Dagbladet Politiken udkom i går med et stort foto af David Bowie over det meste af forsiden, med en variant af samme motiv på hele anden sektions forside og en nekrolog af kritikeren Kim Skotte, som blandt andet skrev:
”For mig har Bowie betydet mere, end jeg kan sætte ord på. Han har været med til at slå tonen an i mit liv.”
De andre store morgenaviser, Berlingske og Morgenavisen Jyllands-Posten, viede halvdelen af forsiden til tilsvarende ikoniske afbildninger af David Bowie, og dagbladet Information havde ryddet hele forsiden til den britiske rocksanger i anledning af dennes død som 69-årig.
”Det her er det sørgeligste, jeg kan forestille mig nogensinde at skulle foretage mig i mit professionelle liv: at skrive David Bowies nekrolog,” skrev Informations redaktør for rytmisk musik Ralf Christensen.
Også i de elektroniske medier fyldte David Bowie meget, ikke mindst på DR 2, som havde ryddet hele aftensendefladen til dokumentarudsendelser og refleksioner over den stilbevidste rockstjernes lange karriere. Og de britiske aviser The Sun, Daily Mirror og Daily Star fyldte alle forsiden med samme foto som Politiken - fra albummet ”Aladdin Sane”.
Kristeligt Dagblad prioriterede anderledes og bragte en nekrolog over Bowie inde i avisen - dog med en henvisning fra forsiden.
Da Michael Jackson, den excentriske afroamerikanske sanger, der blev popmusikkens måske allerstørste hitmager og kassesucces, blev fundet død i juni 2009, var det stort i danske medier, men ikke så stort som Bowie.
Store danske forfatteres død - som Klaus Rifbjergs og Tage Skou-Hansens, der begge døde i 2015 - gik ikke upåagtet hen i medierne, men placeringen i avisen og skribentens personlige indlevelse nåede ikke de højder, som er beskrevet ovenfor. Faktisk er det ifølge en række iagttagere svært at forestille sig ret mange andre nulevende personer, som ville kunne afføde en lige så intens og følelsesladet mediedækning ved deres død.
”Som musikalsk berømthed var David Bowie i vægtklasse med nogle ganske få navne som Bob Dylan, Paul McCartney og Mick Jagger. Og det er svært uden for populærmusikkens verden at finde nogen som helst personer, som på samme vis fungerer som en fælleskulturel reference over hele kloden,” siger Nils Gunder Hansen, professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.
Han vurderer, at populærmusikken sammen med filmen har erobret den dominerende position som de kulturarter, der for alvor binder os sammen i en fælles dannelse. Tidligere havde litteraturen denne position, men ikke længere, Og mens kompetencerne i filmens verden er delt mellem instruktøren som den geniale hjerne og skuespilleren som det ikoniske blikfang, så var David Bowie en af de musikere, der fungerede som både instruktør og frontfigur i sit eget show.
”Bowie var vel et af tidens bedste bud på en overlevering af det romantiske kunstbegreb, altså dyrkelsen af det enkelte geniale individ, som skaber noget originalt. I moderne tid er der en opfattelse af, at vi hele tiden skal gå og skabe os selv og genopfinde os selv som individer, og få har fungeret bedre som rollemodel i den henseende end netop David Bowie,” forklarer Nils Gunder Hansen, som konstaterer, at mange moderne mennesker finder en sådan spejling i et menneskeligt ikon mere relevant end at dyrke en religion.
Nils Gunder Hansen tilføjer, at de sociale medier i de senere år er blevet yderst effektive til at bidrage til denne selvskabelsesproces, og de sociale medier har også spillet en væsentlig rolle i helgenkåringen af David Bowie, idet dette forum giver ikke kun anerkendte rockredaktører og kritikere, men alle mulige andre et rum til at publicere en tekst om, hvor nært forbundet med Bowie de følte sig.
”Jeg er blevet lidt overrasket over, hvor mange og hvor følelsesladede reaktioner, der er kommet. Over at han virkelig har betydet så meget for så mange som leverandør af 'soundtracket til deres liv', som mange formulerer det,” siger Nils Gunder Hansen.
Men selvom mange hylder David Bowie, kan man godt få en fornemmelse af en lukket loge. Sangeren Anne Dorte Michelsen tillod sig på Facebook at give den kommentar, at omtalen af Bowie fuldt ud havde ”demonstreret den hvide, intellektuelle mands totale dominans i vores hjemlige musikkritik. Tydeligvis har Bowie haft enorm indflydelse hos dette segment.”
