Det Afrika, vi ikke kender

Den flydende skole i Makoko, Lagos, Nigeria, er arkitekten Kunlé Adeyemis vision for fremtidens afrikanske kystbyer, hvor befolkningerne i stort antal bor i huse bygget på pæle. Husene er sårbare over for klimaforandringer og dermed oversvømmelser. Skolen er tænkt som en prototype, der kan genbruges til andre formål. Foto: Iwan Baan

Afrika er komplekst og mangfoldigt, og i virkeligheden kan man nok heller ikke tale om 'det afrikanske', da alle landene er vidt forskellige.

Afrika er et sted, som vi føler for og med, men ikke et sted, vi kender særligt godt. Det har kunstmuseet Louisiana nu sat sig for at ændre med en stort anlagt udstilling, der præsenterer samtidskultur fra det store kontinent i syd

I Djurs Sommerland kan man besøge ”Afrikaland”, der byder på forlystelser som Hottentotkarrusellen og Kannibalgryderne. I disse dage har organisationerne African Empowerment Center Denmark og Everyday Racism Project DK startet en underskriftindsamling med det formål at få det midtjyske sommerland til at lukke det, de mener, er racistiske forlystelser, der leder tankerne hen på kolonimagternes forbrydelser.

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i Nordsjælland har man ikke startet en underskriftindsamling mod racistiske forlystelser, men har med udstillingen ”Afrika - arkitektur, kultur og identitet”, der netop er åbnet, sat sig for netop at gøre op med generaliserende forestillinger om det enorme kontinent, der jo netop ikke er et land, som Nanna misvisende sang det i 1980'ernes populære støttesang ”Afrika”: ”Det land, som alle børn kender”.

At Afrika ikke er et land, men et enormt kontinent, visualiseres ved indgangen til udstillingen, hvor forskellige kort fortæller hver sin historie om verdensdelen mod syd. Værket ”True Size of Africa” (Afrikas sande størrelse) sætter fokus på størrelsesforholdet mellem Afrika og resten af verden ved at placere det meste af Europa, USA, Indien, Kina og Japan i det afrikanske kontinent.

Et andet kort viser mangfoldigheden i Afrikas oprindelige etniske grupper, endnu et gør os klogere på kolonihistorien, og et mere humoristisk indslag er et kort, der land for land klarlægger, hvilke discipliner ved vinter-OL folk har diskuteret mest på de sociale medier.

Udstillingen er den tredje og sidste i en trilogi, der er sat i værk for at undersøge den nye arkitekturs forbindelser med identitetsdannelse og kultur. I 2012 indledte museet med en udstilling, der undersøgte, hvordan det nordiske landskab og velfærdssamfundets værdier afspejler sig i den nordiske arkitektur. Den blev fulgt af en udstilling med fokus på det arabiske kulturområde, som ud over Den Arabiske Halvø også omfatter det meste af Nordafrika. I den aktuelle udstilling har man derfor koncentreret sig om landene syd for Sahara. Bevæggrunden er, at selvom Afrika er verdens næststørste kontinent, er det forbavsende, så lidt samtidskultur derfra der kommer vores vej.

Hvad har Louisiana så at sige om subsaharisk Afrika?

Svaret herpå lyder subtilt i et af udstillingens syv tematiske afsnit ”Om at høre til”. Her har udstillingens kuratorer, Kjeld Kjeldsen og Mathias Ussing Seeberg, ladet godt 30 fremtrædende afrikanske kunstnere, forfattere og arkitekter komme til orde. Hver især giver de deres bud på, hvad det vil sige at høre til. Eller ikke at høre til, hvilket gør sig gældende i den unge somaliske forfatter Diriye Osmans fortælling om at vokse op som homoseksuel i Somalia og Kenya.

Tilsammen danner bidragydernes udsagn en rig polyfoni, en art flerstemmighed. I gangen mod museets vestfløj, hvor værkerne udstilles, bombarderes man så at sige med indtryk. Det kan være svært at koncentrere sig om at læse en udstillingstekst, når man samtidig må forholde sig til lyde og fortællinger på fremmede sprog fra flere ophængte skærme. Det kan virke overvældende. Men det er også meningen, fortæller museumsinspektør Kjeld Kjeldsen.

