Det danske sprog er i skred

Jørn Lund,

Jørn Lund, sprogprofessor. Foto: Leif Tuxen.

Har dansk mistet fodfæste, når ord som kanon og fedt erstatter bedårende og fortrinligt? Ikke ifølge formanden for Dansk Sprognævn, Jørn Lund, der i ny bog fremhæver, at sproget som altid bare er i udvikling

Seriøst du skal læse den her. Jørn Lund giver den max gas med de sygeste analyser af det danske sprog.

Sådan står der på forsiden af formand for Dansk Sprognævn Jørn Lunds nye bog. Ordvalget lyder nogenlunde som reklamen for unges drukparadis Sunny Beach, der er refereret længere inde i bogen som illustration af, hvordan det danske sprog kan se ud anno 2014.

I bogen Dansk i skred giver Jørn Lund alt i alt 52 sproglige opstrammere til læseren og forklarer, hvorfor bødker, nefalygte og gylp er på vej ud af det danske ordforråd, mens smartphone og app er kommet til.

Om udviklingen er positiv eller negativ deler danskerne. Men den er et uundgåeligt faktum, understreger Jørn Lund, mens han sidder foran sit bagtæppe af reoler fra gulv til loft i hjemmet i Bagsværd, hvor bogtitler som Litteraturens stemmer og Dansk identitetshistorie giver hans ord ekstra vægt.

LÆS OGSÅ: Mange af vores yndlingscitater er falske

Den 68-årige professor i dansk sprog, sprogforsker og formand for Dansk Sprognævn har været optaget af det danske sprog, lige siden han som lille dreng var med sin lægefar på sygebesøg hos de lokale på Djursland. Den unge Jørn blev hurtigt opslugt af, hvor forskelligt folk talte, afhængigt af hvor de boede, og hvad de lavede.

Intet er tilfældigt i sproget. Man slæber sin baggrund og hele sin fortid med sig. Og de gloser, man kender, spejler det liv, man har haft. Det har jeg altid været fascineret af, fortæller han.

Siden har fascinationen udmøntet sig i Dansk rigsmål 1-2 og Den store danske udtaleordbog sammen med professor Lars Brink, 40-50 bogudgivelser, faglige afhandlinger, ugentlige klummer i Politiken og deltagelsen i et væld af radio- og tv-programmer.

Jørn Lund oplever, at der er en stigende interesse for sproget i det danske samfund. Det kan han blandt andet se ved, at der siden årtusindskiftet har været nedsat tre regeringsudvalg med ham som formand for de to. De har haft til opgave at gøre status over det danske sprog og vejlede om, hvordan det skal udvikles og sikres. Men i virkeligheden er det stort set umuligt at styre sproget, bortset fra den officielle retskrivning.

Mange tror, man kan dreje på nogle knapper, hvorefter vi får et ordentligt sprog hvilket vil sige et sprog som den ældre generations. Men det kan man ikke. Sprognævnet kan råbe og skrige, men sproget udvikler sig, og det har det gjort lige siden Gorm den Gamle, siger han.

Jørn Lund medgiver, at det kan skabe en vis forvirring, når det at gøre nogen en bjørnetjeneste eller at forfordele andre med årene har fået den stik modsatte betydning. Men alternativet er, at en generation sætter sig solidt på det danske sprog med påstanden om, at det er deres forståelse og brug af det, der er korrekt. Og det giver ingen mening, mener professoren.

Sproget har altid udviklet sig. Jeg har undersøgt alle substantiver, vi har haft de seneste 1000 år, og næsten ingen har bevaret deres betydning, siger han.

Det danske sprog er derimod under pres fra andre sider. For med til interessen for sproget hører vores brug af blogs og sociale medier. De skaber en sproglig arena og legeplads, som alle kan tilgå, hvor nye ord opstår, og hvor sproglige fejl ikke tages nær så højtideligt, mener Jørn Lund. Men de tager også tiden fra at være sammen, tale sammen og dermed også vores evne til at skrive sammenhængende og korrekt, tilføjer han.

Nogle genrer som brevet og julekortet er ved at forsvinde helt. Skolerne har mindre tid til skriftligt arbejde. Vi er optaget af mobilen og fjernsynet frem for at tale sammen. De nye medier tager altså meget tid fra de andre kontaktformer. Hvor mange sidder for eksempel i dag og læser i en bog i to timer?, spørger Jørn Lund og svarer selv:

Ikke mange. På den måde er der ikke de samme næringsveje til sproget længere, siger han.

Samtidig skaber det et sprogligt skred, at der ikke er så mange samtaler på tværs af generationer, mener Jørn Lund, og dermed ikke den samme sproglige udveksling. Konsekvensen er, at ord og talemåder uddør.

Men uanset hvad man måtte mene om det, er der ingen tvivl om, at udviklingen af sproget er som et damplokomotiv, der ufortrødent futter derudaf, og som afspejler vores kulturelle og personlige udvikling.

Førhen stammede en del idiomer fra Bibelen for eksempel at skille fårene fra bukkene eller at sætte sit lys under en skæppe. I dag henter mange derimod udtryk fra sportens verden, og det at få det røde kort, have en sparringspartner og gå efter manden frem for bolden hører derfor til hverdagssproget. Udtalen udvikler sig også, så det for manges vedkommende i dag ikke en præst men en prast, der står foran alteret.

Men langt mere problematisk er det, at alt i dag enten er fantastisk, vildt og kanon eller helt fucked, mener Jørn Lund. Der er gået inflation i det danske sprog, hvilket betyder, at vi sprogligt kun bevæger os i toppen eller bunden er skalaen. Og det udvisker nuancerne.

Dermed mister vi præciseringsmuligheden, og det forenkler verdensbilledet. Der er sket en form for neoekspressionisme, hvor vi bruger kraftige udtryk for at overdøve vores egen usikkerhed og gøre indtryk på andre, siger han.

Og tendensen er værd at holde øje med. Ligesom tendensen til, at en masse ord ryger ud af den danske retskrivningsordbog. Man skal bare ikke glemme, at mange nye lige så vel kommer til, og at den sproglige nuancering ikke nødvendigvis var mere udtalt tidligere, tilføjer Jørn Lund.

Vi må ikke glemme, at de fleste førhen havde manuelt arbejde og ikke tid til at dyrke andre interesser. Jeg tror ikke, at en almindelig dansker i 1910 havde et større ordforråd end en dansker i dag. Der forsvinder mange ord, men der kommer lige så mange til, fordi sproget afspejler samfundets udtryksbehov. Når vi får noget nyt at tale om, må vi have nye gloser, så vi kan sætte ord på verden, siger Jørn Lund, der har besluttet sig for ikke at være bekymret, som han udtrykker det.

Og selvom han som så mange andre kan være ved at kløjes i kaffen, når han hører eller læser ungdommens sproglige frimodighed, glæder han sig også over den.

I 1950erne havde vi de stille piger og de hæmmede drenge. I dag er ungdommen verbalt aktiv. Så kan man i stedet af og til korse sig over, hvad der kommer ud af munden på dem, siger han.