Men efter flere hundrede vrede reaktioner fra andre Facebook-brugere, måtte hun renoncere og lade Bowie-folkene have deres sorg i fred.
Ifølge Stig Hjarvard, professor i medievidenskab ved Københavns Universitet, er der flere mediemæssige kabaler, som er gået perfekt op i forhold til, at David Bowies død kunne brænde igennem på forsiderne. For dels var han en stor og kendt stjerne, men derudover havde han ikke lige været overeksponeret i medierne, men nyheden om hans død kom omtrent samtidig med nyheden om hans comeback-album.
”Vi har haft en del mediehistorier i de senere år om rockens store, gamle mænd, som gjorde comeback. Bowie havde vi ikke hørt fra længe. Hvis Leonard Cohen døde i morgen, ville opmærksomheden nok blive mindre, fordi medierne har fortalt historien om ham for nylig,” siger han.
Stig Hjarvard tilføjer, at det heller ikke er uden betydning, at David Bowie ved siden af det musikalske var en mester i show og iscenesættelse, herunder som model til det foto med sminket ansigt, som fyldte alle avisforsiderne. Havde det været en eminent dygtig guitarist, men samtidig en mand, der så ud som alle mulige andre, var han nok ikke kommet på alle forsiderne.
”Desuden kan det jo ikke udelukkes, at David Bowie havde en alder, som gjorde, at han betød noget særligt for lige præcis dem, der forvalter kulturstoffet i medierne netop nu,” siger han.
Dette sidste er ifølge Morten Michelsen, lektor ved Institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet og forsker i de seneste 200 års vestlige populærmusik, altafgørende, Han konstaterer, at David Bowie formentlig ikke er den pop- eller rocksanger, som samlet set har gjort indtryk på flest mennesker. Men for lige præcis de mennesker, som i David Bowies kunstnerisk mest interessante periode i 1970'erne var unge journalist- eller humaniorastuderende poeter, udgjorde David Bowie noget helt særligt.
Og det er lige præcis disse mænd - som i dag er i 50'erne - der bestemmer, hvad der skal på forsiden af avisen og skrives i nekrologen.
”Jeg har tænkt over, om der overhovedet er nogen, der kunne opnå samme omtale, og jeg tror det ikke. Selv Bob Dylans død ville nok blive omtalt massivt, men ikke med så personligt følelsesladede indgangsvinkler som teksterne om David Bowie. For den generation af journalister, som levede deres ungdom gennem Bob Dylan, er gået på pension,” forklarer Morten Michelsen.
Som ekspert i populærmusik er han ikke et øjeblik i tvivl om, at David Bowie indtager en særposition i dette univers. Men samtidig erklærer han, at han ”får ondt i maven over mediernes forsøg på at ophøje David Bowie til stor kunst”. For et af Bowies væsentligste bidrag var netop at gøre op med forestillingen om stor kunst.
”Vi er hinsides diskussionen om stor kunst. Vi er i massekulturen, hvor højt og lavt blander sig med hinanden. David Bowie gav ikke så mange svar, men var utrolig dygtig til at stille spørgsmålet 'Hvem er jeg' på en måde, der føltes vedkommende. Men Bowie var ikke for fastholdere, og tirsdagens nekrologer var i den grad fastholdende. Hvis jeg skal tale i klichéer, var Bowie som en sommerfugl, der flagrede rundt, og noget af det, han lavede, var godt, noget var skidt. Med mediedækningen blev sommerfuglen sømmet op på et bræt og konserveret,” siger Morten Michaelsen, som vurderer, at selv når en folkekær dansk sanger som Kim Larsen dør, vil medierne være meget mindre rørstrømske:
”Han betyder meget for mange, men det er de forkerte mennesker i forhold til medierne.”
Med andre ord: Grænserne mellem finkultur og lavkultur er alligevel ikke visket ud. Der er bare dele af rock- og popkulturen, der har over-taget den position i finkulturen, som tidligere kun bestod af klassisk og til nød jazzmusik. Dette er også indtrykket hos Jakob Skjøtt-Larsen, sociolog og lektor ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, som har forsket i, hvad forskellige sociale lag i samfundet opfatter som fin og mindre fin kultur:
”Der er stadig genrer, som kun rammer et bestemt lag i samfundet. Dansktopmusik er kun for de kortuddannede, mens det er forbeholdt den veluddannede elite at høre Miles Davis. Men der findes enkelte kunstnere, som formår at nedbryde grænserne og bevæge sig på tværs i hele eller dele af karrieren. Her har vi nok forklaringen på hans store gennemslag. Ingen er for fin til at høre David Bowie.”