Onkel Poul er på besøg hos fru Hansen. Det er godt, at de er gode venner, selv om de er skilt. Jeg er gået derind, fordi han har fået en ny bil.
Det er en Mercedes, og jeg har fået lov til at køre med ham i byen, fordi han har et ærinde. Jeg sidder foran og har meget plads. Der er lædersæder. De har en stærk lugt af ny læder, og det føles rart. Han smiler, mens han kører. Jeg tænker på, at han har været i kamp med tyskere under krigen, og han har også været i Grønland og skudt isbjørne.
Mor og far siger, at han er en rigtig eventyrer. Han stopper ud for købmanden på Hovedgaden, der, hvor de har en meget fin kaffemølle tæt ved udstillingsvinduet. Jeg kan mærke duften helt herud, for jeg har rullet vinduet ned. Håndsvinget er lidt stramt, men jeg har fået ruden helt ned. Den er forsvundet ned i døren mellem en række små børster. Nu mærker jeg både kaffeduften og lugten af bilens lædersæder.
Jeg læner mig tilbage og tænker
på, at jeg sidder i en meget fin bil, mens jeg kigger ud på folk,
der går på fortovet. Og på bilerne og cyklerne på gaden.
Nu kommer onkel Poul ud fra forretningen. Han har købt
kaffe, men han har også en pose. Han sætter sig ind og opdager
så, at jeg har rullet vinduet ned.
Det bliver han vred over, for
han siger, at der er noget i vejen med håndsvinget. Han læner
sig ind over mig, så jeg kan mærke en stærk lugt fra hans armhule.
Han forsøger at rulle ruden op, men nu falder håndsvinget
af. Det får ham til at bande og skælde mig ud. Jeg bliver helt
varm og trykker mig tilbage i sædet. Og jeg siger undskyld.
”Nu skal det repareres. Det bliver dyrt,” siger han.
Han er meget vred, kan jeg se. Under turen tilbage siger han ikke noget. Og jeg skal heller ikke nyde noget. Da vi igen holder ud for fru Hansens hus, siger han, at jeg skal hente min sparebøsse. For jeg skal være med til at betale for reparationen af vindueslåsen. Jeg føler et sug i maven.
Aldrig før har jeg følt mig så flov. Måske fordi jeg heller ikke kender ham så godt. Det er første gang, jeg har været alene med ham. Det er ikke rart at være alene sammen med en mand, der er vred. Jeg løber ind til mor. Far er hjemme fra skolen, og jeg kan se ham nede i haven. Men jeg vil kun snakke med mor om det.
Jeg græder, da jeg fortæller om onkel Pouls rude. Hun siger, at det er godt, hvis jeg kan være med til at betale for reparationen, for det er jo mig, der har rullet bilruden for hårdt ned.
Min sparebøsse er en mølle af sølv, og den kan åbnes med en nøgle, som mor har gemt for mig. Der er en tokrone og flere små mønter. Hun siger, at jeg skal give ham tokronen, men jeg tager hele sparebøssen med.
Da jeg kommer tilbage til hans bil, sætter jeg mig ind ved siden af ham. Jeg viser ham alle pengene og siger, at jeg gerne vil give ham tokronen. Men han tager nogle af småpengene og siger, at jeg skal beholde tokronen.
Jeg kommer i tanke om fortællingen om Gud, der ville prøve Abraham, da han var villig til at ofre Isak. Gud var måske også vred på mig over det med bilruden? Jeg låser sparebøssen igen, men beholder tokronen i lommen.
Da jeg kommer ind igen, finder jeg en lille tobaksdåse af metal. Ude på badeværelset tager jeg en tot vat, som jeg lægger i bunden af dåsen. Tokronen lægger jeg på vattet og lukker dåsen med en elastik. Uden at mor eller far ser det, graver jeg med spaden et hul mellem sandkassen og hækken. Jeg fjerner nogle sten fra det hårde ler og lægger dåsen dybt i jorden. Jeg når at dække det hele til igen, uden at nogen opdager mig.
Jeg tror ikke, at man kan se, at der har været gravet et hul. Men jeg har ofret tokronen. Måske vil Gud ikke være vred på mig over det med bilruden. Hvis Gud er i himlen, burde man kunne se ham et eller andet
sted. På den anden side af skyerne. Skyerne er ikke så langt væk, for man kan se flyvemaskiner, der flyver oven over skyerne.
Nogle af skyerne ligner ansigter. Men jeg tror ikke, at Gud er i skyerne. Han er nok højere oppe. Også højere oppe end flyvemaskinerne. Hvis der er en Gud deroppe, har han måske set, at jeg gravede dåsen med tokronen ned. Min offergave. Jeg gynger så højt op, at ringen for enden af tovet løsner sig lidt fra krogen. Tovet bliver slapt, og sædet falder med et ryk.
Jeg gentager de høje sving nogle gange, og samtidig tænker jeg på dåsen med tokronen. Hver gang der kommer et ryk i kæden, får jeg en fornemmelse i kroppen. Måske kan jeg på den måde sende
bønner op mod himlen.
Det føles lidt farligt, når man gynger på den måde, men jeg kan godt lide det. Det er også lidt farligt, det med offergaver. Jeg tænker på Abraham og Isak. Det var ikke helt det samme som at gynge, men alligevel har det noget med hinanden at gøre. Jeg får øje på en fugl højt oppe. Den kan godt være stor, det kan jeg ikke vide.
Men jeg ved godt, at den bliver mindre, hvis jeg ser den på længere afstand. Det kunne jeg ikke forstå, da jeg var lille. Jeg kunne heller ikke forstå, at flyvemaskinerne deroppe virkelig var flyvemaskiner. Med rigtige mennesker indeni.
Det er også svært at forstå, at jorden er rund. For når jeg ser langt væk, synes jeg, at den er lige. Måske kan fuglen deroppe se længere, end jeg kan. Hvis verden har en ende, kan fuglen måske se helt derud. Det er mærkeligt at forestille sig.
Mor kalder på mig. Hun har lavet kakao. Jeg vil spørge hende om det der med verdens ende og om Gud. Men jeg vil ikke fortælle hende om dåsen og tokronen. Ingen skal kende min hemmelighed – ud over Gud.