Samuel blev kun 26 år, men havde længe været panisk over, at han havde svært ved at huske, og derfor eksperimenterede han med måder, hvorpå han kunne fastholde erindringen om noget særligt, både hos sig selv og hos den anden.
Ville den kvinde, Laide, som han forelskede sig i, for eksempel for altid tænke på Samuel, når hun drak vand, fordi han på deres første date langsomt hældte et glas vand ud over sig selv? Måske.
I hvert fald lykkes det for forfatteren Jonas Hassen Khemiri at få plantet billedet så tydeligt hos mig, at jeg har båret det indre syn af den dyngvåde yngling over for den overraskede kæreste med mig de sidste par dage.
Romanen, som Samuel på én gang er en fraværende og meget nærværende hovedperson i, hedder ”Alt det jeg ikke husker”, og er den svenske forfatters tredje roman. Han fik den store litteraturpris Augustpriset for romanen i 2015.
Hvor de to foregående, som begge er oversat til dansk, sprogligt var sprængt og mimede det multikulturelle Sverige, som Khemiri kommer fra og er optaget af at give en tiltrængt plads i litteraturen, er det i den nye roman formen, der er sprængt. Det er den, fordi der skal mange stemmer til for at prøve at fastholde, hvem Samuel var.
Hvem Samuel var, for udgangspunktet for romanen er, at Samuel, afrikansk far, svensk mor, ansat på Migrationsværket i Stockholm, er død. Kørt ind i et træ. Måske er det et selvmord, måske et uheld.
Khemiris alter ego, forfatteren, er også en aktiv spiller i romanen. Han havde kun perifert kendskab til Samuel, men er selv i sorg over en nær vens død. Og da han ikke kan skrive om det tab, kaster han sig over opklaringen af, dels hvad der skete den sidste dag i Samuels liv, dels hvem han egentlig var.
Romanen er et lille kor af stemmer, der i forskellige formationer fortæller om deres relation til Samuel. Den gennemgående stemme tilhører den hærdebrede Vandad, som Samuel boede sammen med, andre stemmer kommer fra blandt andre den demente mormor, veninden med kunstnernavnet Panteren og ekskæresten, den politiske Laide.
Langsomt tegner disse stemmer et mangefacetteret, og i sagens natur ofte modstridende, billede af den følsomme Samuel. Hvad betyder det for eksempel, når ekskæresten siger: ”Jeg tror, at jeg elskede ham. Slet tror. Jeg elskede ham”?
Elskede hun ham? Ville hun gerne have elsket ham? Eller vil hun gerne have nu, hvor han er død, at hun elskede ham.
I skolen blev Samuel drillet og kaldt Hættemågen, for ”Samuel var jo brun, men samtidig hvid”. Denne lille oplysning er en vigtig brik i forståelsen af, hvorfor Samuel var så rodløs og ledte efter klare definitioner.
Hvorfor han kunne gå ud og ind af flere forskellige klasser og miljøer, men samtidig skiftede farve efter, hvem han var sammen med. Som en ekstrem tilpasning. Måske vidste Samuel ikke engang selv, hvem han egentlig elskede, selvom det for den demente mormor er helt evident.
Romanen udspiller sig i et klassedelt Stockholm, hvor økonomien på en snigende, uhyggelig måde også er et stadigt parameter. Hvem betaler, hvem udnytter hvem? Har Laide ret i, at den kriminelle Vandad udnyttede Samuel, ligesom han også prøver at slå forfatteren for flere penge?
Eller er det ikke bare rimeligt, at forfatteren, som ikke magter at fortælle sin egen historie, men må snylte på andres, betaler Vandad for sin beretning?
”Jeg giver dig mine erindringer, mine historier. Der er en simpel logik i, at du giver mig en form for økonomisk kompensation.”
”Alt det jeg ikke husker” rejser mange spørgsmål omkring etik og økonomi, og samtidig er det en stærk og smuk roman, lydhørt oversat af Birgitte Steffen Nielsen, om kærlighed og venskab.
Om hvad det vil sige at kende et menneske – og også om alt det, man ikke aner om det menneske, man er, og alt for pludseligt var, tæt på.