er der ellers god grund til ifølge juristen Jacob Mchangama, der har skrevet et af de aktualiserende indlæg, der afrunder antologien. Ifølge ham er skellet mellem det offentlige og det private simpelthen ved at blive udvisket i disse år. Det ser mere og mere ud til, at vi betaler for velfærden med vores frihed. Temmelig besynderligt, at den problemstilling ikke bliver adresseret tydeligere af liberale røster i Danmark.
Men det skyldes måske bare det faktum, at liberalismen aldrig har været en stærk kraft i Danmark, og at Venstre ikke har en stærk ideologisk og politisk historie, der matcher partiets aktuelle størrelse og betydning. Man kan ikke engang fornemme sine egne naturlige mærkesager, når de ligger lige for snuden af én. Så polemisk formulerer antologien Liberalisme sig selvfølgelig ikke. Men der er budt op til dans.