”Dræb ikke en sangfugl” er en af de mest solgte amerikanske romaner nogensinde og en af verdenslitteraturens klassikere. 40 millioner gange er Harper Lees skelsættende klassiker langet over boghandlerdisken. Hvert år valfarter tusinder af turister til byen Monroeville i delstaten Alabama, hvor Lee blev født (i romanen med mange selvbiografiske træk hedder byen Maycomb).
Mærkeligt nok blev det aldrig til mere end denne ene roman fra Lee, men den rangerer til gengæld i mange undersøgelser som den næstvigtigste bog for amerikanerne, kun overgået af Bibelen. Sammen med Mark Twains klassiker ”Huck Finn” er Lees sydstatsroman en af de bøger, som amerikanske skolebørn med stor sandsynlighed har læst på deres vej i uddannelsessystemet.
Også i Danmark udkom romanen om advokaten Atticus Finch og hans vakse datter, Jean Louise Finch, kaldet Spejder, og nu genudsender forlaget Lindhardt&Ringhof den i Michael Tejns gamle oversættelse i en ny udgave.
Gennem hele ”Dræb ikke en sangfugl” er handlingen set gennem den niårige Spejders øjne. Der er meget, som hun ikke forstår; hun er et barn, der er ved at lære. Spejder er længe uforstående over for, at hendes sagførerfar tilsyneladende ikke udretter noget fornuftigt med synlige resultater, men bare går hen på sit kontor i Maycombs bymidte. Men en proces sættes i gang, da Atticus påtager sig en sag som forsvarer af en sort mand, der anklages for voldtægt af en hvid kvinde. Romanen slutter i kort begreb med, at Spejder indser, at verden ikke kun er god, og at retfærdigheden ikke altid sker fyldest.
”Dræb ikke en sangfugl” er derfor en syndefaldshistorie: Det onde er kommet ind i verden, finder hun ud af, og barndommens paradis varer ikke hele livet.
Harper Lee sagde engang, at romanen er et langt kærlighedsbrev til faderen, som hun betragtede som en rendyrket helt med stærke moralske principper. Og sandt er det, at romanens hovedperson, Atticus Finch, er godheden selv med en særlig rummelighed reserveret andre mennesker. Som han siger et sted i romanen: ”Man forstår ikke en anden, før man prøver at se på tingene fra hans synsvinkel (...), før man kryber ind i hans hud og ser på verden med hans øjne.”
Det er også helten Atticus, der giver romanen navn, med følgende ord til Spejder og hendes bror: ”I kan så for min skyld nedlægge alle de skovskader, I ellers kan få ram på, men husk, at det er en dødssynd at dræbe en sangfugl.”
Spejder undrer sig noget over, at Atticus bruger det markante ord dødssynd, som hun ikke har hørt fra hans mund tidligere, og spørger sig for hos naboen, Miss Maudie, som fortæller:”Sangfuglene gør ikke noget som helst andet end at kvidre for os og musicere dagen igennem (...), de foretager sig absolut ikke andet end at juble af hjertens lyst med de stemmer, den gode Gud har givet dem. Derfor er det en dødssynd at skyde en sangfugl.”
Forklaringen gør dybt indtryk på Spejder, og hun vender tilbage til den sidst i romanen.
”Dræb ikke ensangfugl” er et lillebyportræt, en syndefaldshistorie og et retssalsdrama, men den handler også mere generelt om fordomme og snæversyn i forholdet mellem sorte og hvide i USA. Dens enorme popularitet kan måske forklares ved, at den udkom samme år, som John F. Kennedy blev valgt til præsident, og en række markante borgerretsreformer trådte i kraft. Tiden var svanger med håb for den sorte befolkning, og borgerrettighedsbevægelsen havde vind i sejlene.
Sangfuglen er blevet læst som et symbol på de sortes undertrykte samfund - men romanen er også blevet kritiseret for at udtrykke hvid bedrevidenhed og handlekraft over for sortes passivitet. Romanens sorte er ikke noget i sig selv; kun i kraft af de hvides ondskab eller godhed får de liv, lyder kritikken. Forfatterkollegaen Flannery O' Conner var efter sigende heller ikke nær så begejstret som den øvrige samtid for ”Dræb ikke en sangfugl”, som hun mente var en børnebog, hvor alt var sort eller hvidt uden plads til kompleksitet og nuancer.
Hvad Harper Lee selv mener om både kritik og bestsellerstatus, blæser i vinden. Forfatteren, der blev født i 1926, lever endnu, men har siden bogens udgivelse været fuldkommen tavs. Ikke et eneste interview eller kommentar er sluppet ud fra huset i Monroeville gennem årene, og Lee er sammen med kollegerne J.D. Salinger og Thomas Pynchon amerikansk litteraturs store, tavse forfatter - en sjælden eremit i en medietid, der har modstået offentlighedens nysgerrighed.
Ganske meget i romanen menes at være selvbiografisk: Som barn var Lee en ”drenge-pige”, meget ligesom Spejder, og havde i skolen en elsket engelsklærer. Angiveligt ønskede hun tidligt at blive ”Alabamas Jane Austen”. Lees far var advokat, som Atticus, hendes mor hjemmegående, men selv forlod hun Syden og tog til New York, hvor hun blandt andre mødte den senere ligeledes verdensberømte forfatter Truman Capote, der skrev ”Med koldt blod”. Figuren Dill fra ”Dræb ikke en sangfugl” er modelleret over Capote. De voksede op sammen og fulgte hinanden, og der var endda engang spekulationer over, om Capote havde skrevet ”Dræb ikke en sangfugl”.
Om romanen er stor kunst, er svært at sige, fordi vi har vænnet os til, at moderne æstetik skal være kompleks, nuanceret og bestemt ikke opbyggelig for at kvalificere sig som vellykket. Se bare den aktuelle debat om Clint Eastwoods Irak-krigsfilm, ”American Sniper”, der kritiseres for ikke at være dobbelttydig og kritisk nok, men ”bare” er en film om en amerikansk helt.
Det er ikke nemt at lave heltefilm i dag, hvis man altså spørger på kritikerparnasset. I biografsalene, derimod, vælter folk ind for at se Eastwoods krigsfilm, ligesom ”Dræb ikke en sangfugl” som både bog og film altid har haft en ganske særlig folkelig appel. Og ikke få advokater kan tilskrive deres karrierevalg den amerikanske helt Atticus Finch.
De finlitterære kritikere kan derfor nok så meget spidse pennen og skyde på Lee og hendes helteportræt - så længe de husker, at det er en dødssynd at dræbe en sangfugl som denne fine, fine roman er.