Færre og færre stiller ind på DRs kloge kanal

Tilbagegang er ikke nødvendigvis bekymrende, mener både ekspert og kommentator

P1 har fået færre lyttere, men de danskere, der stiller ind på P1, bliver på kanalen længere end tidligere. Her er det P1's vært Dorte Krogsgaard.
P1 har fået færre lyttere, men de danskere, der stiller ind på P1, bliver på kanalen længere end tidligere. Her er det P1's vært Dorte Krogsgaard. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR.

Færre danskere end tidligere stiller ind på P1, når de vil høre radio. Antallet af ugentlige lyttere er det seneste år faldet fra 678.000 til 646.000, og det til trods for sidste års omlægning af sendefladen, der skulle gøre radiokanalen bredere og tiltrække nye lyttere. Det skriver Politiken.

Lektor og medieforsker ved institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet Henrik Søndergaard mener dog ikke, at det dalende lyttertal er videre problematisk. Han påpeger, at man ikke udelukkende kan bruge faldet til at konkludere generelt angående P1's udvikling.

”Min vurdering er, at man skal se på mere end bare antallet af lyttere. Man skal for eksempel også medregne, om nye, yngre lyttere er kommet til, mens nogle ældre er faldet fra,” siger han og henviser dermed til den primære udfordring for P1: At kanalens nuværende ældre kernelyttere med tiden vil forsvinde af naturlige årsager.

Mediekommentator Lasse Jensen, der tidligere var vært på P1-programmet ”Mennesker og Medier”, er enig i Henrik Søndergaards udlægning.

”Nedgangen er ikke så stor, så jeg mener ikke, den er af særlig betydning,” siger han.

Også Lasse Jensen mener, at det kunne være interessant at undersøge, om faldet er et resultat af flere unge lyttere, men til gengæld et tab af dem, der er oppe i årene.

”For så kunne det lige så godt være en succeshistorie,” tilføjer han.

Lasse Jensen peger desuden på, at der generelt er en tilbagegang i traditionelt radio- og tv-forbrug. I stedet streamer eller downloader flere forbrugere tv- og radioprogrammer via internettet, og det antal er ikke med i opgørelsen på P1.

Ligeledes bruger den enkelte lytter længere tid på kanalen, når radioen så endelig bliver tændt. P1's såkaldte ”share”, andelen af den samlede radiolytning, er de sidste syv år steget fra 4,8 til 6,4, procent skriver Politiken.

Siden 2008 har radiokanalen satset på liveprogrammer frem for eksempelvis dokumentariske radiofortællinger, men hverken Henrik Søndergaard eller Lasse Jensen mener, at dette skift har særlig betydning for det antal, der lytter med.

I stedet peger de begge på konkurrencen fra eksempelvis Radio24Syv, som har gjort det nødvendigt for P1 at revurdere sit indhold.

”Jeg har svært ved at pege på bestemte sider af kanalen, som skulle være problematiske. Det forekommer mig fornuftigt, at P1 prøver at ramme et yngre publikum ved at fokusere mere på liveradio. Og netop det at rydde op i de faste programmer har været nødvendigt, hvis kanalen vil skabe fornyelse og dermed få nye lyttere,” konkluderer Henrik Søndergaard.