”Tænk nu hvis” er en roman af den 21-årige Johanne Bille. En autofiktiv roman, som vi kalder det for tiden, men i bund og grund en ret ukompliceret fortalt selvoplevet fortælling om, hvordan det opleves for et ungt menneske, når en højt elsket far fra den ene dag til den anden er væk.f
Johanne Bille mistede selv som kun 19-årig sin far, forfatter, journalist og rockanmelder gennem en menneskealder Torben Bille.
Den unge hovedperson i ”Tænk nu hvis” er vokset op med den frygt, som mange børn med ældre forældre må kende, frygten for at miste. Hun har altid været angst for at miste ham, den 44 år ældre far. Passet på ham. Haft svært ved at flytte hjemmefra, ladet være med at bekymre sig om ham. Men nu er hun på vej. Smækforelsket. Aflyser en middagsaftale med sin far for at være med kæresten. Og så kommer telefonopkaldet.
Pludselig handler det ikke mere om en frygt, tabet er en realitet. Og som altid kommer realiteter bag på en. Man kan ikke forberede sig på et andet menneskes pludselige død, skønt det er, hvad den unge hovedperson har gjort hele livet.
Johanne Bille skriver godt og på mange måder ret ligefremt, næsten konstaterende; sådan er det altså. Samtidig med at hun har fundet en balance, som lader beskrivelsen være almen, skønt den i sagens natur er dybt personligt erfaret. Det er godt gjort.
Jeg savner måske lidt refleksioner over, hvad det betyder at miste en far, som også var en offentlig figur, hvormed hans død også bliver et mere offentligt anliggende end normalt. Er det mon derfor, at den unge hovedperson lukker sig så hårdt om sin sorg, har sådan brug for at have den for sig selv?
Sorgens ansigt er ikke pænt:
”Jeg væmmes ved mig selv. Jeg væmmes ved mit ansigt, som synes grimmere for hver dag, der går. Det rynker sig sammen i en smertefuld grimasse - grimt. Mine lår støder mod hinanden, når jeg tager et skridt. Det lyder som et barn i regnbukser. Mit hår spalter fra spidserne til hovedbunden. Det lægger sig om mit ansigt som spindelvæv. Mine øjne bliver grå. Alt bliver gråt.”
Og tålmodigheden med andre menneskers velmenende forsøg på at være deltagende bliver mødt af raseriets voksende dæmon: Det er min sorg, du gør dig intet begreb om den, så hold dig væk.
Sorgen er et egoistisk fænomen, man ser ikke andet end sig selv og sit tab, det må den unge hovedperson også sande, da det på et tidspunkt går op for hende, at hun stort set ikke ved noget om sin tålmodige kæreste.
Og på et tidspunkt må man vælge, om man skal blive boende i sorgen, som også er et ly for andre mennesker, eller om man kan rumme, at et andet menneske også har en brændende historie, som er lige så gyldig som ens egen:
”Og jeg får røde ører og kinder af skam, for jeg forstår pludselig, hvordan det sidste år må have været for dig. Vores første år. Jeg ser din tålmodighed, Jeg ser din opmærksomhed, din overbærenhed. Jeg ser mig selv fortælle timelange historier om ham uden at forstå, at du har lige så mange historier at fortælle.”
Jeg tror, Johanne Bille kunne have flere historier at fortælle. I hvert fald er denne, den første, fortalt med en meget fin, ung og ukunstlet energi. At det indimellem kan blive lidt for sentimentalt, det kan man faktisk godt bære.