”Afrika er komplekst og mangfoldigt, og i virkeligheden kan man nok heller ikke tale om 'det afrikanske', da alle landene er vidt forskellige. Derfor bliver man mødt af ikke én, men mange stemmer og ikke ét udtryk, men mange udtryk, når man går ned ad gangen,” siger han og forklarer, at et vigtigt sigte med udstillingen er at nuancere det billede, mange danskere har af det store kontinent. Et billede af et kontinent præget af elendighedsfortællinger om bundløs fattigdom, aids og ebola, korruption, sult, tørke og folkemord. Som udstillingens anden kurator, Mathias Ussing Seeberg, udtrykker det:

”Louisiana forsøger altså at flytte fokus fra de gængse elendighedsfortællinger, hvor sande de end måtte være isoleret set, over på andre fortællinger om at leve og bygge og bo i lande som Burundi, Gabon eller Senegal. Fortællinger, der er lige så sande, men som ikke fortælles ofte nok. Og fordi de ikke fortælles, skævvrides vores billede af kontinentet.”

Og bevæger man sig længere ind i udstillingen, får man syn for sagen. Særligt centralt i udstillingen er arkitekturen, der så, i Louisianas ånd, suppleres af samtidskunst. Det har været vigtigt, fortæller Kjeld Kjeldsen, at sammensætningen af udstillingen fandt sted i samarbejde med afrikanske samarbejdspartnere og andre kyndige på området.

I det tematiske afsnit ”Storbyerne vokser” finder man ifølge museumsinspektør Mathias Ussing Seeberg det eneste dyr, der indgår i udstillingen. Og dyret, en hyæne, finder vi ikke på savannen, men under en motorvejsbro i udkanten af en nigeriansk storby. Her er den afbildet i snor og med mundkurv af den sydafrikanske kunstner Pieter Hugo, der har fotograferet den sammen med ejeren, en såkaldt hyænemand.

Hyænemænd tæmmer og optræder med deres hyæner og fungerer samtidig som en slags medicinmænd. De bliver dermed et billede på den stigende urbanisering, der finder sted på det afrikanske kontinent, hvor folk nok søger mod byerne, men tager mytologien og traditionen fra landet med sig. Et andet aspekt af urbaniseringen er en opståen af uformelle boligområder, der ser forskellige ud fra storby til storby, men har det tilfælles, at de ikke er planlagt af en stadsarkitekt eller vedtaget af et byråd, men bygget af de mennesker, der lever og bor i byerne.

Udstillingen giver flere eksempler på sådanne uformelle boligområder og på, hvordan forskellige arkitekter udvikler nye boformer i tæt samklang med lokalbefolkningen, hvor forhåndenværende materialer, allerede eksisterende kreativitet og de aktuelle behov og forhold dikterer arkitekturen. I Nigerias største by, Lagos, var dette også tilfældet, da Nlé Architects udviklede en flydende skole. Byen ligger ud til det store laguneområde Makoko. Her bor omkring 100.000 mennesker i simple huse bygget på pæle. Bydelen vokser hurtigt, men klimaforandringerne gør, at både huse og skolebygning jævnligt oversvømmes. Arkitekten bag skolen, Kunlé Adeyemi, fortæller, at han ønskede at hjælpe befolkningen i slumområdet.

”Men jeg ville også gerne lære af dem. Det fascinerer mig, at man kan bygge så hurtigt og ud af ingenting. Da jeg forhørte mig, om vi skulle lave noget sammen, udtrykte lokalbefolkningen ønske om en bæredygtig skole, der ikke ville blive ødelagt af oversvømmelserne. Sammen udviklede vi designet og byggede skolen. Den flyder på 256 blå 'balloner' af plastic og er trekantet, da det er den mest stabile form,” fortæller han om skoleprojektet, der er støttet af FN.

Ikke kun i storbyerne, men på tværs af subsaharisk Afrika er det ”at skabe rum” af betydning. Måske derfor er det titlen på endnu et af udstillingens syv tematiske afsnit. Det handler om at skabe et fysisk, socialt og åndeligt sted, hvor ofte kontrasterende og modsatrettede kræfter i verden og lokalsamfundet kan eksistere sammen.

