Der gror aldrig mos på en rullesten

Ny dokumentar om The Rolling Stones’ seneste turné i Latinamerika fremstiller orkestret som rockhistoriens svar på befrielsesteologerne

The Rolling Stones satte dette forår Latinamerika i svingninger og morede sig også selv undervejs. –
The Rolling Stones satte dette forår Latinamerika i svingninger og morede sig også selv undervejs. – . Foto: Miracle Film.

The Rolling Stones er rockhistoriens mest filmede og fotograferede orkester. Det skyldes ikke bare, at det britiske band også er rockhistoriens længst eksisterende, men det faktum, at gruppens medlemmer er spektakulære – de ser simpelthen fantastiske ud!

Det har managers og mediestrateger været bevidste om fra gruppens debut i starten af 1960’erne og op igennem de formative år i 1970’erne. De ikoniske pladeomslag fra dengang blev skabt ud fra fotografier af epokens bedste fotografer, så gruppens medlemmer fremstod som en blanding af forpint og flamboyant ungdom, hvor den sensuelle skønhed med Mick Jaggers trutmund blev kontrasteret af den farlige og forførende dæmoni hos Brian Jones og Keith Richards.

Førstnævnte skrev sig ind i historien om tidens unge døde, sidstnævnte lever endnu mod alle odds og har efterhånden opnået en status, der overstråler Mick Jaggers.

Nogle af rockhistoriens bedste og vildeste koncertfilm og dokumentarer har igennem alle årene lagt alen til The Rolling Stones’ ry og berømmelse som et globalt musikalsk fænomen. Instruktører som Jean-Luc Godard (1968), Hall Ashby (1983) og Martin Scorsese (2008) har med The Rolling Stones i kameraernes okularer skabt nye standarder for, hvordan rockmusik og rockmusikere kan filmens, så det ikke ligner en flimrende musikvideo. Den aktuelle film ”Olé, Olé, Olé” er i den henseende ikke et nybrydende mesterværk, men interessant på en anden måde.

”Olé, Olé, Olé” er skabt som et bevidst modstykke til Albert og David Maysles ”Gimmie Shelter” fra 1970. Dokumentaren dengang skildrede The Rolling Stones’ nordamerikanske turné, der endte fatalt ved friluftskoncerten på Altamont speedwaybane uden for Los Angeles, hvor en tilskuer blev myrdet lige foran scenen af Hells Angels. Filmen er siden symbolsk tolket som 1960’ernes og ungdomsoprørets endeligt med bandets optræden og musik som en slags uheldsvangert lydspor. Den aktuelle film skildrer The Rolling Stones’ to måneders turné 2016 i Latinamerika, kulminerende med den skelsættende koncert for 1,2 millioner ekstatiske cubanere i Havana. The Rolling Stones anskues som en slags rockhistoriens svar på tidligere tiders befrielsesteologer, der i kraft af deres musik og globale betydning bryder stivnede og totalitært undertrykkende systemer ned og varsler en ny tid.

Selvom Fidel Castro kun overlevede Rolling Stones-koncerten med et halvt år, er den betydning, gruppen tilskrives i ”Olé, Olé, Olé”, jo klart for meget. Gruppens rejse igennem det sydamerikanske kontinent skildres som en slags musikalsk og revolutionær antropologi, hvor denne ansamling af aldrende, let dekadente og aristokratiske musikere fra det gamle britiske imperium transformeres til en slags opdagelsesrejsende på vej dybt ind i det latinamerikanske folkedyb.

Forløsningen udebliver ikke. Hvor end rullestenene kommer frem, mødes de af fans i alle aldre, der stort set optræder lige så hysterisk som pigerne i lårkort i 1960’ernes sort-hvide verden. Der er skønne unge kvinder med blottet kød og ældre herrer, der bryder sammen i gråd ved glimtet af Mick Jagger i en sort limousine. De latinamerikanske ”Rolingo superfans” eksponeres i blændende flotte koncertoptagelser som et folkehav i stormgang og ustyrlig bevægelse. Igen: det er for meget!

Men musikken er der ikke noget i vejen med. Nogle har på det seneste omtalt The Rolling Stones’ koncerter som en jukeboks af hits, men det holder nu ikke helt. Gruppens lyd er fortsat anno 2016 frapperende, og der er rygradsrislende øjeblikke i filmen, hvor der klippes mellem mættede næroptagelser fra scenen af eksempelvis sangene ”Out of control” og ”Midnight Rambler” og så kornede, nattetunge og hærgede gader fra den latinamerikanske storbyjungle.

De tre gamle originale medlemmer Mick Jagger, Keith Richards og den elskede Charlie Watts får hver deres momenter i filmen sammen med det ”nye” medlem Ron Wood, der kun har været med i gruppen siden 1975 og derfor ikke rigtig hører til.

Med deres furede fjæs ser Jagger, Richards, Watts og Wood jo fortsat helt fantastiske ud, ligesom alderens patina ikke skjuler, at de faktisk nyder at spille og stå på scenen og tage det nærmest ufattelige privilegium til sig, det er at findes og bade i folkehavet.

Men instruktøren Paul Dugdale er ingen Martin Scorsese, og der klippes for meget og for tit i ”Olé, Olé, Olé”, og for få sange høres i fuld længde. Men én suveræn sekvens midtvejs, hvor de musikalske tvillinger Mick Jagger og Keith Richards sidder i et omklædningsrum i São Paulo og spiller og synger en akustisk svingende, Hank Williams-inspireret udgave af ”Honky Tonk Women”, er hele filmen værd.

Så fire stjerner og Olé, Olé, Olé til The Rolling Stones, der om få dage også lancerer et nyt album ”Blue and Lonesome” med en række blues covers. Gruppen er tilbage, hvor det hele begyndte, og ved at slutte cirklen. Mosset har aldrig nået at få fat og gro på rullestenene.