I 2001 udgav den danske forfatterinde Ida Jessen romanen "Den der lyver" om lægen Christian Gim, der køber en lægepraksis i Hvium i Himmerland, men får blotlagt sin egen og ægteskabets fallit af lokalsamfundets sladder. Udgivelsen fik flere anmeldere til at sammenligne Ida Jessens hovedperson med hovedpersonen i et af dansk litteraturs største litterære værker: Peter Andreas Sidenius – bedre kendt som Lykke-Per i Henrik Pontoppidans roman af samme navn. Ida Jessen blev straks kontaktet af Pontoppidan Selskabet, der ville have den danske forfatters kvindelige pendant til at holde et foredrag om sit forhold til Pontoppidan. Men hun måtte skuffe dem med, at hun intet forhold havde til ham. For hun havde aldrig læst ham.
"Lykke-Per" afspejler vores mange facetter
Samme dag ringede Ida Jessens far efter at have gennemgået en kiste med gamle breve til og fra familien. Og i kisten lå et brev fra Pontoppidan, som bevis på, at han havde været en nær ven af forfatterindens oldefar.
"Det var så pudsigt et sammenfald, at jeg straks gik i gang med "Lykke-Per" og blev fuldstændig opslugt," fortæller Ida Jessen og ser et splitsekund frem for sig med et intenst blik, som om hun allerede er forsvundet langt ind i Pontoppidans fortælling, og dér har fået øje på noget, ingen andre kan se.
Ida Jessen fik flere af sine venner til at læse "Lykke-Per". Sammen levede de for en tid i hovedpersonens univers i slutningen af 1800-tallets Danmark. De fulgte Pers opgør med rødderne på præstegården i Randers, hans indtog i det intellektuelle, kulturradikale og frigjorte jødiske miljø i København, hans kamp for sit kanalprojekt, kvindernes hjerter og sin egen frihed. Og de så til, da han kapitel efter kapitel brændte sine broer, afbrød alle relationer og endte sine dage som en ensom særling på den vest- jyske hede.
Romanen "Lykke-Per", der oprindeligt blev udgivet i otte bind fra 1898 til 1904, er af mange blevet klassificeret som danmarkslitteraturens største værk og står i dag på listen af værker i Kulturministeriets kanon over dansk litteratur. Den har ikke alene fundet plads på bogreolen i mange danske hjem, men blev allerede i 1906 oversat til tysk og senere svensk, polsk, russisk og mange andre sprog. Henrik Pontoppidan, der i 1917 fik Nobelprisen i litteratur sammen med Karl Gjellerup for sin autentiske beskrivelse af dagliglivet i Danmark, har selv karakteriseret "Lykke-Per" som et forsøg på at give et billede af datidens Danmark via beskrivelser af menneskelige skæbner og deres sociale, religiøse og politiske kampe. Men det er sådan set slet ikke det, der fænger Ida Jessen.
"Nej, det, der griber mig, er det, der minder mig om, hvad det vil sige at være menneske, og hvor komplekst det er. At intet er sort eller hvidt, men findes i utallige nuancer. Det er dér, alt føles så rigt, og derfor følte jeg mig beriget, da jeg læste bogen første gang, samtidig med at den sagde mig noget i netop den livssituation, jeg stod i. Det er der, litteratur for alvor fænger os – når vi synes, vi kan se os selv i den," siger Ida Jessen med et inviterende nik og fortsætter:
"Bogen er så fremragende, at jeg vil tro, at enhver, der bliver grebet af den, vil kunne se noget i den, fordi den er så menneskelig. Jeg behøver ikke at udbasunere, hvad jeg fandt i den, for det er netop det særlige ved litteraturen, at vi læsere går ind i et lønkammer, hvor vi er alene med os selv og bogen."
Pontoppidan viser os det moderne menneske
Romanen er blevet tolket af utallige litterære eksperter ind i faste teoretiske kasser som en klassisk udviklingsroman. Som Pontoppidans indlæg til samfundsdebatten og som udtryk for den litterære periode det moderne gennembrud. Men det, der optager Ida Jessen, er ikke de umiddelbare svar, læseren får, men de spørgsmål, forfatteren rejser.
"Pontoppidan har energi, ambivalens og mod nok til i den grad at leve sig ind i hver enkelt person i bogen og stille spørgsmål, som er drevet af hans egen frugtbare nysgerrighed, som han godt ved, han aldrig får besvaret. Og netop den ambivalens og tvivl bærer hele værket. Andre af hans værker virker som en facitliste over pointer, han har tygget igennem, hvor personerne er marionetter, som han holder ud i strakt arm og lidt foragteligt ser sprælle under sin spidse pen. Men den foragt, arrogance og fordømmelse er der ikke antydningen af i "Lykke-Per". Her bliver personerne til i dybet af hans egen spørgende sjæl. De er som prismer, der vender sig i den skiftende belysning. Og når man ser nuanceret på noget, så kommer man ikke frem med noget svar," forklarer hun.
Så det er nærmest naivt at læse værket på godt og vel 800 sider og tro, at man da må belønnes med svar på et og andet for sin flid, når sidste side er vendt. For det er i hvert fald ikke entydige svar, der gives. Formålet er netop det modsatte, mener Ida Jessen.
