Der skal fortælles om rædslerne

Clara Kramer overlevede holocaust ved at skjule sig i en trang krybekælder sammen med 17 andre polske jøder. Nu udkommer hendes dagbog fra mareridtet

Da tyskerne rykkede ind i Zólkiew i det østlige Polen, gik det for alvor op for Clara Kramer, hvad holocaust var. Og i halvandet år boede hun sammen med 17 andre andre jøder i en specialbygget bunker.
Da tyskerne rykkede ind i Zólkiew i det østlige Polen, gik det for alvor op for Clara Kramer, hvad holocaust var. Og i halvandet år boede hun sammen med 17 andre andre jøder i en specialbygget bunker. Foto: Privatfoto.

Dag ud og dag ind sad de 18 mennesker sammenkrøbet i den mørke, lavloftede krybekælder. Af frygt for at blive opdaget vekslede de så få ord som muligt. Menuen lød på lidt kogte kartofler. De skiftedes til at stille sig i et lille hul, som de havde gravet i jordgulvet for at kunne rette deres kroppe ud. Luften var kvælende, og om sommeren var heden så stikkende, at udslet og væskende sår spirede på deres svedende hud. Og hele tiden måtte de leve med en viden om de rædsler, der fandt sted udenfor.

De 18 jøder, som overlevede holocaust ved i 18 måneder at gemme sig i en specialbygget bunker i krybekælderen under den kristne familie Becks hus i den østpolske by Zólkiew, gennemlevede et ubegribeligt mareridt. Men de var også de heldige, for ud af Zólkiews flere end 5000 jøder slap blot 50 levende fra nazisternes folkemord.

Og det forpligter, siger den i dag 83-årige Clara Kramer, der var blot 15 år, da hun sammen med sine forældre og sin lillesøster kravlede ind i bunkeren. Derfor har hun i årevis viderefortalt sin personlige beretning om de mørke år, og i dag udkommer bogen "Claras krig", der er baseret på hendes dagbogsoptegnelser i kælderen, på dansk.

"Det er vanskeligt at fortælle den historie, men som en af de få heldige, der overlevede, er jeg nødt til det. Da jeg forlod kælderen, vidste jeg, at min liv ikke længere tilhørte mig alene. Det blev min pligt at gøre mig fortjent til at være blevet reddet," siger Clara Kramer, der i 1950'erne emigrerede til USA fra Israel og i dag bor i en hvidmalet villa i den stille forstad Elizabeth i New Jersey.

Der er en verden til forskel på den rummelige amerikanske villa med dens dybe, beige sofaer og bløde tæpper og hverdagen i bunkeren under det hus i Zólkiew, hvor den ubesindige, drikfældige Valentin Beck, der i lokalsamfundet havde ry for at være antisemit, blev 18 jøders usandsynlige redningsmand.

"Det er vigtigt at forstå, at det, som skete, både er en tragedie og en historie om overlevelse og om menneskelig tapperhed. Den mand satte sit eget og sin families liv på spil hver eneste dag. Der findes ingen større helt, og alt, hvad jeg har lært om kærlighed, mod og ære, har jeg lært af ham og hans familie. De viste mig, at intet er umuligt i livet," siger Clara Kramer.

Holocaust begyndte for Clara Kramer (født Schwarz) og hendes familie, da Adolf Hitler i 1941 brød den sovjetisk-tyske ikke-angrebspagt. Nazisterne rykkede ind i Zólkiew, der havde været sovjetisk kontrolleret, og byens jøder så til i rædsel, mens SS-officerer dræbte overrabbineren, tændte ild til synagogen og kastede de sørgende jøder i flammerne.

Jødeudryddelsen tog fart med daglige deportationer til koncentrationslejrene, og mange polakker i den tidligere så tolerante Zólkiew angav deres jødiske naboer for et par zloty og nogle liter vodka. Da Clara Kramers far desperat søgte efter et skjulested til familien, trådte Valentin Beck, hvis hustru havde været den velhavende jødiske families husholderske, overraskende til.

En decemberdag i 1942 krøb Schwarz'erne sammen med to andre jødiske familier ind i bunkeren, der var tilgængelig via en lem skjult i gulvet under Beck-parrets seng. Efter kort tid i kælderen fordampede deres oprindelige håb om, at krigen ville være overstået i løbet af få uger, og en dag bekendtgjorde Clara Kramers mor, at teenagedatteren skulle føre dagbog.

