”Kunst- og Kulturcentret Tuskær” i Fjaltring i Vestjylland bliver måske alligevel reddet fra en truende lukning. Det landskendte kulturcenter har de seneste 30 år haft til huse i en eksproprieret strandfogedgård i de yderste klitrækker med Vesterhavet som nærmeste nabo, men har nu fået opsagt sit lejemål af Naturstyrelsen.
I stedet fik den 79-årige Elin Nilsson, som har opbygget og fortsat driver stedet, tilbud om at købe bygningerne for 1,65 millioner kroner. Penge, hun hverken har eller har udsigt til at få, så risikoen for lukning kom faretruende nær.
På det seneste er der dog nu håb om, at Elin Nilssons livsværk alligevel får lov til at overleve, efter et forslag, som i øjeblikket er til forhandling, om en ny lejekontrakt med en månedlig leje. Da Elin Nilsson for 30 år siden overtog den eksproprierede gård, var den i meget dårlig stand, og huslejen er gennem årene blevet betalt i form af vedligeholdelse af bygningerne. I løbet af de 30 år er de forbedret og udbygget for i alt op mod fire millioner kroner, inklusive 4000 timers frivillig arbejdskraft, oplyser Elin Nilsson.
Ifølge det nye forslag skal størrelsen af den månedlige husleje beregnes i forhold til disse forbedringer. Hvornår en afklaring foreligger vides ikke, da forslaget først skal igennem Finansministeriet, men Elin Nilsson er lettet. Hun tror på, at hendes livsværk bliver reddet.
”Det har jeg hele tiden troet. Jeg har hele tiden regnet med, at jeg nok skal få hjælp 'from upstairs', så jeg tror, det ender godt. Jeg har altid fået hjælp ovenfra, når det har set sort ud.”
Hvilket det gennem de 30 år har gjort mange gange med hensyn til økonomien, hvor pengene er sluppet op sidst på året, og Elin Nilsson har måttet gå på tiggergang og bede om henstand i bank og hos leverandører - eller pantsætte af sine sparsomme ejendele.
Tuskær får et driftstilskud fra Lemvig Kommune til el, varme, forsikring og bogføring, men drives ellers for egen regning og risiko via indtægter fra stedets forskellige aktiviteter: Udstillinger, kurser i kunst og kunsthåndværk, foredrag, sangaftener og koncerter. Der er bredde i udbuddet, men fælles for det hele er kravet om kvalitet.
”Det skal være noget, der også giver mig noget, ellers er der jo ingen idé i at bruge så meget tid på det her, som jeg gør,” fastslår Elin Nilsson.
”Vi laver ikke et arrangement, bare fordi der skal penge i kassen, men fordi vi gerne vil. God kvalitet koster måske lidt mere, men hvis vi ikke hele tiden prøver at gøre vores bedste, får vi jo heller ikke folk til at komme helt herud. Så kører man ikke 50 kilometer til et foredrag.”
Og det, der sættes til ved det ene arrangement, kommer nok ind ved det næste, mener Elin Nilsson, som ikke vil bekymre sig - heller ikke om, hvorvidt tiltroen til den opstillede redningsplan for hendes livsværk indfries.
“Jeg har lagt det fra mig nu, for man skal passe på med, hvad man går og samler af bekymringer. Det tager energien fra alt det konstruktive, man ellers kunne have brugt tiden på,” forklarer hun, mens hun skænker kaffe op i det ene af de to store udstillingslokaler, hvor Tuskær frem til 19. april viser en påskeudstilling med akvareller og tekstilkunst. Fra det kommende program i øvrigt kan nævnes et arrangement om Hildegard af Bingen i april, koncert med Odin Teatrets husorkester i juni og Elisabeth Zeuthen Schneider og Kristoffer Hyldig, der spiller Beethoven i juli. I løbet af vinterhalvåret arrangeres 20 sangaftener.
Gennem årene har Tuskær været drivkraft i og inspiration for det blomstrende kulturliv, der har udfoldet sig i Fjaltring og på Lemvigegnen i det hele taget. På internettet kan man på portalen Kulturkysten.dk finde en oplistning af egnens kunstnere og gallerier.
En anden væsentlig aktør i egnens kulturliv har været det grønlandske Tkak-teater, der drives af Elin Nilssons eksmand, Reidar Nilsson, og har til huse på en ejendom få hundrede meter nord for Tuskær.
Det blev sat i gang i forbindelse med Grønlænderhuset, som Elin Nilsson i 1970 fik åbnet i Holstebro som det første i Danmark. Hun underviste på dette tidspunkt unge grøn-lændere, som var kommet til Danmark for at videreuddanne sig, og så, at de manglede et sted, hvor de kunne være sammen i fritiden.
Da parret flyttede til Fjaltring, flyttede Tkak-teatret med, og Elin Nilsson åbnede siden selv Tuskær med kurser i vævning. Hun har selv lært at væve hos billedvæver Berit Hjelholt, har desuden en uddannelse som bevægelsespædagog og har taget linjefag i musik på seminariet. Hun har studeret Jung, dyrker yoga hver dag, og er ”næsten vegetar”, forklarer Elin Nilsson på spørgsmålet om, hvor hun i en alder af 79 år henter energien fra. For selvom Tuskær siden 1989 har været en selvejende institution, arbejder hun som ”født formand”. Det er fortsat hende, der står for den daglige drift, som i alle årene, og Elin Nilsson har ingen planer om at gå på pension.
Med havet som nærmeste nabo og midt i en imponerende forblæst vestjysk natur med langt til horisont og højt til himlen ligger Tuskær som et tilbud, hvor kunstnere, kursister og besøgende ”kan finde ro til fordybelse og hente ny inspiration og næring til de livgivende kræfter, vi alle besidder,” som det udtrykkes i en folder.
Et ”kraftsted”, kalder Elin Nilsson det, i en natur med plads til store tanker, som hun mener alle mennesker har brug for at tænke - og som her kan tænkes til lyden af havets evige bølgeslag, når den da ikke drukner i en vestenstorm.
“Den særlige natur, vi har her helt ude ved havet, gør noget særligt ved folk, når de kommer fra den travle storby. Jeg har det selv sådan, at jeg højst skal være i København en dag eller to, så er det nok.”
Elin Nilsson er vokset op i et købmandshjem på Møn, men besluttede, efter at hun første gang havde badet i Vesterhavet og mærket saltvandet på sin krop, at her ville hun bo engang. Sådan som hun også havde fået råd om det i en drøm: ”Find et sted, hvor solen går ned”.
Med på livsvandringen fra Møn til Fjaltring, og de stop der har været undervejs, har hun sin kristne tro. Som barn havde hun salmebogen liggende ved sin seng og sang morgensalmer.
”Jeg undrer mig over de præster, der siger, at de tvivler på Gud. Det forstår jeg simpelthen ikke, at man kan, hvis man ellers er opmærksom på det liv, vi har fået. Selv har jeg aldrig følt mig alene. Som mennesker oplever vi, at vi bliver prøvet, og vores opgave er så at forsøge at trænge ind til hvorfor, så vi kan lære af den modgang, vi udsættes for. Men selvom der kan være modgang, får vi jo meget, meget mere givet, som vi må huske at sige tak for.”