"Formålet er at lokke læseren ind i et rum, hvor vedkommende får åbnet øjnene for, hvad det vil sige at være menneske. Det at være menneske vil sige hele tiden at blive konfronteret med den ene, den anden og den tredje betydning. Og ingen steder er vi i hvile. For det er så komplekst at være menneske. Og det er dét, som rigtig stor litteratur minder os om," siger hun og holder inde, som for at fastholde budskabet lidt endnu.
Derfor er man i sin gode ret til at undres og undres igen, når Per i årevis kæmper for anerkendelsen af sit kanalprojekt og så alligevel opgiver det hele, mens han driver rundt i en robåd på en tilgroet fjord. Eller efter længe at have gjort kur får lokket Jakobe ud af hænderne på Eybert for så alligevel at forlade hende, da deres forlovelse skal annonceres. Og ikke mindst, da han vælger at forlade sin hustru og børn til fordel for et liv i ensomhed.
"Per er på mange måder et moderne menneske. Han er narcissist. I det øjeblik, hans mål er inden for rækkevidde, mister han interessen for det, hvilket gør ham til en meget gådefuld person. Man kalder bogen for en udviklingsroman, men den udvikling, Per gennemgår, er måske mere en afvikling. Han forkaster alt og evner ikke at tage noget til sig," siger Ida Jessen.
Fejler han?
"For Per er det opfyldelsen af livet at ende i Vestjylland. Han bliver sig selv, der hvor han er ensom. Han har prøvet alt muligt, men har overvurderet sig selv og sine evner. Han har et talent, men ikke viljen til at føre talentet igennem. Han har ikke viljen eller evnen til kontakt med andre mennesker. Derfor kan han ikke få et liv med mennesker tæt på sig, hvad enten det er i et arbejde, kærlighedsforhold eller et venskab."
Så han kunne ikke have handlet anderledes?
"Jo, han kunne godt have giftet sig med Jakobe, støttet op om kanalprojektet og lagt bånd på sin drift efter at søge væk. Men Pontoppidan viser netop den historie, man hører så tit: At folk opnår det, de vil, hvorefter de ikke længere brænder for det, men pludselig befinder sig i en midtvejskrise med spørgsmålet: Var det bare det? Per giver i stedet op, inden han når dertil. Spørgsmålet er da, om det er bedre at takke ja til det, man får givet, og så bagefter tænke "var det bare det?". Eller om det er bedre at trække sig inden. Derfor skildrer romanen på mange måder moderne mennesker, fordi personerne i bogen er så tvivlende og svajende som siv i vinden. Ligesom vi er i dag"
Tvivlen og spørgsmålene om, hvor i romanen man skal placere sin sympati opstår også ved, at Pontoppidan konstant skriver personer og miljøer op imod hinanden, forklarer Ida Jessen. Det traditionelle præstehjem, der klemmer al livsglæde ud af Per, mødewr det kulturradikale. Et frisindet miljø, der sætter vidtrækkende drømme om mulighederne i den store verden over for den snævre danske andedam. Men også et miljø der overrumpler Per i en grad, at vejen er banet for ægteskabet med den grundtvigske Inger, som han alligevel også må opgive.
Inspirationen fra Pontoppidans eget liv
"Pontoppidan arbejder hele tiden i modsætninger – mellem det pietistiske og det grundtvigske, det jødiske og det danske, det radikale og det småborgerlige og mellem mand og kvinde. Mange mener, det er en mærkelig og gådefuld slutning. Det synes jeg ikke. Per afvikler alt, og til sidst er der ikke andet tilbage end ham selv. Han har malet sig selv op i en krog. Men bogen har egentlig to slutninger – både Pers og Jakobes. I modsætning til Per bærer Jakobe hele sin fortid med sig – sit varme hjerte, sit samfundsengagement og sin rigdom, som hun bruger til at etablere en skole for fattige børn. På den måde ender bogen også i en modsætning mellem på den ene side Per, der kun kan rumme sig selv, og Jakobe, der rummer andre," siger hun.
Henrik Pontoppidan levede selv et tilbagetrukket liv. Han deltog ikke i mange offentlige anliggender eller sammenkomster og ytrede sig primært gennem sine bøger. Han voksede også op i et traditionsbundent præstehjem med en moder, der som Lykke-Pers var sengeliggende i årevis, og også Pontoppidan brød med det jyske for at læse til ingeniør i København. Navnet Sidenius hentede Pontoppidan fra sin oldemors slægt. Og den jødiske familie Salomon, der spiller en væsentlig rolle i romanen, siges at have levet på nøjagtig samme tid i København. Ida Jessen er da heller ikke i tvivl om, at Pontoppidans mesterværk på mange måder er et forvrænget spejl på Pontoppidans eget liv og opvækst. For uden det spejl, var der ingen roman.
"I mange af de brændende bøger – og den her bog brænder virkelig – er forfatteren selv med i en eller anden udstrækning. Hvis man ikke greb i dybet af sin egen sjæl og spurgte "hvorfor?", var det ikke muligt at skrive den. Og sådan kan man også spørge sig selv, når man læser den."
