”De dage hvor himlen er fuld af let tåge ta'r solen fri, og der hvor den plejer at skinne er der et hul himlen”. Ordene er Dorte Karrebæks og danner optakt til hendes prisbelønnede billedbog ”Der er et hul i himlen”.
Kravler man med pigen i bogen op ad stigen og igennem hullet, åbnes for en dagdrømmende bevidsthed, der sansende og meddigtende forvandler dagens - for en voksen at se små og dagligdags - oplevelser til en strøm af indtryk og stærke indre billeder.
Bogen er en klassiker, og siden den udkom i 1989, er Dorte Karrebæk kravlet op ad stigen og ind igennem hullet i himlen så mange gange, at man næsten kan komme til at tage det, hun kan, for givet. Men hun er ganske enestående og formår som få andre netop at lade indre billeder komme til udtryk på en måde, der åbner for, at der kan digtes og drømmes videre.
Det viser hun atter i en ny bog, hvor hun som billedskaber ikke er til at komme uden om - selv om forfatteren i al pseudonymitet måtte tiltrække sig en del af opmærksomheden.
”Da Gud var dreng” har tekst af en, der kalder sig Sankt Nielsen. På forlagets hjemmeside har den ikon-lignende gengivelse af et forfatterportræt visse ansigtstræk til fælles med forfatteren Claus Beck-Nielsen, der i sit virke er optaget af temaer som navn og identitet. Sankt Nielsen skal være ”børnenes og de vilde syners skytshelgen”, og det kan være udmærket, men det blegner alt sammen som performative fiksfakserier ved siden af selve bogen, der er en respektaftvingende modig - humoristisk, klog og smuk - nyfortolkning af den bibelske skabelsesberetning.
Eller det vil sige, der er snarere tale om en prequel, som det kaldes, når man - ofte under indtryk af markant interesse for en serie, hvor der allerede er kommet en til flere sequels - kommer på at ville fortælle ikke bare fortsættelsen, men hvordan det hele egentlig begyndte. Og dermed få mulighed for at give en allerede velkendt historie et nyt afsæt.
”Da Gud var dreng” dvæler ved tiden, mens jorden er tomhed og øde, og der er mørke over urdybet - og hvad er det for en prik, der svæver i alt det sorte? Først ligner det en lysende klode set langt borte fra, så deler kloden sig som en celle i to og så fire, hvorudfra en larve rappeller sig ned, og en sværmer letter for på næste side at lande og prikke hul på d'et i ”Gud”, så blodet drypper og på næste side bliver til to røde striber, der farer hen over alt det sorte og mødes i en lille bleg og sammenkrøbet skikkelse med seks arme og seks ben og øjne spærret op i afventende rædsel.
Teksten lyder så vidt: ”Da Gud var dreng løb han omkring i det bare ingenting. Da Gud var dreng lå han vågen i mørket og ventede på at det skulle blive dag. Da Gud var dreng kunne han godt få lidt ondt i maven bare ved tanken”. For det bliver jo ikke dag, dagen findes ikke endnu, så ”dagen lang var det i virkeligheden nat”, og selv om der heller ikke er ”nogen eller noget at være bange for” i mørket, viser billedsiden de ækleste blålige bøhmænd.
I ord og billeder beskrives det, der er ethvert menneskes dybeste angst: at blive overladt til sig selv i et endeløst mørke - og denne angst skrives vel at mærke ind som baggrunden for selve skabelsesberetningen.
Dermed gives på paradoksal vis et punkt at knytte håbefuldt an til: en bevidsthed om, at også i dette mørke har Gud været. Og en erfaring af, at det er, da Gud er allermest fortvivlet, at der pludselig bliver lys.
Inden da er livet, der endnu ikke er, blevet kaldt frem i alfabetisk orden først i børnehøjde fra aftensmad til åndssvage idioter og så med Inger Christensen i kærlig erindring: ”Da Gud var dreng var der heller ingen Abrikostræer og ingen Bregner og ingen Cikader og ingen Duer og intet Efterår og ingen Fiskehejre”.
Men nu sker der noget for alvor. Gud tegner og fortæller og skriger ”ske min vilje” og ud af denne barnlige lyst og trods bliver verden til i al sin sammensathed: lyst og mørkt, godt og ondt, livet og døden, der lige så elegant kommer svævende ind fra siden i let og lys kjole og elfenbensfarvede knogler. Så er Gud ikke barn længere.
”Da Gud var dreng” er en moderne skabelsesberetning: Gud ser, at alt ikke er godt, og verden overlader han til sig selv, mens muren omkring den myldrende metropol er ved at kollapse. Selv benytter han lejligheden til at forsvinde ud i det blå. Hvis man ser efter, kan man tydeligt se, at der er et hul i himlen.
kultur@k.dk