"Vi troede ikke, at vi ville overleve. Dagbogen blev meget vigtig for os, for når vi var døde, ville folk da i det mindste vide, hvad vi havde gennemgået," forklarer Clara Kramer.

Leveforholdene i den fugtige, snavsede bunker var miserable. De tre familier måtte finde en måde at bo sammen på på et areal, der ikke var meget større end en hestebås, og der opstod et sæt ubrydelige regler. Blandt andet udviklede der sig en ny formalitet mellem beboerne, der efter at have kendt hinanden næsten altid begyndte at tiltale hverandre "hr." og "fru" og indlede enhver udveksling med en høflighedsfrase.

"Det var en måde at bevare forstanden på. Vi ønskede at forblive mennesker. Vi nægtede at lade os forvandle til dyr," konstaterer Clara Kramer.

En anden regel var, at ingen talte, medmindre det var absolut nødvendigt. Der var naboer til begge sider af huset, og i perioder måtte den godhjertede, men kaotiske og vankelmodige svirebror Valentin Beck endda agere husvært for nazisoldater, der i månedsvis boede og sov lige oven over de forskræmte jøder i kælderen. Bare et nys kunne have betydet døden for dem alle.

"Det betød, at vi hver især var alene i vores mest fortvivlede øjeblikke. Men uanset, hvor ubærlig situationen var, så mistede jeg aldrig livsviljen. Mennesket vil leve. Man går ikke gladeligt i døden. Det er en utrolig kraft," siger Clara Kramer, hvis højtelskede lillesøster, Mania, omkom, da hun en dag under en ildebrand i huset i panik løb ud på gaden og ind i nazisternes arme.

Familierne i bunkeren var ortodokse jøder, og trods pinslerne forlod gudstroen aldrig Clara Kramer.

"Jeg tænkte nogle gange, hvorfor Gud mon tillod rædslerne, men jeg tvivlede aldrig på Guds eksistens. Troen var og er i selve min sjæl. Vi praktiserede ikke religion; vi levede religion," forklarer hun.

En julidag i 1944 rykkede russiske tropper ind i Zólkiew, og de blege og udmagrede jøder kunne efter halvandet år i krybekælderen kravle op i friheden. Glædestårer blandede sig med en stor sorg over de mange omkomne slægtninge og venner.

"Det var et lykketræf, at netop vi overlevede. Der er ingen logisk forklaring," siger Clara Kramer og viser et falmet billede af sin jødiske børnehaveklasse, hvor kun to ud af de 36 buttede børn overlevede holocaust.

Familien besluttede efter krigens afslutning, at de ingen fremtid havde i det kommunistiske Polen. De havnede i lejre i Østrig og siden i Tyskland, hvor de ventede i årevis på at rejse til det forjættede jødiske land i Palæstina. Lejren var ifølge Clara Kramer en "rugekasse" for kærlighedshistorier, og det var også der, hvor hun mødte sin mand, Sol.

"Hvor længe kan du holde ud at være frygtsom og knust? Livet fortsatte. Vi ville bare være normale. Folk giftede sig, og ni måneder senere kom der en baby, og hele lejren fejrede det. Sådan levede man dengang. Selv nægtede jeg at lade mine oplevelser kvæle min livsgnist. Den sejr fik Hitler ikke," siger hun.

Da Israel blev udråbt som stat i 1948, flyttede Clara og Sol Kramer til det nye land og blev der i otte år, inden de med deres to små sønner sejlede over Atlanten og slog sig ned i New York og siden New Jersey, hvor de fandt endnu et samfund af holocaust-overlevere.

Clara Kramer blev medstifter af the Holocaust Resource Foundation, hvis formål er at oplyse om folkemordet på jøderne. I flere årtier lå hendes dagbog i en bankboks, inden hun overdrog den til det amerikanske Holocaust Museum i Washing-ton, og for tre år siden hjalp journalisten Stephen Glantz hende med at omskrive den til "Claras krig".

"Det handler ikke om mig. Vores generation er ved at uddø. Hvem vil fortælle historien fremover? Det hjælper at vide, at vores vidnesbyrd er bevaret på tryk," siger hun.

Clara Kramer (fortalt til Stephen Glantz): "Claras krig. En piges dramatiske kamp for at overleve". Oversat af Lars Rosenkvist. Gads Forlag. Udkommer i dag. Bogen anmeldes i Bøger&Kultur-sektionen på lørdag.