En duft af nyfældet, afbarket piletræ fylder næseborene i mødet med den vestafrikanske arkitekt Francis Kérés værk ”Louisiana Canopy” (Louisianas baldakin), og i øregangen lyder hanegal. Installationen er arkitektens egen analyse af sin hjemstavn, en lille landsby i Burkina Faso. Som så mange andre steder i subsaharisk Afrika spiller træet en særlig rolle for forståelsen af rum, da det er naturens helt enkle måde at skabe skygge og læ på. Derfor udspiller der sig helt naturligt et socialt liv herunder. I arkitektens hjemby, Gando, samles de ældre for eksempel under en lignende baldakin lavet af træ og plantefibre for at diskutere vigtige emner. Den nyopførte baldakin er bygget i den nordiske træsort pil for at understrege brugen af forhåndenværende, lokale materialer. Den består af en udhængende loftskomponent og et åbent samlingssted nedenunder. Loftet er leddelt, og gennem det flyder et programmeret lys, der følger solens gang i hjembyen. Siddende i installationen kan landsbyens liv følges på opsatte skærme og fornemmes i et rigt lydtapet.

Udstillingen er omfattende og breder sig over store dele af museets areal, men alligevel, understreger man fra Louisianas side, er der tale om nedslag, da ingen udstilling kan beskrive og analysere så stor en sammenhæng udtømmende.

Er nedslagene da vellykkede? Det mener lektor ved Center for afrikastudier på Københavns Universitet Stig Jensen.

”Udstillingen er til et rent 12-tal. Den har blik for diversiteten og mangfoldigheden, og langt hen ad vejen lykkes det museet at få gjort op med den forsimplede måde at se Afrika på. Man fornemmer, at museet har samarbejdet med flere kyndige på området. Og så er udstillingen superflot kurateret,” siger han og fremhæver en særlig oplevelse, han havde i mødet med udstillingen. I det afsnit, der handler om de voksende storbyer, kan man som beskuer gå ind i udstillingen, op på en balkon.

”Det er en fin detalje, for når man er i Afrika, opdager man hele tiden nye ting, ser ting fra nye vinkler og konfronteres med det uforudsigelige i ét væk,” siger han og bemærker, at udstillingen ikke sniger sig op på et gammeldags 13-tal, da den også rummer mindre svagheder.

”Man har forsømt det mere sanselige omkring Afrika. Mødet med den røde, sandede jord, varmen, lydene, duftene og støvet, der trænger ind alle steder. Og så er det hele næsten for pænt, men Afrika er også kendetegnet ved at være grimt og slidt. Det kunne man godt have indarbejdet i eksempelvis et slags sansehjørne,” siger han og glæder sig over, at det i vid udstrækning er lykkedes at undgå ”den hvide mands” blik på Afrika og lade afrikanerne selv komme til orde.

”Da jeg deltog i åbningen, noterede jeg mig, at mange herboende afrikanere deltog og virkede enormt stolte over det flotte billede, udstillingen giver af Afrika,” siger han.

Den ghanesiske arkitekt og ekspert i afrikansk arkitektur Joe Osae-Addo peger netop på, at udstillingens succes ikke kun kan måles på, hvad den fremviser, men i lige så høj grad på, hvem der ser den.

”Det er mennesker, der konstituerer Afrika. Derfor er det vigtigt, at udstillingen er i dialog med de afrikanske samfund i Danmark,” siger Joe Osae-Addo, der overordnet set er henrykt over, at Afrika får opmærksomhed, hvilket, fortæller han, gør sig gældende for tiden i mange europæiske lande, der sætter udstillinger op.

”I sagens natur er det her en dansk udstilling, der ser Afrika med danske øjne, dog med bidrag fra afrikanere. Vores historie er til alle tider blevet fortalt af andre, og det er vigtigt, at vi som afrikanere også selv fortæller vores historie. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvordan udstillingen havde taget form, hvis det var en afrikaner, der var kurator,” siger han.

Udstillingen åbnede i torsdags og kan ses indtil den 25. oktober.

TV: Se Louisianas video om udstillingen her