Da Umberto Eco døde fredag i sidste uge, 84 år, mistede verden ikke, hvad de fleste nekrologer fokuserede på, alene forfatteren til romaner som ”Rosens navn” og ”Foucaults pendul”. Vi mistede også en afgørende kulturvidenskabelig forsker og europæisk intellektuel. En videnskabsmand, der insisterede på erkendelsens mulighed, og en debattør, der fastholdt oplysnings-tidens værdier. Sådan rister professor på Aalborg Univer-sitet dr. phil. Frederik Stjernfelt runen over Eco.
”Hans død er et meget stort tab - en skøn person både som romanforfatter, som forsker og som public intellectual,” fortæller Stjernfelt.
Eco voksede ifølge Stjernfelt både ud af og med tiden også væk fra den tradition, som filosoffer, antropologer og psykoanalytikere som Claude Lévi-Strauss, Michel Foucault, Roland Barthes, Jacques Derrida og Jacques Lacan udgjorde, og som i 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne dominerede de humanvidenskabelige fakulteter på de europæiske og amerikanske universiteter.
En tradition, som er gået under flere navne - strukturalisme, poststrukturalisme og dekonstruktion - og hvor man under inspiration fra den franske sprogforsker Ferdinand de Saussure udforskede liv, politik, kunst, viden og tænkning som sprog- og tegnsystemer. Og det var netop tegnlæren - semiotikken - der navngav Ecos professorstol ved universitetet i Bologna.
”Han var den første semiotikprofessor i Europa, og han har gjort enormt meget for både at introducere og udvikle den disciplin. Først som rendyrket fransk strukturalist og siden under påvirkning af den amerikanske semiotiker Charles Sanders Peirce som én, der tog kritisk afstand fra strukturalismen i ren form,” fortæller Stjernfelt.
Ecos udvikling som semiotiker spænder ikke alene over en teoretisk diskussion om, hvordan tegn kan være tegn for noget - om det hviler på en grad af lighed mellem tegn og ting, eller om det er et rent sprogligt fænomen. Det bliver, forklarer Stjernfelt, også en klassisk filosofisk og videnskabsteoretisk debat om, hvorvidt vores erkendelse af virkeligheden har objektiv gyldighed eller ej. For i radikal form hævder strukturalismen at ethvert sprog - også videnskabens - både er lukket om sig selv og vilkårligt.
”Det er selvfølgelig ikke en diskussion, der er blevet afgjort. Men jeg synes, at det var en skæbnesvanger fejl at opgive idéen om, at de tegnsystemer, vi kalder videnskaben, faktisk kan erkende aspekter af verden. Hvis man tager konsekvensen af det synspunkt, vil det jo undergrave vores vidensinstitutioner. Det forstod Eco også gradvis, og med hans bog ”Kant og næbdyret” endte han med at tilskrive realismen en vigtig plads i semiotikken. Det må man ikke glemme.”
Birgit Eriksson er lektor i æstetik og kultur ved Aarhus Universitet. I 1989-1990 drog hun som studerende til Bologna, efter hun havde læst ”Rosen navn” for at følge Ecos forelæsninger. Hun karakteriserer Eco både som en humoristisk og satirisk intellektuel, der forud for sin tid brød markskellene mellem finkultur og populærkultur ned.
”Det var noget af det, der fascinerede mig meget. Han tog populærkulturen alvorligt som en strøm af betydning, som cirkulerer, og som vi deler med hinanden. Han var god til at vise, hvordan magten over betydning - i et litterært værk, i en film, i politik - ikke kun lå hos afsenderen, men også hos modtageren. At fortolkning er en åben og vedvarende proces,” fortæller Eriksson.
”Både som forsker og som debattør var han en stor humanist, som med sin ironiske attitude hele tiden fastholdt åbenheden og tvetydigheden som et væsentligt træk ved virkeligheden. Det er i sig selv demokratisk.”
Tilbage hos Stjernfelt bliver pointen om den pointe udvidet. For at vi rent faktisk har og kan få erkendelse og viden om vores verden, spiller også for ham en afgørende rolle for Eco som europæisk intellektuel, hvis essays og kronikker blev trykt i aviser verden over. Eco bar oplysningstidens fakkel videre og konfronterede, hvad han fandt var formørkede idéer og bevægelser.
”Han var udogmatisk centrum-venstre stemme, der stod stærkt på de europæiske oplysningsværdier. Det gjorde, at han var en af dem, der ikke var bleg for at tage relativt hårdhændet afstand fra islamismen - han så meget klart, hvilken totalitær fare der truer fra den del af den islamiske verden. Men samtidig stod han fast på de humanistiske principper og Europas pligt til at yde humanitær bistand, for eksempel i flygtningekrisen. Den dobbelthed tiltaler mig,” siger Stjernfelt.
Umberto Eco bar Oplysningstidens fakkel videre og konfronterede, hvad han fandt var formørkede idéer og bevægelser. - Foto: Scanpix.