Det, der kommer fra neden, skal også have støtte fra oven

Man skal passe på ikke at smadre det kulturliv, som opstår inden for den folkeoplysende verden, mener Niels Glahn, generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening. Beskæringer på finansloven truer højskolernes økonomi

Niels Glahn, der er generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening, vil gerne se teaterkoncerten ”Imagine” med John Lennons tekster og musik på Aveny T på Frederiksberg. -
Niels Glahn, der er generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening, vil gerne se teaterkoncerten ”Imagine” med John Lennons tekster og musik på Aveny T på Frederiksberg. - . Foto: Leif Tuxen.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er den amerikanske forfatter Anthony Doerrs roman ”Alt det lys, vi ikke ser”. En stor litterær oplevelse, som samtidig giver en indlevende beskrivelse af Anden Verdenskrig set fra nuancerede perspektiver.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på din nogensinde?

Erik Fosnes Hansens ”Beretninger om beskyttelse 1” var en meget stor læseoplevelse. Det er forskellige historier om forskellige menneskers liv under helt særlige omstændigheder. Det er helt fantastiske historier og skæbnefortællinger, som er skrevet på en meget indlevende måde. Man kommer ind i en verden, som man ikke troede eksisterede. Bogen bærer også præg af forfatterens utrolige viden om enkeltområder, for eksempel biernes liv og astronomi. Man aner, at der kommer en fortsættelse på disse mennesker liv, og vi er mange, der nu har ventet i årevis på toeren.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Jeg har ikke været i teater eller til koncert for nylig, men jeg vil rigtig gerne til teaterkoncerten ”Imagine” med John Lennons tekster og musik på Aveny T på Frederiksberg.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Det er svært at fremhæve en, men genremæssigt vil jeg fremhæve især den klassiske musik, selvom jeg synes, at jeg har en ret bred smag. Jeg har været til mange klassiske koncerter igennem min opvækst, og musikken tyr jeg til, når jeg forsøger at hvile lidt mere i mig selv, end jeg har for vane i det daglige.

Hvilken koncert har du senest været til?

Det var i januar med DR's Big Band og Curtis Stiger. De spillede Count Basie-arrangementer. Det var en stor oplevelse.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

I disse sparedage er det nærliggende for mig at sige, at man skal passe på ikke at smadre det kulturliv, som opstår inden for den folkeoplysende verden. Det kulturliv, som opstår ude omkring i landet, hvor mennesker mødes og har muligheder for selv at sætte noget i værk. Det fortjener støtte. Det, der kommer fra neden, skal også have støtte fra oven.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Installationskunst, der er bøjet i neonlys.