Der er et yndigt land - også i randområderne

Affolkningen af landets randområder er et stort samfundsproblem, og hvis ikke Danmark skal risikere at brække helt over, må der snart handles

På Strynø er der børnepasning samt skole til og med 4. klasse. Derefter går børnene, som der i dag er cirka 50 af, i skole i Rudkøbing. Alle med folkeregisteradresse på Strynø rejser gratis med færgen. Det koster selvfølgelig kommunen penge, men at sælge øen til udenlandske oligarker eller andre investorer, fordi den ikke længere er rentabel, ville efter min mening være en skandale, skriver Niels Davidsen-Nielsen. Her billede af en gammel mølle på Strynø.
På Strynø er der børnepasning samt skole til og med 4. klasse. Derefter går børnene, som der i dag er cirka 50 af, i skole i Rudkøbing. Alle med folkeregisteradresse på Strynø rejser gratis med færgen. Det koster selvfølgelig kommunen penge, men at sælge øen til udenlandske oligarker eller andre investorer, fordi den ikke længere er rentabel, ville efter min mening være en skandale, skriver Niels Davidsen-Nielsen. Her billede af en gammel mølle på Strynø. Foto: Terkel Broe Christensen.

Gennem nogle år har jeg hver sommer aflagt visit hos en af mine venner, der har fritidshus i Tranekær på Langeland.

Da vi efterhånden har været stort set overalt på denne smukke ø, foreslog han, at vi i år skulle tage til Strynø, en lille ø på fem kvadratkilometer i farvandet mellem Tåsinge, Ærø og Langeland, en halv times sejlads med færge fra Rudkøbing. Vejret var ikke velegnet - koldt, blæsende og regnfuldt - men vi tog chancen, og efterhånden klarede det op.

I debatten om Udkantsdanmark er der for nylig sat fokus på de danske småøer. Ifølge en lektor ved Aalborg Universitet, Jørgen Møller, er det ”økonomisk galimatias at holde liv i de mindre øsamfund, hvor en håndfuld beboere skal serviceres med færgefart, skoler og anden kommunal service” (Politiken den 5. august).

Efter hans mening er det fornuftigere at lade professionelle investorer - for eksempel rige russere - drive øerne. En af de småøer, man kunne begynde med at sælge, er velsagtens Strynø, der i dag kun har 202 indbyggere (mod 694 i 1921). Heraf dog mange unge, der producerer økologiske landbrugsvarer.

Da færgen havde lagt til ved den lille bådehavn på østkysten, besøgte min vært og jeg Øhavets Smakkecenter, hvor der udstilles smakkebåde, sejl og marinebilleder, og hvor man kan se en udmærket 10-minuttersfilm om øens natur, kultur, historie og skibe. En smakke, lærte jeg, er et mindre skib, der for og agter har dæk, men i midten er åbent.

Tidligere brugtes det til transport af kreaturer, vogne og andre genstande samt som færgefartøjer til overførelse af post og gods. I dag kan man sejle Strynø rundt i smakkejoller med karakteristisk firkantet og rustfarvet sejl med den diagonale rå, der har givet smakken dens navn.

Det er også muligt at løbe øen rundt, for hver sommer arrangeres der et maratonløb, der tiltrækker flere hundrede turister.

Og hvad sker der så ellers på Strynø? Ved Letkøbsforretningen i Strynø by kunne vi læse, hvilke sociale aktiviteter man for øjeblikket kunne deltage i: udstillinger, musik og dans, rundbold og snakkekomsammen.

I byen står der en høj majstang, som øboerne velsagtens fejrer sommerens komme omkring. Og midt på øen ligger kirken, som man om søndagen kan bruge som sin åndelige tankstation.

Den 23. juli var der her i avisen et interview med tidligere videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (V) og forfatteren Jens Overgaard Christensen, der har slået sig ned i yderste klitrække i Staby i Vestjylland.

Her er ro, men ikke stilstand, udtalte de, og her ansporer naturen til at stille tilværelsens store spørgsmål. Det samme gælder utvivlsomt for det sydlige randområde, som Strynø sammen med de øvrige fynske øer repræsenterer.

Landskabet er smukt, ganske lavt ved kysterne og i midten indtil en halv snes meter med frugtbare, bølgende marker. Fuglelivet er stort og varieret, og i havet er der sæler.

På Strynø er der børnepasning samt skole til og med 4. klasse. Derefter går børnene, som der i dag er cirka 50 af, i skole i Rudkøbing. Alle med folkeregisteradresse på Strynø rejser gratis med færgen. Det koster selvfølgelig kommunen penge, men at sælge øen til udenlandske oligarker eller andre investorer, fordi den ikke længere er rentabel, ville efter min mening være en skandale.

Jeg læser, at man på lillebæltsøen Fænø, der nu er privatejet, for en mindstepris på 50.000 kroner om dagen kan købe fester, konferencer eller jagtture, hvortil kommer udgifter for bespisning fra Henne Kirkeby Kros eksklusive gourmetkøkken. En sådan fremtid håber jeg ikke, der tegner sig for andre småøer.

Affolkningen af landets randområder er et stort samfundsproblem, og hvis Danmark ikke skal risikere at brække helt over og ligesom Storbritannien blive ”a divided nation”, må der snart handles. Men at sælge småøerne eller plastre den jyske vestkyst til med betonhoteller, badelande og forlystelsesparker vil være et smertefuldt natur- og kulturtab.

Så er der trods alt mere perspektiv i at flytte nogle af landets statsinstitutioner til provinsen. Det bør ikke foregå over hals og hoved, for deres ansatte skal rimeligvis gives tid til at overveje, om de vil med eller ej. Men hvis de af familiære eller lokalpatriotiske grunde - og selvom Danmark er et lille land - foretrækker at være immobile, må det vel være deres eget ansvar at finde andet arbejde.

En anden mulighed, der var værd at overveje, er, om der ligesom i Norge kunne gives skattelettelser til dem, der bor i yderområderne.

Strynø er absolut værd at besøge, og jeg håber, at de, der har valgt at bo der, ikke risikerer at blive tvangsforflyttet.

Da de ejer bolig og jord på stedet, ville det jo kræve, at staten eksproprierede øboernes ejendomme, inden den solgte øen til pengestærke investorer. Så dårligt nægter jeg at tro, det officielle Danmark kunne finde på at behandle de ædle kvinder og raske svende, der bebor de danskes øer.