På udstillingsstedet Rønnebæksholm uden for Næstved, har man en særlig evne til at trække kunstnere, der er gået lidt i glemmebogen, frem i lyset igen. Ikke for at fortælle skæbnehistorier, men for at se på de kunstneriske værker med et nyt og åbent syn. Hvad kan de sige os i dag?
Den tilgang gennemsyrer også udstillingen, som blev åbnet forgangne weekend, hvor kulturministeren også lagde vejen forbi: ”Grethe Bagge - farvepragtens magi”. Mange vil, som undertegnede, selvom de er bredt orienterede inden for dansk kunst, aldrig have hørt om Grethe Bagge. Det er synd, for Grethe Bagges værker er et fint bekendtskab, som også burde have fundet plads i den brede kunsthistorie.
Grethe Bagge er født i 1925 og dør i 2012. Hun er enebarn, og får ingen børn selv, men bliver boende i sine forældres lejlighed på Frederiksberg ved København. Som hun sagde i et interview her i avisen i anledning af sin 80-årsfødselsdag: ”Jeg er gift med kunsten.” Ved sin død testamenterede hun hele sit værk til Marjatta, en antroposofisk baseret institution ved Præstø for udviklingshæmmede, som hun tidligere havde udført større udsmykninger til. Grethe Bagge var optaget af antroposofien hele sit liv, en arv hun bar med sig hjemmefra.
Grethe Bagge uddanner sig som billedhugger på Kunstakademiet 1947-1955 og har stor succes i de tidlige år, blandt andet får hun Eckersberg Medaillen allerede i 1951. Hun udskifter dog skulpturen med tegning og maleri, hvilket også er lettere at håndtere på de mange rejser i klassikens Europa. Det er på en sådan rejse til Delfi i Grækenland, at hun i 1956 møder den ekspressionistiske maler Oskar Kokoschka, som hun siden bliver elev hos. Hans intense måde at arbejde med farven på får en afgørende betydning for hende: ”Kokoschka har lært mig at gå hensynsløst på motivet, at skærpe intensiteten og at bryde enhver hæmning af farvesensibiliteten. Bryder man disse hæmninger, løsner farven sig fra genstanden (“)”. Resten af sit liv helliger hun sig maleriet, og bliver senere leder af Frederiksberg Malerskole.
Selvom Grethe Bagges udtryk er varieret, forbliver hun inden for et ganske kendt malerisk og motivisk felt i hele sit virke. På en måde kunne man sige, at hun måske nok begynder som en samtidskunstner dengang i 1950'erne, altså med at være aktuel i sin tid, men at hun så at sige bliver overhalet af tiden, som hun måske ikke var specielt optaget af, qua det åndelige fokus. Ser man for eksempel hendes arbejder fra 1980'erne i relation til samtidens kunstscene, så virker Bagge bedaget. Men ser man hendes værker befriet fra den tidsmæssige kontekst, så er det en anden oplevelse, og det er den oplevelse Rønnebæks-holms udstilling, gerne vil give os.
På Rønnebæksholm viser man et bredt udsnit af Bagges produktion. Hvor stor den egentlig var, fremgår ikke. Værkerne er ophængt, så de præsenterer en tematisk vandring, fra de helt tidlige skulpturer og meget sprøde sort/hvide tuchlaveringer fra Grækenland bevæger vi os over i forskellige faser af hendes maleri. Der er ingen forklaringer undervejs, dem kan man læse i den lille folder eller i det mere udfoldede katalog.
Motivisk deler Grethe Bagges værker sig mellem naturskildringer, interiører samt portrætter og så en gruppe af et mere åndeligt/mytologisk tilsnit. Når hun maler de sidstnævnte, er det tydeligt, at hun ændrer stil, dels bruger hun violet meget mere, dels bliver hun blødere og mere følelsesfuld. Der hvor hun har mest at give, synes jeg, er i naturbillederne, som virkelig er kraftfulde og stoflige. Malet med en farveintensitet, som næsten opløser motivet i rent maleri. Det er, som om billedet hele tiden ligger og vipper mellem at være ren farveflade og så motiv og rum.
Tydeligt er det dog, at Bagge har brug for motivet, det er det, der giver hende strukturen, som farven kan udfolde sig over. Og måske er det også derfor. at de ”åndelige” malerier virker svagere; de har ikke det konkrete synbare som afsæt. Bagge maler ikke den farve, skoven har, men den farve, hun oplever ved at se på skoven. Hun bruger kontrastfarver og skaber nogle vidunderligt farvemusikalske udtryk for sol og skyggers spil. Når hun er bedst, har hun en særlig lethed og poesi over sig. Som når hun i lille lysende blåligt og sart rosa maler et så verdsligt motiv som en radio på et bord. Nærvær og poesi.
kultur@k.dk
